Hvornår og hvordan koger du dit drikkevand

Når myndighederne har udstedt kogeanbefaling, skal du koge drikkevandet.

Derfor skal drikkevandet koges

Undertiden anbefaler Næstved Kommune eller dit vandværk at koge drikkevandet, før vandet bruges i husholdning og andre steder.

Kogning af vandet er en sikkerhed for, at du ikke skal blive syg af at drikke forurenet vand. Drikkevand skal overholde de kvalitetskrav, som forlanges i lovgivningen. Undertiden sker der en forurening af drikkevandet, typisk med regnvand eller overfladevand. Herved finder bakterier og andre mikroorganismer vej til drikkevandet – og nogle af disse kan medføre sygdom hos mennesker.

Hvordan koger du drikkevandet?

Kogning af drikkevand og hvad kogt og ukogt drikkevand typisk kan bruges til, kan du læse mere om i

Sådan koges drikkevandet

Husk dog, at kogning kun kan nedbringe/fjerne mikroorganismer (bakterier, virus, parasitter), mens kogning ikke kan fjerne kemiske stoffer som f.eks. nitrat og pesticider.

Om bakterier i drikkevand

Drikkevand undersøges rutinemæssigt for Coliforme bakterier, E.coli, samt for Kimtal ved 22 °C og Kimtal ved 37 °C .

Coliforme bakterier findes især i jord, støv og rådnende plantedele – samt i tarmkanalen hos både varmblodede og vekselvarme dyr, herunder mennesket.

E.coli findes i tarmkanalen hos mennesker, fugle og varmblodede dyr. Disse bakterier er tegn på, at afføring har fundet vej til drikkevandet – og dermed er der risiko for, at drikkevandet kan være smittefarligt.

Kimtal ved 22 °C: Drikkevand indeholder næsten altid nogle få kim. Forhøjet kimtal skyldes som oftest enten forurening med overfladevand eller opformering af disse bakterier i vandværket, typisk i sandfiltret.

Kimtal ved 37 °C: Bakterier, der kan vokse ved 37° er "fremmede" for drikkevand og skyldes oftest en forurening. I store bygninger kan installationerne også medføre forhøjelse af dette kimtal.

Normal procedure, når der udstedes påbud om kogeanbefaling

Når der påvises E.coli eller tydeligt forhøjede indhold af de andre bakterier/kimtal, drøfter Næstved Kommune sagen med Embedslægen (Sundhedsstyrelsen), herunder om særlige forhold skal tages i agt og om der er sygehus, plejehjem, fødevarevirksomheder eller andre følsomme forbrugere, der forsynes af vandværket.

Der udstedes herefter et påbud til vandværkets formand/driftsleder om at anbefale forbrugerne at koge vand til brug i husholdning, fødevareproduktion/-rengøring og lignende steder. Påbuddet vedlægges tit vejledningen "Kogning af drikkevand" med oplysning om, hvad forbrugerne i praksis skal gøre. Vandværkets ejer/bestyrelse skal orientere forbrugerne om, at det anbefales at koge vandet.

Brevet indeholder normalt også krav om, at vandværket skal udarbejde og fremsende en handlingsplan til kommunen med henblik på at finde og fjerne årsagen til det forhøjede bakterieindhold i drikkevandet og dokumentere, at vandet igen overholder kvalitetskravene.

Ophævelse af kogeanbefaling

Når årsagen er fundet og fjernet, og vandkvaliteten igen er acceptabel, ophæver kommunen kogeanbefalingen overfor vandværket ejer/bestyrelse. Ejeren af vandværket/bestyrelsen skal meddele dig, at kogeanbefalingen er ophævet.

Kontakt

Center for Miljø og Natur, Team Jord og Vand
Telefon: 5588 6190
E-mail:

Vejledning til kogeanbefaling

Sidst opdateret den 18. november 2014

Næstved Kommune

Rådmandshaven

4700 Næstved

5588 5588

Se åbningstider