Ny kloakering og tilslutning
Næstved Kommune beslutter, hvor der skal kloakeres. NK-Spildevand A/S står typisk for anlæg og drift af anlægget. Her ledes alt spildevand til NK-Spildevands renseanlæg, og det bliver grundigt renset. Alle renseklasser opfyldes.
Som grundejer har du pligt til at slutte dig til ny kloakering i dit område. Du kommer til at betale en gang for tilslutning til systemet. Desuden bliver der et årligt bidrag, som udregnes ud fra, hvor meget vand du bruger – en såkaldt vandafledningsafgift.
Kloakeringen er kendetegnet ved
- opfyldelse af alle renseklasser (O, OP, SO, SOP)
- et afprøvet og velfungerende anlæg, der er nemt for forbrugeren
- godt styr på rensningen i det fælles kommunale renseanlæg
- NK-Spildevand står for drift og vedligeholdelse af det fælles ledningsnet
Hvis der skal kloakeres i et nyt område, vælges oftest et tryksat kloaksystem med pumper. Det skyldes de store afstande i det åbne land, hvor der kan være langt til det endelige renseanlæg. I ældre kloakering løber rørene nedad, så det er kun tyngdekraften, der leder materiale videre til renseanlægget.
Erfaringer med tryksatte systemer er gode, og der er godt styr på rensningen af spildevandet på de kommunale renseanlæg.
Tryksat kloakering fungerer ved, at husspildevandet ledes til en pumpebrønd. Her findeles og pumpes det gennem en tynd kloakledning, der graves ned i frostfri dybde. Kloakledningen kan følge terrænet.
Der kan sluttes flere ejendomme på den samme trykledning, hvor spildevandet løber videre til det kommunale renseanlæg.
Tryksat kloakering stiller normalt ingen særlige krav til brugerne. Pumperne skal vedligeholdes og pumpestationerne og trykledningerne skal holdes rene. Denne drift af kloakken udføres af NK-Spildevand A/S, som betaler for strømmen.
Levetiden for et tryksat kloaksystem skønnes at være mindst 60 år. Dette gælder dog ikke mekaniske og elektriske dele. NK-Spildevand A/S står for udskiftning og vedligeholdelse af slidte dele.
En løsning med kloakering ejes og drives typisk af NK-Spildevand A/S. Selskabet betaler udgifterne til etablering af systemet, og grundejeren betaler ca. 35.000,- kr. (i 2009) for at blive medlem af NK-Spildevand A/S. Beløbet er fastsat af staten og pristalsreguleret.
Det kan være, at der skal ske ændringer af forhold på din egen ejendom, når dit område kloakeres. Hvis du skal have ændret dine egne nuværende anlæg, skal du selv betale for ændringen. Det kan bl.a. være ændringer af afløb for spildevand og tagvand, hvor spildevand og regnvand skilles ad. Måske skal eksisterende bundfældningstanke sløjfes.
Du kommer til at betale til kloaksystemet ud fra, hvor meget vand du bruger om året – en vandafledningsafgift. Dine årlige udgifter bliver et bidrag for afledning af de kubikmeter vand, du benytter. I bidraget er der også medregnet en statsafgift.
Link til vandafledningsbidrag i Næstved Kommune 2012
Regnvand fra f.eks. veje, pladser, tage og dræn må normalt ikke ledes til kloakken. Du kan finde nærmere beskrivelse om nedsivning eller udledning af regnvand her
Link til Regnvand
Du kan finde flere oplysninger om kloakerede områder hos NK- Spildevand
Link til NK-Spildevand A/S
Sidst opdateret den 20. marts 2012