Børnetilskud
Hvis du som forælder er enlig forsørger, er under uddannelse eller har særlige behov, kan du søge om børnetilskud.
For at få børnetilskud skal følgende være opfyldt:
- Forældrene og barnet skal bo og opholde sig i Danmark. Dvs. at man kan miste retten til at få børnetilskud, hvis barnet opholder sig i udlandet i en længere periode. Det er dog tilladt at opholde sig i et andet land i forbindelse med fx ferie, familiebesøg og sygdomsbehandling.
- Barnet eller den unge må ikke være gift eller blive forsørget af det offentlige.
- Barnet eller en af forældrene skal have dansk statsborgerskab, eller, hvis de er udlændinge, have boet fast i Danmark i det seneste år (for det særlige børnetilskud de seneste tre år).
- For flygtninge er der ikke noget krav om dansk statsborgerskab, eller at man skal have boet her i et vist tidsrum.
Ordinært børnetilskud er til enlige forsørgere, der har barnet boende hos sig. En enlig forsørger er en person, som ikke er gift og ikke lever i et ægteskabslignende forhold. Det vil sige, at der ikke må være fælles husførelse og heller ikke et samlivsforhold, som kan føre til ægteskab eller registreret partnerskab efter dansk lov.
Forældre, der begge modtager førtids- eller folkepension, kan også modtage ordinært børnetilskud. For at få børnetilskud som førtidspensionist skal man have fået tilkendt førtidspension før den 1. januar 2003. Førtidspensionister på ordningen efter 1. januar 2003 har ikke ret til dette børnetilskud.
Man kan i 2012 få 1.276 kr. i kvartalet pr. barn (2011 : 1.240 kr.). Hvis du modtager ordinært børnetilskud, kan du derudover få et ekstra børnetilskud. Det ekstra børnetilskud for 2012 er på 1.300 kr. i kvartalet (2011 : 1.263 kr.) uanset antallet af børn. Hvis du modtager både ordinært børnetilskud og folkepension, ydes der ikke ekstra børnetilskud.
Udfyld ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud.
Næstved kommune udsender en gang om året i januar måned en erklæring til brug ved ordinært og ekstra børnetilskud. Blanketten udsendes, da kommunen har pligt til én gang om året , at anmode en person, der modtager ordinært og ekstra børnetilskud, om skriftligt at bekræfte sin fortsatte status som enlig forsørger.
Udfyld blanketten årlig erklæring
Børn, der har mistet begge forældre, kan i 2012 få et særligt børnetilskud på 7.368 kr. pr. kvartal. (2011 : 7.158 kr.).
Børn kan få et særligt børnetilskud på 3.684 kr. pr. kvartal i 2012 (2011 : 3.578 kr.), hvis kun den ene forælder lever, hvis faderskabet ikke er fastslået, eller hvis begge forældre får pension. Er det kun den ene af forældrene, der får pension, er det særlige børnetilskud på 3.261 kr. i kvartalet i 2012 (2011 : 3.168 kr.). Det særlige børnetilskud til pensionister reguleres i forhold til indtægt.
For at få særligt børnetilskud som førtidspensionist skal man have fået tilkendt førtidspension før den 1. januar 2003. Førtidspensionister på ordningen efter 1. januar 2003 har ikke ret til dette børnetilskud.
Forældre under uddannelse kan få et særligt børnetilskud på op til 1.674 kr. i 2012 (2011 : 1.627 kr.) pr. barn i kvartalet. I kan højst få ét tilskud per forælder under uddannelse. Hvis begge forældre er under uddannelse, og I har to børn, kan I få to tilskud. Tilskuddets størrelse er afhængig af jeres indkomst.
Ved flerbørnsfødsel, fx tvillinge- eller trillingefødsel gives 2.103 kr. i kvartalet for 2012 (2011 : 2.044 kr.) pr. barn udover det første barn, dvs. for det 2. og 3. barn. Tilskuddene gives, til børnene fylder syv år. Det er et krav, at alle børn har samme bopæl. Man kan også få flerbørnstilskud for adopterede tvillinger eller trillinger.
Adopterer man et barn gennem en af de godkendte adoptionsorganisationer, kan man få et adoptionstilskud, der er et engangsbeløb på 48.458 kr. i 2012 (2011 : 47.092 kr.). Pengene skal bruges til udgifter i forbindelse med adoptionen. Der gives ikke adoptionstilskud ved familie- og stedbarnsadoption.
Udfyld ansøgning om adoptionstilskud
Særligt børnetilskud og flerbørnstilskud får man udbetalt automatisk uden at behøve at søge, mens man skal søge om ordinært og ekstra børnetilskud samt om adoptionstilskud i sin kommune.
Børnetilskuddene er skattefri og udbetales hvert kvartal undtagen i specielle tilfælde, hvor tilskuddet udbetales for en kortere periode. Normalt er det moderen eller den, der har forældremyndigheden, som får tilskuddene udbetalt. Hvis der er fælles forældremyndighed, men forældrene ikke lever sammen, betales beløbet til den, der har barnet boende, eller dér, hvor barnet bor mest. Børnetilskuddet udbetales normalt kun i Danmark. Udbetalingen stopper ved det først kommende kvartal, når barnet er fyldt 18 år. Det vil sige, at det sidste beløb udbetales for hele kvartalet.
Du kan klage over kommunens afgørelser til det Sociale Nævn
Sidst opdateret den 19. januar 2012