Byg og bolig

Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599

Administrationsgrundlag for landzonesager

Sidst revideret i november 2007

Byggeri i landzoneNæstved Kommunes administrationsgrundlag for tilladelser i landzone i henhold til Planlovens § 34-38.

Indledning

Administrationsgrundlaget er udarbejdet for at sikre en smidig og hurtig sagsbehandling af de mest almindelige typer af ansøgninger og som en generel orientering til ansøgere.

Forvaltningen bemyndiges til at træffe afgørelser i alle landzonesager, som falder indenfor dette administrationsgrundlag, vedtaget i Udvalget for Ejendomme og Lokalplaner i møde den 12. december 2006.

Alle administrative afgørelser (tilladelser og afslag) forelægges Udvalget for Ejendomme og Lokalplaner til orientering hver 3. måned.

Administrationsgrundlaget indeholder blandt andet proceduren for ansøgninger og det beskrives, hvilke tilladelser der normalt kan forventes givet i medfør af lovgivningen og den gældende planlægning.

Ansøgninger, som falder indenfor administrationsgrundlagets område vil blive behandlet af forvaltningen. Øvrige ansøgninger vil blive behandlet af Udvalget for Ejendomme og Lokalplaner.

Grundlaget for indholdet er bestemmelserne i Planlovens § 34-38, samt det eksisterende plangrundlag for Næstved Kommune, hvilket vil sige regionplanerne for Storstrøms og Vestsjællands amter og kommuneplanerne for Suså, Holmegaard, Fladså, Fuglebjerg og Næstved Kommuner. Disse planer vil fortsat være gældende indtil de erstattes af en ny kommuneplan for Næstved Kommune. (samt gældende landzonelokalplaner)

Formål

Planloven har til formål at sikre, at den sammenfattende fysiske planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag.

Loven skal særligt sikre, at udviklingen sker ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering, hvor værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber skabes og bevares, hvor de åbne kyster fortsat udgør en væsentlig natur- og landskabsressource, hvor forurening af luft, vand, jord forebygges, støjulemper undgås og hvor offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet.

Landzoneadministrationen skal sammen med kommune- og lokalplanlægningen sikre en hensigtsmæssig udvikling inden for rammerne af planlovens formål. Administrationen sker på baggrund af de til enhver tid gældende forudsætninger af planmæssig, samfundsøkonomisk eller anden art, hvorfor bestemmelserne også er både et fleksibelt og effektivt redskab til at varetage lovens formål. 

Planlovens landzonebestemmelser

Arealanvendelsen i landzone administreres på baggrund af Lov om planlægning §§ 34-38 med tilhørende vejledning, region- og kommuneplanens afsnit om byudvikling, naturressourcer, erhvervsinteresser m.m. samt Naturklagenævnes afgørelser.

Administrationen af landzonebestemmelserne skal ske ud fra Planlovens overordnede formål som nævnt ovenfor. Ved den enkelte ansøgning om landzonetilladelse skal kommunalbestyrelsen foretage en vurdering og afvejning af en række forskellige hensyn. Det kan være:

  • planlægningsmæssige hensyn
  • hensyn til jordbrugserhvervet
  • landskabelige hensyn
  • naturbeskyttelsesmæssige hensyn
  • rekreative hensyn
  • miljøbeskyttelsesmæssige hensyn
  • hensyn til udnyttelsen af råstofressourcerne
  • trafikale hensyn
  • hensyn til udbuddet af servicefunktioner
  • kulturhistoriske hensyn
  • sociale eller menneskelige hensyn.

Hovedreglen for landzoneadministrationen er, at der i landzone ikke må udstykkes, bygges eller foretages ændring i anvendelsen af bygninger eller arealer uden tilladelse fra landzonemyndig¬heden. På den baggrund har kommunen ved de fleste ændringer, som sker i det åbne land, mulighed for at tage stilling hertil og på den måde påvirke udviklingen.

Dog er der i Planlovens § 36 stk. 1 oplistet en række af projekttyper, som ikke kræver landzonetilladelse.

Derudover er der i Planlovens § 37 oplistet en række muligheder for at tage overflødiggjorte landbrugsbygninger i brug til andre formål uden landzonetilladelse. Det betyder, at bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom uden tilladelse kan tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker og én bolig, samt lager og kontorformål på betingelse af, :

  1. at virksomheden eller boligen etableres i bestående bygninger, der ikke om- eller tilbygges i væsentligt omfang og
  2. at bygningen ikke er opført indenfor de seneste 5 år.

Anvendelsen af overflødiggjorte landbrugsbygninger til disse formål må kun ske efter en forudgående anmeldelse til kommunalbestyrelsen, jf. § 38. Kommunalbestyrelsen skal påse, om betingelserne for etablering uden tilladelse er opfyldt.

For nærmere uddybning af gældende regler henvises til
Vejledning om landzoneadministration på skov- og Naturstyrelsens hjemmeside (pdf, nyt vindue)


Teknik- og Miljøforvaltningen, Plan
Telefon: 5588 6080
E-mail:
Sidst opdateret den 13. april 2011

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588 cvr-nr.: 29189625