Birkebjergcentret
Velkommen til pjece om Distrikt Syd og Birkebjergcentret.
Her kan du finde praktiske oplysninger om Distrikt Syd og Birkebjergcentret.
Med denne pjece vil vi byde dem velkommen til Birkebjergcentret og til distrikt Syd. 
Distrikt Syd er et af distrikterne i Næstved’s integrerede ordning.
Det er vores håb, at De må befinde Dem godt. Vi vil gøre vores bedste for at skabe trivsel og tryghed i de nye omgivelser.
Det er en stor og svær beslutning at flytte fra sit eget hjem og til en ny og lille plejebolig på en plejegang. Der er mange ting, der skal tages højde for, når der skal flyttes. Mange spørgsmål trænger sig på.
Nogle svar vil De få i pjecen og andre må De finde svar på hos personalet, der står til rådighed med råd og vejledning.
Adresse og telefon nr.
Birkebjergcentrets adresse er Birkebjerg Allé 9, 4700 Næstved
Tlf. nummer 5588 2000.
Fax nr. 5588 2050.
Dette tlf. nr. er et hovednummer som i dagtimerne besvares af Birkebjergcentrets administration og i aften- og nattetimerne af Beredskabsstationen.
Herudover kan der ringes på kommunens hovednr. tlf. nr. 5588 5588 for yderligere hjælp og vejledning.
Birkebjergcentret blev officielt indviet den 6. april 1993 af socialminister Karen Jespersen.
Før denne dato havde der fundet en gennemgribende ombygning sted, da bygningen tidligere havde været anvendt til andet formål.
Denne ombygning ændrede huset til et aktivitetscenter for pensionister i Næstveds daværende Lokalområde Syd og Vest samt til boliger for 36 pensionister, der havde behov for en plejebolig.
Birkebjergcentret blev det første center i Næstved med integreret pleje, hvilket vil sige, at plejepersonalet tager sig af pleje, bistand og omsorg for såvel borgerne i eget hjem i Næstved syd som for borgerne i plejeboligerne.
Birkebo
Den 1. maj 1997 kunne Birkebjergcentret tage yderligere 36 plejeboliger i brug.
Boligerne er navngivet "BirkeBo" og har postadressen "Tommerupvej 2 B". Telefon nr. 5578 5800.
Boligerne er bygget som et anneks til hovedbygningen. Hovedbygningen og annekset er forbundet med en gangbro hen over Tommerupvej.
Gangbroen er indrettet med borde og stole samt køkkenfaciliteter, således at der her er mulighed for samvær.
Der afholdes da også jævnligt forskellige arrangementer her. Gangbroen kaldes "Motorvejscafeen."
Indretning
Birkebjergcentret består af 3 etager.
(Birkebjerg Alle 7, 9 og 11)
I stueetagen findes:
"Værestedet", dagligstue, fysioterapi, ergoterapien, information og mødelokaler.
På 1. sal og 2. sal er der 36 plejeboliger, 6 gæstestuer samt 3 hvilestuer/ natstuer. På 3. sal er der 14. plejeboliger.
På 1. sal har sygeplejerskerne samt distriktsteamene lokaler med vagtstuer m.v.
Der er elevator ved alle indgange
Hoveddøren (Birkebjerg Alle 9) er åben alle hverdage mellem kl. 8 og kl. 15.30.
Birkebjerg Alle 7 og 11 er altid låst.
Udenfor administrationens åbningstid, kan De trykke på klokken til vagtlokalet, eller til den beboer De skal besøge, hvorefter vagten vil sørge for, at De kan komme ind.
Birkebo er indrettet i 3 etager (Tommerupvej 2 B)
Alle etager er indrettet med 12 plejeboliger på hver etage. På hver etage er èn af boligerne på 2 værelser, der fortrinsvis er beregnet til ægtepar.
I kælderetagen er der et aflukket rum, hvor der er mulighed for at opbevare enkelte mindre møbler og andet, der ikke er plads til i plejeboligen.
Der er en hængelås til rummet, og det er nøglen til boligen, der passer til hængelåsen.
Der er elevator ved hoveddøren.
Hoveddøren til Tommerupvej 2 B er låst. Har De ikke nøgle til boligerne, kan De trykke på klokken til vagtlokalet, eller til den beboer De skal besøge, hvorefter vagten vil sørge for, at De kan komme ind.
Plejeboligerne på Birkebjerg Allé
Boligerne er opdelt, så der er 6 boliger samlet om et fællesareal, hvor der er køkken, spisestue, dagligstue og fjernsynsstue.
