Indskrivning til skolestart

Indhold fra Næstved Kommune
Dette indhold bliver opdateret af Næstved Kommune.

I forbindelse med afgørelser om afslag på udsat skolestart, har kommunalbestyrelsen i Næstved Kommune uddelegeret kompetencen til skolelederen. Man kan derfor ikke klage over en sådan afgørelse til kommunen.

Webindskrivning til Børnehaveklasse

Indhold fra Borger.dk
Dette indhold er hentet fra Borger.dk.

Moden og klar til skolestart?

Som udgangspunkt skal jeres barn starte i skole det år, han/hun fylder seks år. Når det er tid til at skrive jeres barn op til skolestart, får I besked fra kommunen. Det sker enten via et brev eller gennem annoncer i dagspressen, fx lokalaviser.

Er I i tvivl om, hvorvidt jeres barn er modent nok og klar til at starte i skole, kan I henvende jer til skolen og få en samtale, der kan hjælpe jer til at tage den rigtige beslutning.

I kan få flere oplysninger om jeres muligheder og om de forskellige folkeskoler ved at henvende jer til kommunen.

Frit skolevalg

Skolerne i kommunen hører til hvert deres skoledistrikt. Jeres bopælsadresse bestemmer, hvilket skoledistrikt I hører til, og altså hvilken skole jeres barn vil blive tilbudt en plads på.

På kommunens hjemmeside kan I finde flere oplysninger om, hvilken skole jeres barn tilhører.

Men der er frit skolevalg, og det betyder, at hvis I ikke ønsker, at jeres barn skal gå på folkeskole i jeres skoledistrikt, kan I frit vælge at indskrive jeres barn i en folkeskole, der ligger uden for jeres skoledistrikt eller i en helt anden kommune, så længe der er plads.


Frit skolevalg i Næstved Kommune

Elever der bor i skoledistriktet, har ret til at blive indskrevet i distriktsskolen, hvis de ikke tidligere har fravalgt den til fordel for en anden. Hvis distriktsskolen er fravalgt, kan indmeldelse kun ske i overensstemmelse med reglerne for frit skolevalg.
Ved flytning fra et skoledistrikt til et andet, betragtes den nye skole som fravalgt, hvis eleven ikke er indskrevet inden for 3 måneder, eller senere indskrivning er aftelt senest 3 måneder efter flytningen.

Byrådet har fastsat følgende retningslinjer for frit skolevalg ved optagelse af elever i Næstved Kommunes folkeskoler:

A. Af hensyn til at skolen skal kunne optage tilflyttede elever i eget skoledistrikt, uden at dette medfører oprettelse af flere klasser på skolen, optages ikke elever, der er bosiddende uden for skoledistriktet, hvis der i forvejen er 24 elever i klassen.
B. Ved optagelse af elever fra andre distrikter eller andre kommuner inden for rammen af 24 elever fastsættes følgende retningslinjer i prioriteret rækkefølge:
a. Kommunens egne borgere går forud for borgere fra andre kommuner.
b. Søskende til elever på skolen går forud for andre.
c. Nærmere boende går forud for fjernere boende.
d. Lodtrækning i det omfang, objektive hensyn ikke fører til en prioritetsorden.

Afslag i Næstved Kommune

Der kan kun gives afslag på optagelse, hvis byrådets rammer for skolens kapacitet ikke gør det muligt at optage barnet.

Hvis I har valgt en anden skole end distriktsskolen, en fri grundskole eller efterskole, og efterfølgende ønsker jeres barn optaget i distriktsskolen, har I ikke ubetinget ret til at blive optaget på distriktsskolen. Optagelsen vil følge reglerne om frit skolevalg og afhænge af skolens kapacitet.

Dit barn har ret til at blive gående i en folkeskole i en anden kommune end bopælskommunen, hvis I ikke ønsker skoleskift i tilfælde af flytning til en anden kommune. Det er en forudsætning, at elevens forbliven ikke medfører oprettelse af en ekstra klasse.
Kommunens befordringsforpligtigelse ophører ved frit valg og forbliven.

