Oversigt over færdiggjorte ejendomme i 2009
Bygningsforbedringsudvalgets Beretning 2009.
Istandsættelse af facade og kvist.
.
Ejendommen kan føres tilbage til år 1736 og er del af daværende Emmy Falchs ejendom, hvor der fra begyndelsen af 1800 var brændevinsbrænderi.
Bygningen har i en lang årrække fungeret som køkken og lager.
I 30érne blev den ombygget til bolig, men stod tom og i forfald indtil 2005.
I kommuneatlas er bygningen registreret med en høj bevaringsværdi trin 3. I 2005 har nuværende ejere påbegyndt en gennemgribende istandsættelse med støtte fra Bygningsforbedringsudvalget. Istandsættelsen har omfattet renovering af tavler og bindingsværk, maling af facader og træværk, udskiftning af vinduer, istandsættelse og delvis ombygning af kvist, samt opsætning af nye tagrender og nedløb udført i zink. Istandsættelsen der har strakt sig igennem 4 år, blev gennemført med respekt for husets skævheder og knopskydninger.
Istandsættelse af facader og terasse, reetablering af udvendige døre, reperation af tagbelægning.
Herregården Frederikseg er opført i 1847 som en lang enetages bygning i sen nyklassicistisk stil, med en høj kælder og en markant frontispice. Hovedbygningen er registreret med en høj bevaringsværdi trin 2.
I 2006 - 2009 har ejeren gennemført en gennemgribende istandsættelse af tag og facader med støtte fra Bygningsforbedringsudvalget. Knækkede tagsten blev skiftet ud, der blev
fjernet gammel plastmaling fra facader og reetableret kvadre ved indgangsdøren, og nedbrudte indfatninger om vinduer genoprettet. Vinduer gennemgik de nødvendige reparationer, og en ældre uoriginal indgangsdør blev erstattet med en ny i eg udført efter gamle billeder. Ejendommen har desuden fået nye tagrender og nedløb i zink og en ny havedør. Ejeren har selv stået for renovering af terrassen mod haven og udskiftning af kælderdør. Efterfølgende blev alle facader malet, så den
markante ejendom fremstår i dag med sit oprindelige arkitektoniske udtryk.
Istandsættelse af tag, facader, nye vinduer og døre mm.
Huset er opført i 1929 syd for det gamle Savværk i den østlige del af Hyllinge. I nyere tid kom der en lille tilbygning i gasbeton med indgang og bryggers. Ejendommen var på det tidspunkt registreret med en lav bevaringsværdi med karakteren 7. Forkert ombygning og tilbygning til ejendommen og manglende vedligeholdelse i en årrække har medvirket, at den nye ejer har søgt Bygningsforbedringsudvalget om støtte til total istandsættelse af ejendommen ”på tag og fag”. Der blev afholdt enkelte møder med ejeren, hvor udformning af projektet blev drøftet og ejeren vejledt om udformning af vinduer, døre, skorsten, farver og materialer. Støtte til projektet blev meddelt på en række vilkår, for at sikre istandsættelsen og ombygningen i en god harmoni med husets arkitektur og alder. Der blev valgt den traditionelle røde vingetegl som tagbelægning og rygningssten og grater blev lagt traditionelt i mørtel.
Utætte tagrender og nedløb blev erstattet af nye i zink. Enkelte vindueshuller er tilpasset, der blev udført nye sålbænke og isat nye vinduer med trærammer. Nypudset og malet med lyse pastelfarver fremtræder huset med ærlighed i materialevalget og med et smukt, enkelt arkitektonisk udtryk.
Afhjælpning af fugtskader på sydvendt facade, reparation af søjler ved indgangen, udskiftning af 3 terassedøre m.v.
Denne tofløjede bygning er opført i 1900 og har indtil 1963 fungeret som kro. Senere blev kroen indrettet som undervisningssted for smørebrødsjomfruer, pensionisthøjskole og 1980´erne solgt til boligformål.
Kommunen har revurderet ejendommens bevaringsværdi til middel bevaringsværdi trin 4, efter at have gennemført en udvendig istandsættelse af ejendommen. Andelsboligforeningen med i alt 14 lejligheder har i 2003 modtaget støtte til nyt tegltag.
Havgus og opstigende fugt kræver hyppige istandsættelser af ejendomme i Karrebæksminde. Ejendommens sydvestfacade fik problemer med opstigende fugt, der trængte igennem murværket til lejlighederne, og 3 forholdsvis nye terrassedøre i stueetagen skulle skiftes ud på grund af rådangreb i bundstykkerne. Bygningsforbedringsudvalget har støttet afhjælpning af disse fugtskader. Udvalget har desuden støttet reparation af zinkinddækninger af 3 kviste, ligeledes angrebet af råd, og reparation af sokkel, samt reparation af puds på søjler ved det markante indgangsparti. Opstigende fugt er blevet standset, og facaden blev malet til sidst.
