Børn og unge

Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599

Tandplejen informerer

Om huller i tænderne, tandbørstning, sukker- og syreskader. 

Huller i tænderne - og hvordan du undgår dem

CARIESDer skal tre ting i munden, for der danner huller ( caries) i tænderne:
Bakterier
Sukker
- og naturligvis tænder

Bakterier har du i store mængder overalt i munden. De er en naturlig del af munden. De bakteriebelægninger, der sætter sig på tænderne, kaldes plak. Sukker får du i munden med mad og drikkevarer.
Bakterierne i plakken lever af sukker og udskiller syre. Den syre, bakterierne udskiller, ætser og opløser tanden, og der dannes hul. Derfor kan man undgå huller hvis man fjerner bakterier/plak på tænderne ved god tandbørstning dagligt. 
Man skal også undgå så meget sukker som muligt.

Tandbørstning

En god hyppig tandbørstning er det allerbedste middel, hvis man vil undgå huller.

Børn kan meget tidligt vænnes til tandbørstning, men de kan ikke børste deres tænder godt nok, før de er cirka 10 år gamle. Først da, er deres bevægelser udviklet nok til at styre en tandbørste effektivt.

Man kan lige så godt starte med at børste, når den første tand kommer frem i munden mellem et halvt til et års alderen. I den alder er det tilvænning og leg.
Når kindtænderne kommer i et til to års alderen bør barnet være vænnet til at have en tandbørste i munden. Ved små børn er det godt at lægge dem ned på puslebord eller i dit skød, så har du lettere ved at se tandbørstningen på alle tandfladerne.

Det er tandbørstningen, der gør helt rent på tyggefladerne og de flader, der vender ind mod tungen ud mod kind og læber. Mellem tænderne kan de normale tandbørster ikke komme, og de flader skal gøres rene med tandtråd. 

  • Man skal bruge en tandbørste, der er god at holde på og ikke er større, end man kan komme rundt på alle tænderne. 
  • Man skal bruge fluortandpasta i en mængde svarende til barnets lillefingernegl.
  • Der skal børste med små cirkelbevægelser på fladerne mod tunge, kind og læber.
  • Der skal børste med frem og tilbage bevægelser på tyggefladerne.
  • Der skal børste så ofte, at du undgår huller og tandkødsbetændels
  • Der skal børste så ofte, at du har en ren fornemmelse i munden og undgår dårlig ånde.
  • Det er forskelligt, hvor meget forskellige mennesker behøver, at børste tænder. Nogle kan nøjes med en gang om dagen, mens andre skal børste tre gange om dagen for at undgå sygdomme.

HUSK! Een gang god tandbørstning om dagen er bedre end tre gange sjusket.

Sukker

Vi elsker sukker, og det gør bakterierne på vores tænder også. Det er klart bedst for tænderne, at man spiser/drikker alt sukkeret på een gang - f.eks. som lørdagsslik. Bakterierne på tænderne kan ikke nå, at omdanne al sukkeret til syre, og langt det meste går videre til maven.
Det er meget mere skadeligt for tænderne, hvis man drikker små slurke sodavand over længere tid. Det samme gælder også slik over hele dagen. Så har bakterierne sukker at spise i al den tid, og muligheden for huller i tænderne bliver meget, meget større.
Hvis man hyppigt har sukker i munden, er det en god ide bagefter at skylle munden med eller drikke rent vand, så hjælper du dine tænder meget.  

Blister i munden

Den hyppigste sygdom i munden er blister eller blæner, i fagsproget kaldet after. Hver femte af den i øvrigt raske befolkning lider i perioder af disse smertefulde sår.
Varigheden af disse sår er meget forskellig, fra få dage til flere måneder. Blister starter typisk som en lille væskeholdig blære, som går i stykker og bliver til et sår. Såret er typisk gulligt i midten og omgivet af en rød zone.
De fleste er sunde og raske, men udbrud af blister kan forekomme i forbindelse med f.eks. forkølelse eller stress.
Man kan behandle eller lindre blister på flere måder. Man ved, at nogle af mundhulens egne bakterier er med i udviklingen af blister. Derfor vil mundskylning med klorhexidin 0,1 % forkorte sårenes varighed, men ikke forhindre dem i at opstå. Videnskabelige undersøgelser viser, at zendium tandpasta kan lindre og endda helt forhindre nye blister i at opstå. Zendium tandpasta indeholder milde skummemidler og smagsstoffer, og disse er skånsomme mod sarte slimhinder. Zendium indeholder derudover enzymer, som styrker mundens eget forsvar. Det mest almindelige skummemiddel i tandpasta er Natrium-lauryl-sulfat. Zendium indeholder et andet og mildere skummemiddel. Derved nedsættes risikoen for blister og sår i munden. Zendium er meget velegnet til folk med sarte slimhinder. 
 

