Tandpleje for børn og unge
Tilbud om tandpleje til børn og unge i alderen 0-17 år.
Første besøg
Første gang barnet besøger tandklinikken er omkring 2½ års aldern. I vil automatisk få en indbydelse.
Ved det første besøg kommer barnet og I som forældre ind og ser, hvordan vi bor, og hvad vi laver. Vi viser tandklinikken og taler om sund/usund kost, tandbørstning, tandskader, sutter m.m. Hvis det er muligt - og I ønsker det - undersøges hvert barn enkeltvis.
Tryghed er vigtigt.
Det er meget forskelligt, hvor hurtigt børn vænner sig til tandlægebesøg. Ved et besøg er der altid ro og tid til at vurdere barnets reaktion, og vi respekterer barnets grænser.
Hvis der er hul...
Begyndende huller kan holdes nede med grundig hjemmetandbørstning. Vores erfaring med behandling af børn viser, at man ofte kan forsinke egentlig huldannelse eller i hvert fald udskyde behandling til barnet er mere modent. Når det er nødvendigt at bore, kan vi tilbyde bedøvelse, lattergas og beroligende medicin efter behov.
Vi bruger udelukkende tandfarvede fyldningsmaterialer i mælketænderne.
Tandlægebesøgene for skolebørn foregår som regel i skoletiden. Barnet bliver oftest indkaldt til undersøgelse sammen med klassen eller en klassekammerat. Ved tandeftersynet ser tandlægen/tandplejeren på tænderne, tandkødet og tandstillingen, og børnene får at vide, hvad de selv kan gøre for at undgå huller og tandkødsbetændelse.
Hjemmet får skriftlig besked i de mindste klasser.
I er altid velkommen til at komme med eller kontakte os for en snak om jeres barns tænder. Børnene har i perioder individuelle behov, og derfor indkalder vi hyppigere til kontrol, når dette er nødvendigt.
Forebyggelse
Efter behov tilbydes det enkelte barn forskellige forebyggende behandlinger f.eks. fluorpensling, lakering af dybe furer i tænderne og hjælp til tandbørstning. Flere gange i løbet af skoletiden vil vi undervise i klasserne om emner om tænder, tandpleje, sund kost m.m.
Hjælp dit barn
Tænderne skal holde hele livet og derfor er det vigtigt, at du hjælper dit barn med at børste tænderne helt rene. Først omkring 10-12 års alderen kan de fleste børn selv klare tandbørstningen.
Det er vigtigt for dit barn, at det lærer at spise sundt og varieret. Undgå i det daglige slik og sodavand.
Alle børn og unge under 18 år har ret til gratis tandpleje. De er automatisk tilmeldt tandklinikken i det distrikt, hvor de bor, men der er frit valg mellem alle kommunens klinikker.
Unge mellem 16 og 17 år kan frit vælge mellem det kommunale tandplejetilbud eller at gå til privat tandlæge med 100 % dækning af udgiften.
Børn og unge mellem 0 og 18 år kan vælge at gå til kommunal tandpleje i en anden kommune, eventuel mod en mindre egenbetaling.
Børn og unge under 16 år kan vælge privat tandlæge mod en egenbetaling på 35 % af udgifterne til både undersøgelse, forebyggelse, behandling og tandregulering.
Valget gælder det samlede tilbud.
Hvis I ønsker, at jeres barn skal behandles hos privat tandlæge eller i en anden kommunal tandpleje, skal I først henvende jer til Tandplejen.
Der skal indgås en skriftlig aftale, inden der kan ydes tilskud.
Blanketten, der skal udfyldes inden tandlægeskift, fås hos os.
I skal være opmærksomme på, at hvis I skifter skal en tandbehandling der er i gang, gøres færdig først. Dette gælder også tandregulering. Vær også opmærksom på at et nyt skift først kan finde sted tidligst et år efter sidste behandlerskift.
Hvis I har spørgsmål, så ring til den tandklink, hvor jeres barn hører til.
Hvis I har klager over Tandplejen , kan I kontakte overtandlægen, Centralklinikken, Parkvej 48, 4700 Næstved. Tlf. 5588 1500
Hver gang barnet er til undersøgelse, vurderer vi tændernes frembrud og tandstillingen.
I kraft af vores mangeårige erfaring med at vurdere tandsættets udvikling, kan vi gribe ind på det rigtige tidspunkt og måske forebygge en egentlig behandling.