Istandsættelse af 4 kviste.
Ejendommen er opført i 1912 i Markkvarteret, og indgår i en husrække med arbejderboliger af varieret arkitektonisk kvalitet. Selve ejendommen Fixvej 13 er opført med pæne arkitektoniske detaljer på gesims, og kvadrepuds på facadehjørner, samt markante men lidt overdimensionerede kviste, og er derfor udpeget som bevaringsværdig med karakteren 4.
Ejendommens ejere har søgt om støtte til istandsættelse og efterisolering af 4 kviste. Udvendigt træværk var nedbrudt af tidens tand, og kunne desværre ikke reddes. Desuden var zinkbeklædningen i flunkerne og inddækninger utætte. Bygningsforbedringsudvalget har støttet istandsættelse og isolering af kviste, og i samarbejde med håndværkeren blev der valgt de gode traditionelle materialer og træværksdetaljerne blev reetableret.
Renovering af taget, udskiftning af tagrender og nedløb, renovering af facade mod gaden.
(nye vinduer, istandsættelse af døre, udskiftning af ståtegl, omfugning af murværk mm.)
Denne etageejendom der rummer 7 ejerlejligheder og erhverv i kælderetagen er opført i 1935.
Ejendommen er tegnet af arkitekt Jørgen Otbo i funktionalistisk stil og har en markant beliggenhed. I Næstved kommuneatlas er den registreret med en middel bevaringsværdi trin 4 Ejerforeningen har med støtte fra Bygningsforbedringsudvalget udskiftet alle uoriginale vinduer fra 70èrne i de to facader mod gaden, med vinduer udformet som oprindelige, (der var kun bevaret enkelte originale kældervinduer), istandsat originale indgangsdøre, repareret forvitrede fuger i murværket, samt udskiftet sålbænke og overligger over vinduerne. Det originale trapperums vinduesparti blev nænsomt istandsat. Byfornyelsesstøtten har desuden omfattet hulmursisolering af ydervægge og oplægning af ny tagpap på taget. Alle tagrender og nedløb er skiftet ud med nye udført i zink.
Ny facadepuds og tagbelægningm.m.
Denne herlige funkis villa på hjørnet af Slagelsevej og Otiumsvej er opført i 1934 med en tilbygning fra 1969 og er udpeget som høj bevaringsværdig med karakteren 3.
Ejer har modtaget støtte fra Bygningsforbedringsudvalget til ny tagbelægning, reparation af sætningsskader og udførelse af ny facadepuds samt maling af facader. Ældre uoriginale tagrender og nedløb i plast er skiftet ud med nye i zink.
Ny facadepuds, istandsættelse/udskiftning af vinduer og døre, nye tagrender og nedløb.
Ejendommen er opført i 1780 og er forhuset til ”Emmy Falchs ejendom”. Ejendommen består i virkeligheden af to huse. Huset til venstre kan føres tilbage til 1682 og var oprindeligt opført i bindingsværk.
Huset til højre er en slags kulisse, der skjuler en overdækket parkering med udnyttet
tagetage. Ejendommen er registreret med en middel bevaringsværdi trin 4.
Bygningsforbedringsudvalget har støttet udførelse af ny facadepuds, maling af facader, og isætning
af nye vinduer og døre. Tilsagn om støtte blev meddelt bl.a. på vilkår af, at eksisterende originale
vinduer og døre så vidt muligt skulle bevares. Nye kviste var ikke en del af den oprindelige bygning,
og blev derfor ikke omfattet af støtte fra udvalget.
Istandsættelse af tavler og bindingsværk i østgavlen.
Ejer af Lille Røttingevej 8 ansøger om støtte til renovering af bindingsværk i den nordlige gavl og del af facaden mod øst. Et mindre antal stolper og tavler istandsættes/udskiftes. Ved retablering af tavler blev der i videst muligt omfang anvendt de oprindelige sten.
Ejendommen er opført i 1827 og er udpeget som højt bevaringsværdig med karakteren 3. Der er mange fine ældre detaljer bevaret i ejendommen. Bindingsværket blev istandsat efter traditionelle håndværksmetoder og – materialer, herunder ved opmuring af tavler blev der anvendt kalkmørtel.
Udskiftning af kældervinduer og kælderdør.
Ejendommen er opført i 1939 er udpeget som bevaringsværdig med karakteren 4 i Kommuneatlas.
Ejeren har modtaget støtte til udskiftning af udtjente og utætte kældervinduer og kælderdør. Nye vinduer og dør er udført i kernetræ og udformet i stil med de oprindelige.
Sidst opdateret den 13. oktober 2011