Hovedtema Bymidten
Kommuneplanstrategi 2008 - 2020
Bymidten i Næstved er unik: kirkerne, gaderne med gamle huse, Susåen, de grønne kiler og det alsidige handelsliv med de mange specialbutikker. Bymidten skal fortsat udvikles på flere niveauer. Hensynet til historien og kulturarven skal være bestemmende for kvaliteten i nye anlæg.
Detailhandelen er motoren i bymidten. Derfor skal kommunen og Cityforeningen have en fælles vision om at gøre bymidtens detailhandel til den mest attraktive i regionen. Detailhandel koblet med andre oplevelsesmæssige værdier i form af historiske omgivelser eller spændende oplevelser er efterspurgt, og her er der store muligheder i bymidten og i de bynære havnearealer.
Valg af trafik- og parkeringsløsninger skal medvirke til at øge den samlede kvalitet af et besøg i bymidten. Bæredygtighed, tilgængelighed og en attraktiv fysisk udformning skal vægtes meget højt.
Kulturen skal være mere synlig i gadebilledet end i dag. Der skal være plads til mere af det skæve, det uformelle, det selvgroede, det uventede og ikke mindst det internationale. Alt hvad der kan give et besøg i bymidten en ny dimension og en fornemmelse af, at Næstved er en by, der kigger ud over sine egne grænser og søger sin inspiration fra mange forskellige kilder hilses velkomment.
Når vi indretter byen, skal vi være opmærksomme på mulighederne for ophold, oplevelser og events. Tilbud og aktiviteter, som efterspørges af de unge skal vægtes højt og ses i sammenhæng med strategien for uddannelsesbyen Næstved. Maglemølle og området ved Skellet har et særligt potentiale som ungdomskulturområde med plads til det kreative og skæve. Det skal tænkes ind i en samlet strategi for at øge Næstveds attraktion for unge.
Udviklingen af bymidten og havnen skal ses i sammenhæng. Vi har en unik mulighed for at placere mere pladskrævende aktiviteter på de havnenære arealer, som kan supplere aktiviteterne i bymidten og dermed udvide bymidtens samlede attraktion. Men det medfører to væsentlige udfordringer. Der må ikke placeres nye aktiviteter i nærheden af havnen som medfører miljømæssige begrænsninger i driften af havnen, og der skal skabes en god sammenhæng mellem bymidten og havnen, især for de bløde trafikanter.
Udviklingen i bymidten kan ikke gennemføres af kommunen alene, men skal ske i samarbejde med de mange parter, der har berøring med området. Vi skal hele tiden arbejde på at løfte overliggeren og være ambitiøse, når vi vælger strategien for den fremtidige udvikling. Borgerne skal have lyst til at komme i bymidten, bruge den og nyde den, og de skal være stolte af at vise den frem for gæster.
De grønne kiler starter i tilknytning til bymidten og fortsætter ud i landskabet. Det tilfører unikke kvaliteter til bymidten, som skal udnyttes. De grønne områder i og omkring bymidten skal aktiveres, både til rekreative formål for bymidtens beboere og gæster og til aktivitets- og oplevelsesmuligheder, specielt for børnefamilier.
Se indsatsområder for bymidten
Sidst opdateret den 29. april 2013