Ældrerådet
Ældrerådet
... dit talerør overfor og i samarbejde med offentlige myndigheder.
Ældrerådet er oprettet i henhold til "Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område". Rådet er et folkevalgt, rådgivende brugerorgan, der skal sikre de bedst mulige vilkår for de borgere, der er fyldt 60 år.
Ifølge loven er Ældrerådet en selvstændig forvaltningsenhed. Medlemmerne arbejder frivilligt og uden vederlag.
Ældrerådets medlemmer har tavshedspligt om alle sager, som rådet behandler, og tavshedspligten gælder også efter udtræden af rådet.
Ældrerådet må ikke beskæftige sig med personsager eller personalespørgsmål, og kan ikke ændre en forvaltningsafgørelse.
Ældrerådets opgave er at rådgive byrådet og dets politiske udvalg i alle spørgsmål, der vedrører ældre. Byrådet og dets politiske udvalg er forpligtet til at høre Ældrerådet om alle forhold, som har betydning for kommunens ældre. Det kan dreje sig om hjemmepleje, plejeboliger, plejecentre, trafik- og boligforhold, sundhed, miljø og kultur.
Ældrerådet skal medvirke til dialog mellem borgere og politikere og sørge for, at de ældre mødes og får mulighed for at drøfte kommunens ældrepolitik.
Alle borgere over 60 år har stemmeret og er valgbare til Ældrerådet. Valg finder sted i det samme år som kommunevalg.
For at Ældrerådet kan fungere godt og få indflydelse og medbestemmelse, er det helt nødvendigt, at det får opbakning fra de borgere som Ældrerådet repræsenterer.
Kontakt til Ældrerådet kan ske til rådets medlemmer eller til formanden Knud Skafte, Krogen 12, 4700 Næstved, telefon 5573 6471.
Sidst opdateret den 25. oktober 2011
Hvis du ønsker hjælp til at klage
Hvis du ønsker hjælp til at klage eller til at formulere en skriftlig klage, tilbyder medlemmer fra Ældrerådet at hjælpe.
Læs mere om klagevejledning