Nogle gode råd

Børst tænderne 2 gange dagligt med Zendium.
Smør zendium direkte på blisterne efter aftørring. Dette medfører højere enzymeffekt. Undlad at skylle munden efter tandbørstning og nøjes med at spytte ud. Derved opnås bedre udnyttelse af zendiums lindrende egenskaber samt en bedre udnyttelse af fluoreffekten imod huller i tænderne. Zendium bør bruges af alle med sarte slimhinder.
Spis dagligt syrnede mælkeprodukter. Disse indeholder fredelige mælkesyrebakterier, som har en hæmmende effekt på de bakterier, der er med til at give blister.
Urtevitaminpillen Longo Vital, der stimulerer immunforsvaret, har en gavnlig effekt på blister og bør spises af alle, som ofte er plaget af blister. Effekten af Longo Vital kan forventes efter et par måneders brug.
Når man har udbrud af blister, kan man også vælge at skylle munden med klorhexidin 0,1 % 2 gange dagligt. Det fås på apoteket udenrecept. Klorhexidin kan misfarve tænderne. Misfarvningen forsvinder, når brugen ophører.  

Når tænderne ætses væk

EROSIONEREmaljen på tænderne kan forsvinde, selv om du børster tænder hver eneste dag. Emaljen går simpelthen langsomt i opløsning, hvis du spiser og drikker juice, sodavand (også light produkter), surt slik, citroner m.m. uden for måltiderne. Det er en kemisk proces, som nedbryder emaljen - og emaljen gendannes ikke. I begyndelsen er det svært at se, og det gør heller ikke ondt. Senere bliver tænderne følsomme overfor kulde og varme, og det gør ondt, når man børster dem. I værste fald ødelægges tænderne helt, når tandemaljen er væk. Det kaldes syreskader –”syreerosioner” - på tænderne. Hos unge mennesker er de i dag et voksende problem, som hver 6. teenager i en stor dansk by har. I Amerika regner man med, at problemet er endnu større.

To årsager er vigtige

De fleste børn og unge drikker i dag langt større mængder syrlige læskedrikke, end de gjorde før. Mange går og smådrikker af flasker med skruelåg dagen igennem.
En del unge lider af spiseforstyrrelser med sure opkastninger.

Hvad sker der?

Juice, cola, sodavand og frugtsaft indeholder syre. Når du drikker juice og sodavand, ætser syren tænderne.
Surhed måles i pH. En pH, der er mindre end 5,5, er farlig for tænderne, fordi mineralerne i tandemaljen opløses.
ERODERET TAND
Her kan du se pH for nogle almindelige drikkevarer:
Cola 2,4
Sodavand 3,2
Appelsinjuice 3,7
Danskvand med citrus 4,1
Kærnemælk 5,5
Mælk 6,7
Kakaomælk 6,7
Vand 7,2
Danskvand uden citrus 7,5

Jo lavere pH-værdi, jo mere syre og jo større risiko er der for ætsninger. Når man drikker cola, stiger syremængden i munden kraftigt. Når colaen er sunket, går spyttet i gang med at neutralisere syren, og efter cirka 30 minutter er mundens pH-værdi tæt på det neutrale igen. Og så er faren for ætsninger drevet over. Men går du og smådrikker hele tiden, kan spyttet ikke følge med. Det betyder, at der er syre i munden hele tiden, og risiko for ætsning af tænderne er stor.
Mennesker, som lider af spiseforstyrrelser, kaster ofte meget op. Opkast indeholder meget mavesyre. Så stiger mundens syremængde også kraftigt. Spyttet kan ikke nå at blive neutraliseret, inden næste opkast, og der er også her meget stor risiko for ætsning.