Indskrivning elev

Du skal indskrive dit barn som elev i folkeskolen digitalt.

På privatskole

Hvis dit barn skal gå på en privatskole, skal du selv henvende dig til den enkelte skole. Hver skole har sine egne regler for indskrivning og optagelse, men i de fleste tilfælde er det en god idé at skrive dit barn op i god tid.

Bliver dit barn tilbudt en plads på en privatskole, kan du vælge at kontakte den kommunale distriktsskole, som barnet ellers skulle have gået på, og fortælle, at I ikke skal bruge pladsen.

I nogle kommuner skal man underrette den distriktsskole barnet er blevet indskrevet på. På den måde kan kommunen holde styr på, om den lever op til sit ansvar for, at ethvert undervisningspligtigt barn i kommunen bliver indskrevet i folkeskolen eller modtager undervisning.

Tidlig start

Hvis skole og forældre sammen vurderer, at barnet er modent og kan følge en skoleundervisning, kan der gives dispensation til, at barnet kan begynde i skole tidligere end normalt. Barnet kan tidligst begynde i skole i det kalenderår, hvor han/hun fylder fem år inden 1. oktober.

Sen start

Hvis I som forældre - i samråd med skolen og fx barnets daginstitution - vurderer, at jeres barn ikke er modent til at starte i skole som seksårig, kan I anmode om, at der sker et års udsættelse af skolestart.

Undervisning og timetal i børnehaveklassen

Det er obligatorisk for alle børn at gå i børnehaveklasse, også kaldet 0. klasse. Det er især pædagogisk uddannede børnehaveklasseledere, der underviser, men lærere kan også stå for en del af undervisningen. Dele af undervisningen i børnehaveklassen kan foregå sammen med 1. og 2. klasse, så klasserne har fælles timer. På mindre skoler kan al undervisning for de tre årgange være fælles. Efter indførslen af skolereformen er det gennemsnitlige timetal 30 timer pr. uge, hvor det før var 20.

Fagligt indhold

Børnehaveklassen er et skoleår, hvor børn kan blive fortrolige med skolen, og hvor de lærer nogle grundlæggende ting. Fx skal børnene:

  • lære tal og bogstaver at kende
  • lære at lytte til og genfortælle en historie
  • begynde at arbejde med skrift

Derudover arbejder børnene også med musik, bevægelse, natur, it osv. Et af målene med undervisningen er desuden at lære børnene nogle sociale færdigheder, såsom at arbejde i grupper og blive fortrolige med reglerne i en klasse.


I Næstved Kommune har alle børnehavebørn 24 lektioner om ugen.

Børn med handicap eller funktionsnedsættelse

Er I forældre til et barn med et handicap eller en funktionsnedsættelse, kan I med fordel starte i god tid med at planlægge skolestarten - gerne et til to år, før det bliver aktuelt. Det er en god idé at få sat navn på og få inddraget den person, der skal koordinere overgangen mellem børnehave og skole. Det er som regel sagsbehandleren eller en person fra pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), der varetager koordineringen.

Hvis du vil klage

Hvis I vil klage over noget i forbindelse med jeres barns skolestart, kan I først henvende jer til skolelederen, der har det overordnede administrative og pædagogiske ansvar for skolen.

Er I ikke tilfredse med skolelederens afgørelse, kan I inden fire uger klage til kommunen. Kommunens afgørelse kan ikke ankes til anden myndighed.

Lovgivning

Sidst opdateret den 19. juni 2017

Befordring ved benyttelse af det frie skolevalg

Inden skoleskift skal du være opmærksom på, at retten til fri befordring ophører
Transportmuligheder søges på www.Rejseplanen.dk

Næstved Kommunes folkeskoler

Her finder du skolerne i Næstved Kommune

Se skoler og skoledistrikter på kort

Skrives op til skole og SFO

I Næstved Kommune foregår indskrivning til skole og SFO i november måned.

Folkeskoler

SFOér