Fælleskøkkenet er med køleskab og fryser, komfur med ovn, en mikrobølgeovn, samt service til 6 personer.
Herudover har hver afdeling en vaskemaskine og en tørretumbler.
Med til lejemålet hører også en opholdsstue i stueetagen, hvor der er mulighed for at afholde eventuelle private arrangementer (der er service til 40 personer - godt stort køkken og opvaskemaskine).
Lokalet kan bestilles i informationen. Nøgler skal afhentes samme sted.
Indretning af lejligheden
Forgang med kosteskab. Badeværelse med bruser. I stuen er der klædeskab og tekøkken med køleskab. Der er telefonstik og fjernsynsstik til fællesantenne i stuen.
De skal selv sørge for tilslutning af telefon og fællesantenne.
Boligerne er uden fast inventar. De skal derfor medbringe de samme ting, som De ville have med, hvis De flyttede til en almindelig bolig, f.eks. skal De også medbringe støvsuger, rengøringsmidler m.v. Har De behov for en plejeseng, vil den blive leveret fra ergoterapien.
Der er mulighed for at installere egen vaskemaskine i badeværelset (for egen regning)
Vedligeholdelse af boligen
Se lejekontrakten
Overnattende gæster
Birkebjergcentret har ingen gæsteværelser, men gæster er velkomne til at overnatte i Deres bolig, blot vil personalet gerne informeres herom.
Plejeboligerne i Birkebo
BirkeBo er opdelt, så der på hver etage er 12 lejligheder med et fælles opholdsareal.
I fællesarealet er der køkken, spisestue, opholdsstue og en fjernsynsstue.
Fælleskøkkenet er med køleskab og fryser, komfur med ovn, en mikrobølgeovn, samt service til 12 personer.
Herudover har hver afdeling en vaskemaskine og en tørretumbler.
Der er mulighed for at installere egen vaskemaskine i badeværelset (for egen regning)
Indretning af boligen
Forgang med tekøkken og køleskab. Badeværelse med bruser. Stue med klædeskab og kosteskab. Der er telefonstik og stik til fællesantenne i stuen.
De skal selv sørge for tilslutning af telefon og fællesantenne.
Boligerne er uden fast inventar. De skal derfor medbringe de samme ting, som De ville have med, hvis De flyttede til en almindelig bolig, f.eks. skal De også medbringe støvsuger, rengøringsmidler m.v. Har De behov for plejeseng vil den blive leveret fra Ergoterapien.
Vedligeholdelse af boligen
De står selv for den løbende vedligeholdelse af boligen. Udvendig pudsning af vinduer afholdes af kommunen. Se endvidere lejekontrakten.
Overnattende gæster
Deres gæster må gerne overnatte, men BirkeBo har ikke mulighed for at stille gæsteseng til rådighed.
Inden indflytningen
Inden indflytningen vil De få oplyst, hvor meget husleje, indskud m.v udgør, ligesom De vil få besked om, hvor meget De kan forvente at få i boligstøtte og varmetillæg.
De skal betale indskud, stempelafgift samt husleje m.v. inden indflytningen. Lejekontrakt m.v. vil blive tilsendt fra Center for Ejendomme, Boligadministration. Herfra vil De få besked om, hvor meget De skal betale samt hvor beløbet skal indbetales, lige som De vil få oplyst, hvor De kan afhente nøglerne til Deres plejebolig.
Vedrørende ansøgning om boligydelse og lån til indskud i boligen, se nedenfor.
Inden indflytningen vil teamlederen rette henvendelse til Dem eller Deres pårørende, så De sammen kan aftale indflytningstidspunkt m.v.
Der vil være mulighed for at se boligen inden indflytningen og gerne sammen med pårørende eller venner, der skal hjælpe Dem med flytningen.
Ved besøget kan De aftale med plejepersonalet hvilke møbler, beklædningen m.v De ønsker at medbringe.
På indflytningsdagen vil De blive modtaget at den kontaktperson, (eller dennes stedfortræder) der skal være Deres kontaktperson, mens De bor i plejeboligen.
Der vil være afsat tid til en snak om de spørgsmål, De måtte have på den første dag, lige som der vil være tid til at drikke en kop kaffe/ te sammen med Dem og Deres evt. pårørende.
De vil snarest efter indflytningen få besøg af teamlederen, der vil orientere om relevante ting i forbindelse med Deres behov for hjælp og pleje.