SODAVANDSådan undgår du syreskader

  • Drik vand, mælk, kaffe og te mellem måltiderne. 
  • Begræns forbruget af sodavand, saft og juice og drik det kun til måltider.
  • Drik sodavand, saft og juice i store mundfulde og gerne med sugerør.
  • Undgå at børste tænder lige efter du har spist eller drukket noget surt, eller har kastet op. Skyl i stedet munden med vand. Tænderne skal børstes på et senere tidspunkt.

 

Tandskader ved ulykker

Hvad skal jeg gøre, hvis mit barn lige har slået sine tænder?
Vær rolig selv, så falder dit barn sandsynligvis også til ro lidt efter lidt.Tør forsigtigt blodet væk fra barnets mund med lunkent vand på en ren klud. Se efter i både overmund og undermund, om der mangler tænder, eller om der er slået stykker af tænderne. Barnet kan måske selv vise, hvor skaden er.

Hurtig tandlægehjælp er nødvendig, hvis

Tandskade

  • nye (blivende) tænder er slået ud
  • nye (blivende) tænder er blevet meget løse
  • der er slået store stykker af nye (blivende) tænder
  • tænder er slået til en anden stilling
  • barnet føler, det ikke kan bide rigtigt sammen ´
  • en ny tand er slået helt ud.

Hvis en ny tand er slået ud

Hvis en ny tand er slået helt ud, må du forsøge at finde den. Og så skal du holde den fugtig på vej hen til tandlægen.
Du kan lægge den i din egen mund, eller barnets mund, et glas mælk eller saltvand til kontaktlinser.
Men vær forsigtig! Tandroden beskadiges meget let. Du må ikke gnide eller rense en tandrod, eller lade en udslået tand blive tør, hvis den skal have en chance for at gro fast igen.

Hvis der er slået et stort stykke af tanden

Hvis der er slået et stort stykke af tanden, skal du også forsøge at finde dette stykke. Måske kan tandlægen sætte det på igen. Her er det tilstrækkeligt at lægge stykket i rent vand på vej til tandlægen. Fugtigheden betyder kun noget for tandstykkets farve.
Kontakt barnets tandlæge og fortæl, at I er på vej. Hvis skaden er sket udenfor tandlægens åbningstid, må I søge hjælp på skadestuen eller hos en privat praktiserende tandlæge. På hjemmesiden www.denkommunaletandpleje.dk kan du hurtigt finde telefonnummer på dit barns tandpleje. Klik på æblet ”Nødhjælp” øverst i højre side på hjemmesiden. Indtast derefter navnet på din kommune.

Du kan vente til næste dag med at kontakte tandlægen, hvis
der kun er slået et lille stykke af tanden
tanden kun er lidt løs
tanden kun er lidt øm

Hjemmeside for den kommunale tandpleje

 

Vigtige regler

Udslåede, nye (blivende) tænder skal hurtigst muligt sættes på plads af en tandlæge.
Udslåede tænder må ikke blive tørre, inden de sættes på plads.
Store tandstykker kan ofte sættes på igen.
Mælketænder må ikke sættes på plads igen.
Tegn en ulykkesforsikring, der dækker tandskader på dine børn.

Tandskadeforsikringer

Indtil dit barn er fyldt 18 år bliver tandskader behandlet gratis for dig i den kommunale tandpleje, men nogle tandskader kan først behandles, efter at man er fyldt 18 år. Det er som regel de største tandskader, og det er dem, jeres egen ulykkesforsikring kan dække.Flere kommuner har ulykkesforsikringer til børn, der er kommet til skade i skoletiden i folkeskolen eller i pasningsinstitutionerne. Forsikringerne dækker dog kun minimumsbehandlinger. Den bedste dækning er derfor en privat ulykkesforsikring med tandskadedækning. Husk, at en forsikring ikke kan tegnes med tilbagevirkende kraft.I samråd med tandlægen besluttes, om skaden skal meldes til forsikringsselskabet. Det vil tandlægen dog ofte vælge at anbefale, da skaden senere kan vise sig alvorligere end først antaget. Tandlægen vil jævnligt kontrollere skaden.

Læs mere om tandpleje på
www.denkommunaletandpleje.dk
www.tandogmund.dk
www.altomkost.dk

Job-, Omsorgs- og Sundhedsforvaltningen, Tandplejen
Telefon: 5588 1500
E-mail:
Sidst opdateret den 8. november 2011

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588 cvr-nr.: 29189625