Alle børn med tandstillingsproblemer vil blive undersøgt af en specialtandlæge, som vurderer om det er nødvendigt at rette tænderne. Som forældre får I altid et brev, hvor vi fortæller om resultatet af specialundersøgelsen.
Hvis specialtandlægen vurderer, at det er nødvendigt at rette tænderne, bliver både I og barnet indbudt til møde på vores reguleringsklinik, hvor vi taler om behov og behandlingsmuligheder.
Det er jer og barnet, som bestemmer, om I vil sige ja til behandlingen.
Det er gratis at få rettet tænder, hvis vores specialtandlæge har vurderet, at der er behov for det.
I skolernes sommerferie er der åbent for nødbehandling på Centralklinikken hver mandag fra kl. 8 - 11.
Man bedes ringe og bestille tid om mandagen mellem kl. 8 og 11 på tlf 5588 1500
Den Kommunale Tandplejes grundlæggende opgaver:
Tandplejens lovgrundlag er Sundhedsloven fra 2007. Loven pålægger kommunerne at tilbyde vederlagsfri tandpleje til børn og unge i alderen 0 - 17 år inkl. Børn og unge under 18 år, der ønsker et andet tandplejetilbud end det, kommunalbestyrelsen vederlagsfrit stiller til rådighed, kan vælge at modtage børne- og ungdomstandpleje i privat tandlægepraksis efter eget valg eller på en anden kommunes tandklinik. Børn og unge i alderen 0 - 15 år, som vælger tandbehandling hos privatpraktiserende tandlæge skal selv betale 35 % af udgiften.
Loven pålægger desuden kommunen at tilbyde omsorgstandpleje til personer, der på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte det almindelige tandplejetilbud (sygesikringstandplejen). Kommunen skal desuden tilbyde et specialiseret tandplejetilbud til bl.a. sindslidende og udviklingshæmmede børn, unge og voksne, der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i børnebog ungdomstandplejen, praksistandplejen eller omsorgstandplejen
Børne- og ungdomstandpleje
Formålet med børne- og ungdomstandplejen er:
Børne- og ungdomstandplejen skal søge at fremme det enkelte barns fysiske, psykiske og sociale trivsel ved at medvirke til, at tand-, mund-, og kæberegion udvikles og bevares i god funktionsdygtig stand gennem forebyggelse, undersøgelse og behandling af sygdomstilstande og -følger, anomalier, skader, funktionsforstyrrelser og svigtende præventiv adfærd.
Næstved kommunale Tandpleje omfatter ca. 18.000 børn og unge i alderen 0-17 år inkl. Heraf har knap 10% af de 16-17 årige og 0,4% af de 0-15 årige valgt at få tandplejetilbuddet hos en privatpraktiserende tandlæge.
Tandregulering
Tilbud om tandregulering tilbydes efter kriterier fastsat af Sundhedsstyrelsens, som skønner, at omkring 25 % af børnene har behov for tandregulering.
Omsorgstandpleje
Omsorgstandplejen tilbydes borgere, som på grund af fysisk og/eller psykisk handicap ikke selv kan tage vare på deres egen tandpleje.
Omsorgstandplejen skal gennem opsøgende regelmæssige undersøgelser, forebyggende foranstaltninger og behandlinger medvirke til at fremme den enkeltes samlede sundhed og trivsel.
I omsorgstandplejen er der tilmeldt omkring 400 borgere.
Specialtandpleje
Specialtandpleje tilbydes til sindslidende og udviklingshæmmede børn, unge og voksne, der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i børnebog ungdomstandplejen, praksistandplejen eller omsorgstandplejen. Specialtandplejen omfatter ca. 160 borgere.
Tandplejens opbygning
Tandplejen er decentralt opbygget med 1 central klinik, hvor tandreguleringen har til huse, og 10 mindre filialer.
Omsorgstandplejen har lokaler på flere af kommunens plejehjem, men en del af behandlingen foretages nu på en af tandplejens alm. tandklinikker.
I Tandplejen er der ansat 16 tandlæger, heraf 3 specialtandlæger, 33 tandklinikassistenter, 3 tandplejere, 1 tandteknikker, 1 sekretær/økonomimedarbejder samt 2 elever.
Tandplejens vision
Den kommunale tandpleje skal give borgerne mulighed for at tage vare på egne tænder og gennem tilbud om systematisk tandpleje at bevare tandsundheden i størst mulig omfang. Tilbuddet om tandpleje skal være fleksibelt og tilpasset den enkelte bruger.
Venlig hilsen
Tandplejen
Sidst opdateret den 19. december 2011