Kommuneplanstrategi 2008 - 2020 for uddannelsesområdet
En styrkelse af folkeskolen med fokus på de elever, der har det svært i skolesystemet og derfor dropper ud allerede inden afsluttet afgangsprøve, er væsentlig for at nå regeringens målsætning om ungdomsuddannelse til 95 % af de unge i år 2015. En velfungerende folkeskole er desuden en afgørende forudsætning for at nå regeringens mål om, at 50 % af de unge i 2015 skal have en videregående uddannelse.
• Arbejde på, at udbuddet af uddannelsesmuligheder inden for kommunen bliver så varieret, at der kan findes et relevant tilbud til alle. Det kan bl.a. ske i samarbejde med Ungdomsskolen. Desuden skal der udvikles ungdomsuddannelser for unge funktionshæmmede. • Prioritere kvalitet og rummelighed i folkeskolen gennem tiltag for elever med særlige behov, efteruddannelse af lærerne samt gennem øget samarbejde mellem folkeskolerne, ungdomsuddannelserne og erhvervslivet. • Inddrage forældrene aktivt i vejledningen om valg af ungdomsuddannelse, f.eks. gennem besøg hos uddannelsesinstitutioner og på temamøder, hvor elever fra ungdomsuddannelserne fortæller om deres oplevelser. Tilbuddet skal sikres rettet mod familier uden tradition for uddannelse udover folkeskoleniveau.
Uddannelsesinstitutionerne i Næstved Kommune konkurrerer med lignende tilbud i andre kommuner, og en stærk profil kan være afgørende for de studerendes valg af studiested. Sammenhæng i udbuddet af uddannelser, et engageret erhvervsliv samt attraktive omgivelser, kan sammen med samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner og selvejende institutioner, styrke kommunens position som uddannelsesby til gavn for alle parter. Det skal sikres, at de studerende inden for sundhedsområdet i Næstved Kommune får en bredere og mere helhedsorienteret tilgang til deres fag, end det er tilfældet for studerende fra andre steder.
• Samarbejde med erhvervslivet om etablering af en årlig ”rundskuedag” hos lokale virksomheder, hvor jobmulighederne inden for forskellige uddannelsesretninger præsenteres. • Inddrage innovation som tema i folkeskolerne i Næstved Kommune. Det skal ske i samarbejde med erhvervslivet, de videregående uddannelsesinstitutioner og det kommende innovationshus. • Formalisere samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne på vejlederniveau, hvor fokus rettes mod udveksling af praktiske erfaringer og udvikling af fælles initiativer. • Arrangere en netværkskonference, hvor medarbejdere og ledere fra uddannelsesinstitutioner mødes med hinanden og repræsentanter fra lokale virksomheder. • Styrke relationerne mellem uddannelsesvejlederne og uddannelsesinstitutionerne i hele regionen ved f.eks. at etablere formelle og uformelle netværk. • Tiltrække og styrke de sundhedsfaglige uddannelser i Næstved og herigennem styrke og videreudvikle den Sundhedsfaglige Campus i Birkebjergparken. Det skal bl.a. ske ved at tiltrække radiograf- og jordemoderuddannelserne samt gennem samarbejde med RUC om etablering af uddannelser inden for forebyggelse og sundhedsfremme. • Styrke samarbejdet med RUC, bl.a. gennem etablering af en RUC-satellit i Næstved. • Udbyde og udvikle nye uddannelser på finansieringsområdet.
Der er flere gode grunde til at fastholde og tiltrække studerende i kommunen. Fremover bliver adgangen til veluddannet arbejdskraft et konkurrenceparameter for kommunens tiltrækningskraft på nye virksomheder og for de eksisterende virksomheders mulighed for at udnytte deres vækstpotentiale. Desuden fungerer de unge studerende som rollemodeller for andre unge. De gode eksempler kan påvirke andre unge til at turde tage springet ind i et uddannelsesforløb, selvom der ikke er tradition for det i den unges familie. Unge udgør desuden en væsentlig ressource i et attraktivt by-, kultur- og fritidsliv. Derfor skal de studerende kunne bo og færdes i miljøer, der tilgodeser deres særlige ønsker og behov, og som samtidig inviterer til at være en aktiv del af det omgivende lokalsamfund. Endelig har uddannelse vist sig at være et godt udgangspunkt for et sundt liv.
• Styrke samarbejdet mellem Næstved Kommune, Næstved Uddannelsesråd og uddannelsesinstitutionerne. • Samarbejde med erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne om opbygning af campus inden for andre fagområder, hvor Næstved Kommune har en styrkeposition i regionen. Det kan eksempelvis være inden for detailhandel, finansiering og turisme. • Samarbejde med erhvervslivet om etablering af praktikpladser og projektforløb. Her tænkes ikke kun på de praktikpladser, der er brug for som en formaliseret del af et uddannelsesforløb, men også praktik- og projektforløb, der kan indarbejdes som et frivilligt element i et uddannelsesforløb, og derved give den studerende en ekstraordinær, erhvervsrettet erfaring. • Udvikle kommunens rolle som udbyder af praktikpladser med henblik på styrkelse af uddannelserne og fremme rekrutteringen på de kommunale arbejdspladser. • Lette de lokale studerendes adgang til arbejdsmarkedet ved at oprette en database over studiejob i samarbejde med Jobcenteret. • Etablere en fokusgruppe bestående af unge studerende bosat i Næstved Kommune. Gruppen skal fungere som sparringspartner for kommunen i forbindelse med initiativer, der kan have indflydelse på Næstveds kvalitet som uddannelsesby.
Du får denne besked fordi din browser ikke er sat op til at vise javascript. Vi anvender javascript til at kryptere alle e-mailadresser på hjemmesiden for at undgå spamrobotter i at opsamle disse.
Følgende e-mail-adresser blev fundet på denne side: