Fremtidens Næstved er nærhed
Kommuneplanstrategien tager sit afsæt i visionen for den nye kommune, og beskriver mere konkret, hvad der skal ske, og hvordan det skal ske. Ambitionen er at udstikke retning og rammer, og dermed beskrive de vigtigste overordnede valg af hensyn til den langsigtede udvikling. Når der vælges til, vælges der samtidigt fra, og kommuneplanstrategien beskriver de overordnede, fundamentale valg.
Disse kan indledningsvis opridses med udgangspunkt i:
Næstved er nærhed
• til byer og landskab
• til lys og luft, skov og strand
• til landsbyer omkring Næstved
– Region Sjællands bymæssige centrum
• til handel, uddannelse og kultur
• til et mangfoldigt arbejdsmarked
• til Øresundsregionen
• til mangfoldighed og indflydelse
• til lokaldemokrati og dialog
• til udfordring og udfoldelse
• til mennesker, menneskelighed og myndigheder
• til rent miljø og rig natur
• til fremtiden
Fundamentet for kommuneplanstrategien er den nye kommune med store landområder, enestående landskaber, landsbyer, oplandsbyer og regionens naturlige kraftcenter – byen Næstved. Kommunen rummer stærke kulturer med udgangspunkt i landbrugssamfundet, industrisamfundet og servicesamfundet. Kommuneplanstrategien skal med afsæt i disse kulturer bringe kommunen videre, så videns- og oplevelsessamfundet kommer til at supplere dagens Næstved på bedste vis.
Kommuneplanstrategien er langsigtet og skal supplere det bestående arbejde med en målrettet indsats for at gøre Næstved til det naturlige centrum for virksomheder i videns- og oplevelsessamfundet. Dette skal ikke ske på bekostning af landbrugs- og industrisamfundet, men som et nødvendigt supplement, da beskæftigelsen i disse områder fortsat vil falde. En fortsat satsning på Næstved som regionalt center for offentlige og private servicevirksomheder og handel er desuden en vigtig del af strategien.
Kommuneplanstrategien skal være til gavn for hele kommunen. Udviklingen skal ske med respekt for det enkelte sted, men den erhvervsudviklingsmæssige indsats koncentreres om Næstved by. Næstved by er i denne sammenhæng hele kommunens lokomotiv.
Næstved er lokomotiv i den regionale udvikling, fordi Næstveds udbud af arbejdspladser, indkøbs- og uddannelsestilbud, offentlige og private servicevirksomheder, og oplevelses- og kulturtilbud har, og fortsat skal have, betydning langt uden for kommunens grænser.
Næstved by er hele kommunens lokomotiv, fordi kommunens attraktivitet som bosætningsområde bygger på sammenhængen mellem det sted, hvor man bor, og de muligheder, der findes i nærheden.
Alle byer i Næstved, små som store, er reelt forstæder til København. Om man bor i landsby, centerby eller Næstved by, er et personligt valg, men det samlede udbud af muligheder bestemmer, om man vælger Næstved eller en anden kommune på Sjælland.
Mulighederne for at vælge frit skal være til stede, men Næstved bys styrke som lokomotiv har betydning for hele kommunen. Derfor er investeringer i lokomotivets styrke til gavn for alle, og investeringer i tilgængeligheden til Næstved bys arbejdspladser, virksomheder, handel, uddannelsesinstitutioner og kulturtilbud skal prioriteres højt.
”Ny kommune – ny fremtid” fokuserer på udvikling som en investering i den ønskede fremtid. Dette fokus gør, at driftsområderne ikke beskrives i kommuneplanstrategien. Udviklingen i kommunens kerneydelser sker i fagudvalgenes regi med en klar forventning om, at Næstved Kommune med sin størrelse og sine muligheder kan yde service på mindst samme niveau som konkurrenterne. Evnen til at levere gode kerneydelser har betydning for borgernes livskvalitet og for kommunens omdømme. En nærmere beskrivelse af kommunens kerneydelser indenfor driftsområderne (f.eks. daginstitutioner, skoler, ældrepleje) findes i de enkelte fagområders politikker, servicedeklarationer og på virksomhedernes hjemmesider.
Byrådet ønsker, at tilbud tilrettelægges sammen med borgere og brugere, og at der tages vidtgående hensyn til de forskellige vilkår, der er en følge af den geografiske struktur. Disse prioriteringer vil blive foretaget i en afvejning af kvalitet i ydelserne sat overfor ønsket om nærhed. I denne afvejning vejer kvaliteten tungest, hvorfor kommuneplanstrategien har til formål at maksimere underlaget for service gennem en offensiv men bæredygtig bosætningspolitik.
Med den nye Næstved Kommune er det nødvendigt at se på lokaldemokratiet med friske øjne. Byrådet vil udvikle nye former for dialog mellem politikere, borgere, erhvervsliv, foreninger, organisationer samt bestyrelser i kommunale virksomheder og institutioner, som skal sikre, at borgerne får indflydelse på beslutningsprocesserne, når det drejer sig om udviklingen i nærmiljøet.
Nærhed, tilhørsforhold og ansvarlighed i lokalområderne er afgørende for en fortsat udvikling af samspillet mellem det offentlige og de lokale ildsjæle. I Næstved Kommune vil vi sætte fleksibiliteten højt og give rum for forskellige løsninger, når behovet i lokalområderne taler for det.
Byrådet vil arbejde for at skabe grundlag for udviklingen af Næstved Kommune som videns-, uddannelses-, wellness, sundheds- og oplevelsescentrum i Region Sjælland. Denne udvikling skal ske parallelt med, at hele kommunen, med landsbyer og oplandsbyer, udvikles som bosteder med gode rammer for basal service og aktivitet. Samarbejdsformen vil i fremtiden være en invitation til interessenter i området om at være med til at realisere byrådets strategi. Spørgsmålet er således ikke, hvad der skal ske, men hvordan det kan ske.
Denne tankegang – at byrådet har en strategi, der fortæller om den valgte fremtid, og at den er grundlaget for dialog, samarbejde og for at blive klogere – er bærende for den måde, byrådet ønsker at arbejde på. Kommuneplanstrategien er bæredygtig, fordi den bygger på en levende dialog om at udvikle i respekt for det, vi er betroet.
Næstved er nærhed
Sidst opdateret den 16. november 2011