Det er fortsat visitatorerne, der tildeler hjemmehjælpen.
Personalet
Der er personale på Birkebjergcentret/ BirkeBo i alle døgnets 24 timer.
I dagvagten hjælper personalet Dem med personlig pleje, rengøring og tøjvask. Alt efter behov. Personalet kan også hjælpe med at bestille købmandsvarer til levering.
Desuden kan personalet i dagvagten være behjælpelig med at bestille lægebesøg, fodterapeut, frisør med mere.
I aftenvagten hjælper personalet Dem med aftensmaden, og senere med at komme i seng, hvis De har behov for hjælp til det.
Nattevagten hjælper med de problemer, der måtte opstå i nattetimerne.
Som tidligere nævnt er Lokalområde Syd en integreret ordning, hvilket blandt andet vil sige, at personalet, såvel dag, aften og nat, betjener borgerne i eget hjem i lokalområdet samt borgerne, der bor i plejeboligerne, gæstestuerne eller nathjemspladserne.
Personalegrupper
Til hvert distrikt er tilknyttet et personaleteam bestående af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, plejehjemsassistenter, sygehjælpere, social- og sundhedshjælpere og hjemmehjælpere.
Sygeplejersken er ansvarlig for plejen og kan kontaktes alle døgnets 24 timer.
Tavshedpligt
Alle medarbejdere i Lokalområde Syd er pålagt tavshedspligt.
Brud på tavshedspligten kan medføre afskedigelse og eventuelt strafforfølgelse.
Tavshedspligten vedvarer efter fratrædelse af stillingen.
Det er den enkelte beboer, der selv er med til at planlægge, hvordan dagligdagen skal forløbe.
De bestemmer selv, hvornår De står op. Har De behov for det, vil personalet være behjælpelig med morgenmad, samt anden hjælp til f.eks. påklædning, personlig vask m.v.
Desuden hjælper personalet Dem med rengøring og tøjvask. Her ud over kan personalet hjælpe Dem med at bestille vare til levering fra købmanden.
Der er fælles formiddags-, eftermiddags- og aftenkaffe i fællesstuen, hvor De kan deltage.
Der opkræves et beløb til dækning af de fælles udgifter, f.eks. blomster til fællesarealet, rengøringsmidler til fællesarealet, vaskemiddel til opvaskemaskine, affaldsposer, køkkenruller m.v. samt til fælles kaffe/ te og kager, m.v.
Ønsker De ikke at deltage i de aktiviteter, der foregår i fællesstuen, skal De ikke betale for den del af udgiften, der bruges til kaffe og kage m.v.
De kan også at deltage i de aktiviteter, der foregår i stueetagen. (se nedenfor).
Maden leveres fra Centralkøkkenet. Kan De selv klare det, kan De i stedet tilberede maden i Deres køkken.
Maden spises i den fælles spisestue. De kan dog også vælge at spise i Deres lejlighed.
Aftensmaden tilbereder De selv, eventuelt med hjælp fra personalet. De kan også modtage aftensmaden fra Centralkøkkenet.
Om aftenen kan De se fjernsyn i fjernsynsstuen eller slappe af i egen bolig.
De kan modtage besøgende på de tider, der passer Dem. Dog bedes De vise hensyn til Deres medbeboere, hvis De opholder Dem i fællesarealet.
Når De flytter ind i Birkebjergcentrets plejeboliger, får De tilknyttet en kontaktperson, som hjælper Dem med de daglige fornødenheder i hverdagen.
Aktiviteter i stueetagen
Centret er åbent - og der er personale til stede - hverdage fra kl. 8.00 til 15.30, fredag dog kun fra kl. 8.00 - 15.00.
Har De brug for fysio- eller ergoterapibehandling, kan De bede personalet om, at hjælpe med at tage kontakt til fysio- og ergoterapeuterne.
Hvis De er selvhjulpen, kan De deltage i det åbne dagcenters aktiviteter.
I særlige tilfælde er der mulighed for at få ergo- eller fysioterapi i hjemmet.
Uanset hvilke behov eller ønsker De har om at deltage i Birkebjergcentrets aktiviteter, så tal med personalet om det.
Se endvidere pjece om aktivitetscentret.
Værestedet
I "Værestedet" foregår der mange forskellige aktiviteter. For eksempel bankospil og anden underholdning.
Som fast tradition afholdes der forårs-, høst- og julefest.
