Børnehandicap - Tilskud
Hvis du er forælder til et handicappet barn under 18 år, er der mulighed for at få dækket nogle udgifter.
Kommunen skal dække de nødvendige merudgifter til forsørgelse af børn og unge under 18 år, som har betydelig og varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne eller langvarig lidelser. Forældre kan kun modtage tilskuddet, hvis barnet bor hjemme hos sine forældre.
Det er også en forudsætning, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne.
Merudgifterne fastsættes ud fra et overslag af dine sandsynliggjorte eller dokumenterede udgifter. Din sagsbehandler tager udgangspunkt i et standardbeløb, som i 2010 udgør 2.776 kr. Dine merudgifter har betydning for, hvor meget du bliver tildelt i støtte. Merudgifter kan gives i forbindelse med både løbende udgifter og enkeltudgifter, men det er en betingelse, at merudgifterne overstiger 347 kr. pr. måned eller 4.164 kr. årligt (2010). Beløbet reguleres hvert år.
De årlige udgifter lægges sammen og fordeles på årets måneder. Når den månedlige udgift er opgjort, afrundes beløbet til nærmeste ottendedel af standardbeløbet på de 2.776 kr. pr. måned.
Disse ottendedele er derfor:
1/8 = 347 5/8 = 1.735
2/8 = 694 6/8 = 2.082
3/8 = 1.041 7/8 = 2.429
4/8 = 1.388 8/8 = 2.776
Du får derefter udbetalt et fast månedligt standardbeløb. Dette beløb kan reguleres, hvis du i løbet af året får ekstraudgifter. Beløbet er uafhængigt af forsørgerens indtægt og er skattefrit.
Hvis du har udgifter til særlige diætpræparater, som benyttes til børn med de livsvarige sygdomme phenylketonuri (Føllings sygdom) og Alcaptonori, er det staten som afvikler disse udgifter (Kennedy Instituttet – Statens Øjenklinik). Tilskuddet gives uafhængigt af det fastsatte minimumsbeløb.
Hvis du er forælder til et handicappet barn, kan du få dækket tabt arbejdsfortjeneste, hvis du selv passer dit barn. Du skal opfylde en række betingelser for at få bevilget tabt arbejdsfortjeneste, og det er din kommune, som skal udbetale ydelsen. Du kan modtage ydelsen i de tilfælde, hvor dit barn skal passes i hjemmet, og hvor det er mest hensigtsmæssigt, at én af forældrene tager sig af pasningen. Dit barns handicap skal være betydeligt og medføre en varigt nedsat funktionsevne. Derudover skal barnet eller den unge være under 18 år.
Ydelsen for tabt arbejde fastsættes på baggrund af din tidligere bruttoindtægt. Hvis din arbejdsgiver indbetaler pension til dig og arbejdsgiverbidraget er fastsat i en kollektiv overenskomst eller i en individuel ansættelsesaftale, kan der ydes tabt arbejdsfortjeneste til din pensionsopsparing.
Hvis du på et givet tidspunkt står uden arbejde, og du modtager ydelsen, skal kommunen under visse omstændigheder udbetale en supplerende ydelse.
Tabt arbejdsfortjeneste er en bruttoydelse, som du skal betale skat af.
Hvis du ønsker at klage over din kommunes afgørelse, skal du indberette din klage til din kommune inden fire uger. Kommunen har da fire uger til at genvurdere din sag. Hvis din kommune fastholder sin oprindelige afgørelse, skal kommunen sende klagen videre til det sociale nævn sammen med papirerne i din sag.
Sidst opdateret den 27. maj 2010