Kommunen sparer selv på energien

Med politisk beslutning om at indføre energiledelse i Næstved Kommune er grunden lagt til at sikre efterlevelse af kommunens ambitiøse klimamål. Hertil kommer årlige investeringer i energibesparende foranstaltninger i kommunens egen bygningsmasse.

Næstved Kommune som virksomhed arbejder for at reducere sin egen CO2 udledning med 2% om året frem til 2025. For at det kan lade sig gøre, er det besluttet, at  forbruget af el, varme og vand i kommunens egne bygnigner skal reduceres med min. 2% per år frem til 2025.

En løbende reduktion af energiforbruget kræver ansvar og handling på alle niveauer. Hvert år investeres derfor et millionbeløb i energibesparende foranstaltninger fra centralt hold samtidig med at energiledelse er forankret på alle institutioner, skoler, ældrecenter mv.  Udviklingen opgøres i det grønne regnskab.

Investeringer i energibesparende foranstaltninger

Næstved Kommune investerer årligt i omegnen af 5 mio. kr. i egen bygningsmasse med det formål at reducere energiforbruget og optimere indeklimaet i bygningerne.

I 2014 er der desuden blevet investeret godt 35 mio. kr. som led i et stort ESCO-projekt. Projektet sikrer driftsbesparelser på ca. 4,2 mio. kr. om året.

 

Forankring af energiledelse i kommunen

Energiledelse er først og fremmest en proces, der handler om løbende at effektivisere energiforbruget. En bedre udnyttelse af energien sikrer besparelser på driftskontoen samtidig med at vi bruger vores naturressourcer med omtanke.

For at energiledelse skal blive en succes er det vigtigt, at arbejdet er godt forankret i hele organisationen og siden efteråret 2011 har en række af kommunens medarbejdere påtaget sig opgaven at være Energiansvarlig. De har sagt ja til at være repræsentant for egen arbejdsplads og kontaktperson til kommunens tværgående Energiteam. De Energiansvarlige varetager blandt andet den månedlige indberetning af forbrugsdata og sikrer, at der er fokus på energirigtig adfærd på arbejdspladsen. 

Der arbejdes løbende på at sikre, at kommunens Energiansvarlige har den nødvendige viden, værktøjer og kompetencer til at løse opgaven, samt at der fra ledelsens side bliver stillet tid og ressourcer til rådighed.  

 

Grønt Regnskab

Udviklingen i kommunens energiforbrug opgøres hvert år i det grønne regnskab. Fra 2015 gøres det grønne regnskab digitalt og kan findes her på hjemmesiden.

Kontakt

Center for Plan og Miljø, Team Plan, Geodata og Klima
Telefon: 5588 6080
E-mail:
Sidst opdateret den 15. februar 2017