De forskellige arrangementer annonceres i Birkebjergcentrets månedsblad, der kan købes ved "Værestedet".
I "Værestedet" kan De også komme for at få en hyggesnak og en kop kaffe eller te med hjemmebagt brød.
For nogle af aktiviteterne vil der blive opkrævet et beløb til kaffe/ kage, materialer og så videre.
Se endvidere pjece udgivet af aktivitetsafdelingen.
Grøntsager
Hele sommeren sælges der grøntsager i "Værestedet". Grøntsagerne produceres i Birkebjergcentrets egen have af borgere samt frivillige hjælpere, der deltager i aktiviteterne i "Værestedet".
Blomster
Med mellemrum kommer blomsterhandleren til Birkebjergcentret. Det er de frivillige hjælpere, der står for salg af frugt og blomster.
Det fremgår af opslag i centret, hvornår blomsterhandleren kommer.
Butikken
I stueetagen er der en "butik", hvor der blandt andet sælges varer, der er fremstillet af brugerne af aktivitetscentret.
Her ud over har De her mulighed for at købe brugt tøj, der sælges billigt.
Har De noget tøj, De ikke bruger, kan De aflevere det i "butikken".
Overskuddet ved salget fra butikken tilfalder lokalområdeudvalget, der bruger pengene til fælles gavn for brugerne af Birkebjergcentret.
Det er de frivillige hjælpere, der står for salg m.v.
Nyt tøj
Cirka tre til fire gange om året, er der forskellige tøjfirmaer, der viser og sælger tøj i "Værestedet".
Indkøbsmuligheder
Der er en kiosk i stueetagen i Birkebjergcentret, hvor De kan købe øl, vand, tobak, ugeblade, aviser, frugt, chokolade og bolsjer m.v. samt toiletartikler.
Kiosken er åbent mandag til fredag fra kl. 9.30 til 13.00.
Den rullende kioskvogn kører rundt til plejeboligerne hver mandag og torsdag mellem klokken 10.30 og 11.30.
Fra vognen sælges frugt, slik, blade, aviser, tobaksvarer, øl, vand og toiletartikler med videre.
Indkøb
Har De brug for hjælp til indkøb m.v. kan personale være behjælpelig med at bestille varer fra en af de handlende, der leverer de bestilte varer.
Der er desværre ikke mulighed for, at personalet køber ind for Dem.
Følgende handlende udbringer varer efter bestilling:
Appenæs Brugs
Super 1 i Holme-Olstrup og Toksværd
Superbrugsen i Fensmark
Coma på Fodbygårdsvej
Vallensved Brugs
Spar i Karrebæksminde
De skal betale for leveringen. De kan betale for varerne, når de leveres, eller De kan vælge at få tilsendt en regning, der kan tilmeldes til betaling af Pengeinstitutterne BetalingsService (PBS).
Telefon
De skal medbringe Deres egen telefon hvis De fortsat ønsker et telefonabonnement. Har De fået bevilget nødkald, skal De bruge telefon.
Frisør
Der er ikke tilknyttet frisør til Birkebjergcentret. De kan fortsat benytte Deres tidligere frisør, såfremt De selv kan klare Dem, mens De er hos frisøren.
Der er også mulighed for at bruge en frisør, der kan komme til Dem i plejeboligen.
Fodpleje
De kan bestille fodterapeut til hjemmet eller benytte en i byen, såfremt De selv kan klare Dem, mens De er hos fodplejeren.
Tandlæge/omsorgstandpleje
De kan fortsat benytte den tandlæge, De er vant til.
Der kan også være mulighed for at blive visiteret til den Kommunale Omsorgstandpleje.
Det koster 430 kr. årligt (2009).
Behandlingen i omsorgstandplejen foregår på ældrecentrene (Birkebjergcentret, Munkebo, Kildemarkscentret, Symfonien, Solgaven, Bakkegården), på de kommunale klinikker eller i mindre omfang i eget hjem.
De kan ikke få egenbetalingen dækket via helbredskortet, da det ikke er en sygesikringsydelse.
Tilmeldingsblanket fås ved henvendelse til personalet.
Apotek
Ved medicinbestilling sender Deres apotek medicinen hjem til Dem.
Regningen for medicinen kan De betale via PBS (Pengeinstitutternes BetalingService)
Hjælpemidler
Har De brug for hjælpemidler, kan De henvende Dem til en ergoterapeut eller fysioterapeut, der vil undersøge, hvilke hjælpemidler, der vil være bedst egnet for Dem.
