Byg og bolig

Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599

Redegørelse - Lavbundsarealer

Kommuneplan 2009-2021 - Hovedstruktur

Redegørelse

lavbundsarealer

Lavbundsarealer er kunstigt afvandede eller drænede arealer, som tidligere var enge, moser, lavvandede søer og fjorde. Der er tale om en registrering af tidligere vådområder på historiske kort. I Næstved Kommune er 6.565 ha. klassificeret som lavbundsareal. Som led i kommunens opgave med at varetage bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det åbne
land, har Miljøministeriet opfordret til at fastholde retningslinjerne for lavbundsarealer. Det betyder, at kommunen ved planlægning af byggeri og anlæg, f.eks. vindmøller og større veje, som berører lavbundsarealer, skal vurdere muligheden for naturgenopretning.

En stor del af lavbundsarealerne drives i dag som landbrugsområder. Udpegningen af lavbundsarealer indebærer ingen begrænsninger for en fortsat landbrugsdrift. Lavbundsarealer rummer muligheder for at udvikle sig til områder, der er af stor værdi for naturen. Hvis den intensive landbrugsdrift ophører, kan arealerne overgå til vådområder eller vedvarende, ekstensivt
afgræssede engarealer. Fugtige enge og vådområder giver mulighed for, at et naturligt plante- og dyreliv igen kan indfinde sig. Ofte er der også store kulturhistoriske interesser på lavbundsarealerne, da der findes en stor koncentration af fortidsminder f.eks. forhistoriske bopladser.

Kommuneplanens udpegede lavbundsarealer var allerede klassificerede som lavbundsarealer ved forrige århundredskifte. Størsteparten af lavbundsarealerne er i dag afvandede. I de tilfælde, hvor det ikke vil være muligt at undgå at placere byggeri eller anlæg på lavbundsarealer, må der tages hensyn til lavbundsarealet gennem udformningen af byggeriet eller anlægget.
F.eks. kan en by være omgivet af lavbundsarealer på en sådan måde, at videre byudvikling eller vejanlæg ikke kan undgå at berøre lavbundsarealer. Her kan der tages hensyn ved terrænregulering eller ved at anlægge veje på broer. Herved kan det sikres, at man ikke ved et byggeri eller anlæg, som kun berører en mindre del af et lavbundsareal, forhindrer mulighederne for en eventuel fremtidig naturgenopretning på dele af lavbundsarealet. Ligeledes kan det hindre, at en lokal grundvandssænkning skader kulturhistoriske og naturmæssige interesser i et langt større område end det areal, som anlægget umiddelbart beslaglægger. I forbindelsen med revision af kommuneplanen, hvor der er udpeget 6.565 ha, er 1.838 ha nyudpegede. De nye områder skyldes, at amterne tidligere brugte kort fra omkring år 1900 som udpegningsgrundlag. I dag har kommunen kort
fra 1846-1899. Det resulterer i, at der er fundet 980 nye enkeltområder. Der er generelt tale om meget små områder, dog med udpegningen af Tystrup– Bavelse søerne på 649 ha. som en undtagelse.

Potentielle vådområder

Som en konsekvens af aftalen om Vandmiljøplan III skal udledningen af kvælstof formindskes. En af metoderne er baseret på de bakterier, som på våde lavbundsarealer omdanner nitrat-kvælstof til frit kvælstof, der i luftform stiger til vejrs. De lavbundsarealer, som er velegnede til formålet, var tidligere våde områder, som er blevet tørlagt ved afvanding i form af
dræning og/eller udpumpning. Amterne har udpeget 2.388 ha potentielle vådområder. De potentielle vådområder er de områder, der bedst egner sig til naturgenopretningsprojekter meddet formål at mindske kvælstofudledningen til vandmiljøet. I forbindelse med denne kommuneplanrevision er der suppleret med 2.127 ha i 30 områder. Desuden er der udtaget 3 områder
på 265 ha. Det drejer sig om: Området Gødstrup Engsø der er etableret som VMPII projekt, et område ved Fladsåen hvor der er lavet gensnoningsprojekter og hvor arealer langt væk fra vandløbet i praksis ikke vil kunne indrages i et projekt, samt om områder langs Susåen mellem Bavelse sø og Holløsemølle hvor Susåens vandspejl skal sænkes for at leve op til miljømålene
(fjernelse af opstemning).

Udarbejdelse af projekter til retablering af vådområder administreres af kommunen i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen og FødevareErhverv. Det tilstræbes, at projekterne baseres på lodsejernes frivillige tilsagn. Før der udarbejdes et vådområdeprojekt informeres lodsejerne grundigt. Både dem, der ejer jord inden for projektområdet, og dem der ejer jord omkring området. Det er på baggrund af deres interesse, at projektet fortsætter med udarbejdelse af en grundig forundersøgelse, der omfatter tekniske, biologiske og ejendomsmæssig forhold. På baggrund af forundersøgelsen
udarbejdes et projektforslag, som beskriver projektets konsekvenser. Projektforslaget og orientering om de ejendomsmæssige og økonomiske konsekvenser og muligheder udgør beslutningsgrundlaget for den enkelte lodsejers tilsagn til projektet.

Med vedtagelsen af Vandmiljøplan III blev det besluttet, at der på landsplan – ud over de arealer, der skulle udtages i Vandmiljøplan II - skulle udtages yderligere 4.000 ha lavbundsarealer af omdriften. Derfor opretholdes de udpegede VMP II-områder som potentielle vådområder.

Byggeri og anlæg, der ikke må tillades i et potentielt vådområde, omfatter opførelse af bolig- og erhvervsbebyggelse, som ikke er erhvervsmæssigt nødvendigt for jordbruget. Det gælder også beboelses- og driftsbygninger uden tilknytning til eksisterende landbrugsbebyggelse samt væsentlige ombygninger af overflødiggjorte driftsbygninger til ikke-jordbrugsmæssige formål. Endelig omfatter retningslinjerne opstilling af vindmøller, antennemaster og lignende. Retningslinjen omfatter derimod ikke udstykning i forbindelse med magelæg og arrondering m.v. af landbrugsejendomme. Kommunen vurderer ved hjælp af landzonebestemmelserne i de aktuelle tilfælde, om konkrete bygge- og anlægsarbejder vil kunne forhindre, at det naturlige
vandstandsniveau kan genskabes, og dermed er omfattet af retningslinjen.

Initiativer

  • Kommunen ønsker at fremme projekter, der genskaber vådområder i lavbundsarealer og potentielle vådområder
  • Ved planlægning og administration af areallovgivningen for byggeri og anlæg, der berører lavbundsarealerne, vurderer kommunen muligheden for en fremtidig naturgenopretning
Teknik- og Miljøforvaltningen, Plan
Telefon: 5588 6080
E-mail:
Sidst opdateret den 8. juli 2011

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588 cvr-nr.: 29189625