Skovrejsning

Vores skove tilgodeser i dag en lang række hensyn og interesser f.eks. naturbeskyttelse, friluftsliv, motion, CO2-binding og træproduktion. Danmark skal derfor over de næste 80-100 år fordoble sit skovareal. Næstved Kommune er med til at anlægge nye skov- og naturområder, og som privat lodsejer har du også en række muligheder.

Dansk skov

Danmark er et skovland

Danmark er fra naturens hånd et skovland, og hvis naturen fik lov til at råde, var det meste af Danmark dækket med skov. Overudnyttelse med hugst og græsning betød imidlertid, at skovene næsten var udryddet i slutningen af 1700-tallet.

Da det stod allerværst til, var kun ca. 2 % af Danmark dækket af skov. I dag har vi, som følge af en række skovlove samt privat og offentlig skovrejsning et skovareal på 10-14%. Selv om skovarealet er vokset kraftigt siden 1700-tallet, er vi endnu ikke selvforsynende med træ.

 

Skovdrift og friluftsliv

Motion i skoven

Skovene har gennem mange årtier kun været drevet for at producere træ og tømmer. Dette billede er nu vendt, og skovenes øvrige værdier er blevet meget mere værdsat.

Træproduktionen spiller stadig en stor rolle, men også skovenes værdi som levested for dyr og planter er meget vigtig. F.eks. lever ca. 50% af Danmarks dyre- og plantearter i skov. Under vores skove er grundvandet godt beskyttet mod nedsivende sprøjtegifte og gødningsstoffer, og så binder skovene oven i købet CO2 fra luften, når træerne vokser!

Skovene bliver også i større og større omfang brugt, når vi skal dyrke motion, få frisk luft, opleve naturen, stresse af og finde ro i en travl hverdag. Skoven har dermed stor betydning for folkesundheden, ligesom den giver en lang række nye muligheder for friluftsoplevelser.

 

Skovarealet skal fordobles

Da skovene rummer så mange værdier og muligheder, har Folketinget vedtaget at fordoble skovarealet over en trægeneration dvs. i løbet af de næste 80-100 år. Kommunerne og staten arbejder derfor for at øge Danmarks skovareal, ligesom en lang række private rejser skov på deres ejendom.

Det er planen, at ca. halvdelen af de nye skove skal rejses af private og den anden halvdel af det offentlige. Hvis du ønsker at rejse skov, findes der en række tilskudsmuligheder, som du kan benytte dig af.

Kontakt

Center for Plan og Miljø, Vand og Natur
Telefon: 5588 6190
E-mail:
Sidst opdateret den 10. marts 2017