Servicebus
Servicebussen har stoppested ved Birkebjerg Allé 9.
Bibliotek
I "Værestedet" er der et mindre bibliotek, De kan benytte. Har De særlige ønsker om bøger/lydbånd, kan De henvende Dem til personalet i "Værestedet", der videregiver Deres ønsker til biblioteket..
Det nærmeste bibliotek er i Sct. Jørgens Park.
Personalet kan, med fuldmagt, undtagelsesvis hæve penge til Dem i Deres bank. Det vil i givet fald være en fordel at bruge en bank, der er beliggende tæt ved Birkebjergcentret.
Til betaling af faste regninger, herunder regning fra købmanden, apotek m.v., anbefales det, at bruge Pengeinstitutternes BetalingsService. (PBS)
Opbevaring af værdigenstande
Værdigenstande opbevares som De altid har gjort, inden De flyttede til Birkebjergcentret. Det må dog frarådes at opbevare større kontante beløb i Deres bolig, ligesom det ikke kan anbefales, at De opbevarer værdifulde smykker m.v.
Personalet kan evt. hjælpe Dem med at leje en bankboks.
Forsikring
Ønsker De indboforsikring, skal De selv sørge for dette.
Post
Hver lejlighed har egen postkasse. Nøglen til Deres lejligheden passer også til Deres postkasse.
Kan De ikke selv tømme postkassen, må De træffe aftale med plejepersonalet, der vil hjælpe Dem.
I Birkebjergcentret er Deres postkasse i gangen uden for fællesarealet.
I BirkeBo er Deres postkasse ved indgangsdøren i stueetagen.
Skal De sende post, kan personalet være behjælpelig med at afsende breve o.l.
Andagt/gutjeneste
Præsten kommer i "Værestedet" en gang om måneden.
Det fremgår af Månedsbladet, hvornår der afholdes andagt i "Værestedet".
De kan bestille kirkebil til Sct. Jørgens Kirke.
Sagsbehandler
De har den samme sagsbehandler, som før De flyttede til en plejebolig.
Sagsbehandleren træffes i Rådmandshaven 20, telefon 5578 4700.
Aktivitetsudvalg
I hvert lokalområde er der et aktivitetsudvalg, hvortil der afholdes valg hvert 2. år.
Udvalget består af højest 9 medlemmer. Medlemmerne vælges blandt borgere, der bor i lokalområdet, og har et ønske om at opstille til valget. Medlemmerne skal være fyldt 60 år eller modtage en social pension og have fast bopæl i kommunen.
Aktivitetsudvalget samarbejder med:
Pensionist- og ældrerådet, som bl.a. rådgiver byrådet i spørgsmål vedr. pensionister
Lokalområdets ledelse
Aktivitetsudvalget er med til at varetage pensionisters og over 60 åriges interesser i Lokalområdet. Aktivitetsudvalget iværksætter aktiviteter af forskellig art lokalområdet.
De forskellige arrangementer fremgår af opslag i Centret samt på de Blå Sider i UgeBladet.
Forplejning
Morgenmad skal De selv sørge for. Personalet hjælper Dem, hvis De ikke kan klare det selv.
Der er mulighed for at beboerne kan lave fælles morgenmad. (med hjælp fra personalet)
Middagsmad og aftensmad kan De også vælge at lave selv, eller De kan benytte Dem af madservice fra Centralkøkkenet på Tommerupvej.
Kantine
Centralkøkkenets kantine, Otterupvej 2, har åbent mandag til fredag fra klokken 11.00 - 13.00. Her har De og Deres pårørende mulighed for at købe mad. Der er et varieret udbud af frokostretter og varm mad.
Ved særlige lejligheder kan De bestille mad fra kantinen. Henvendelse skal ske til Centralkøkkenet - telefonnummeret er 5578 5250 mellem klokken 7.00 - 14.30.
Servicekort
Har De servicekort, skal De fortsat benytte dette, da De selv skal betale for medicin, tandpleje, fodpleje og briller på samme måde, som før De flyttede på plejehjem.
Ved flytning til en plejebolig skal der betales indskud og der vil blive udfærdiget en lejekontrakt. Lejemålet foregår efter reglerne i Lejeloven.
Der er mulighed for få et rente- og afdragsfrit lån til betaling af indskuddet. Lånet vil blive krævet tilbagebetalt efter 5 år (afdragsordning).
Det afhænger af Deres økonomiske forhold, om De kan få lån.
Har De tidligere fået lån til betaling af indskud i anden bolig, skal dette lån dog tilbagebetales, inden De på ny kan få et lån.
Opfylder De de økonomiske betingelserne for at få personligt tillæg, har De mulighed for at søge om hjælp til at få det "gamle" lån afviklet, ligesom De har mulighed for at få hjælp til betaling af en evt. dobbelt huslejebetaling i forbindelse med flytningen til plejeboligen.
Ved ansøgning om personligt tillæg, skal De rette henvendelse til Deres sagsbehandler i Rådmandshaven.
Ud over huslejen vil De blive opkrævet et beløb til dækning af de fælles udgifter, f.eks. blomster til fællesarealet, rengøringsmidler til fællesarealet, vaskemiddel til den fælles opvaskemaskine, affaldsposer, køkkenruller o.l. Herudover opkræves et beløb til fælles kaffe/ te og kager, m.v.
Kommunalbestyrelsen har efter servicelovens § 151 pligt til at føre tilsyn med løsningen af de opgaver, som myndigheden har truffet afgørelse om i henhold til §§ 83 og 86 i lov om social service.
Som led i tilsynsforpligtelsen skal der foretages mindst et anmeldt og et uanmeldt tilsynsbesøg årligt i plejehjem mv. jf. § 192, i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger mv. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, og i andre tilsvarende boligenheder i kommunen.
Efter hvert tilsynsbesøg udarbejdes der en tilsynsrapport til brug for opfølgningen på tilsynsbesøget. Rapporterne offentliggøres og sendes til høring i Ældrerådet og Bruger- og Pårørenderåd.
I Næstved Kommune udføres tilsynene af myndighedschefen og en administrativ medarbejder.
Ældrerådet og Handicaprådet har mulighed for at deltage i både anmeldte og uanmeldte tilsyn.
Udover disse besøg foretager embedslægen hvert år et uanmeldt besøg.
Er der forhold De ikke er helt tilfreds med, eller ønsker anderledes, er De altid velkommen til, at rette henvendelse til distriktschefen.
Afgørelser vedrørende personlig pleje og praktisk hjælp, madservice, optagelse på plejehjem, beregning af boligbetaling samt ansøgning om personligt tillæg og hjælpemidler kan indbringes for Det Sociale Nævn, Dronningensgade 30, 4800 Nykøbing F.
Ønsker De at klage, skal De meddele det til Næstved Kommune, Center for Ældre, Rådmandshaven 20, 4700 Næstved. Afgørelsen vil blive genvurderet og hvis denne fastholdes, vil klagen sammen med sagens akter blive sendt til Det Sociale Nævn.
Vi vil gøre hvad vi kan for, at De bliver glad og tilfreds med at bo i Birkebjergcentret.
Med venlig hilsen
Distriktschefen
De bedes medbringe personlige ting.
Beklædning
Sommertøj
Vintertøj
Overtøj/regntøj
Hue/hat
Handsker/vanter
Halstørklæde
Sko (sommer/vinter)
Indesko
Nattøj
Undertøj med videre
Personlig pleje
Sæbe
Hårshampoo
Barbergrej til mænd
Tandpasta
Kosmetik til kvinder
Toiletpapir
Bleer med videre
Egne møbler
Seng
Bord
Stole
Eventuelt chatol
Bogreol
Sofagruppe
Gardiner
Loftlamper
Elpærer
Service
Kopper/tallerkener
Glas
Bestik
Kaffemaskine
Håndpisker
Kasserolle og en lille stegepande
Sengetøj/linned
Dyne/hovedpude
Sengetæppe
Sengelinned
Håndklæder/vaskeklude
Viskestykker/karklude
Gulvklude og plaid
Rengøringsmidler
Støvsuger
Gulvskrubbe
Gulvspand
Støveklud
Toiletrens
Rengøringsmidler
Toiletbørste
Strygejern
Strygebræt og kost
Småting
Nips
Familiebilleder
Duge
Potteplanter/skjuler
Vandkande
Påske/julepynt
Håndarbejde med mere
Hjælpemidler
Kørestol
Gangstativ
Albuestokke med videre
Melde flytning m.v.
Posthus
Aflæsning af el
Stofa
Hørekonsulent
Telefon
Avis
Forsikring m.v
Folkeregistret sørger administrationen for
Flyttemappe kan hentes på posthuset og i BorgerService, Rådmandshaven 20.
Sidst opdateret den 22. oktober 2012