Lokale Udviklingsplaner

I 2014 blev der igangsat en proces hvor man skulle udarbejde  borgerdrevne Lokale Udviklingsplaner i seks lokalområder. I  2016 er Lokalrådet Hyllinge, Marvede, Vallensved sogne samt Ladby og Guderup også gået i gang med at lave en lokal udviklingsplan for deres område.

 

LUP Hyllinge
Hjælp lokalrådet med at få de gode ideer - udfyld spørgeskemaet ( find linket i faktaboksen)

Formålet med de Lokale Udviklingsplaner er at styrke sammenhængskraften, fællesskabet og engagementet lokalt. De Lokale Udviklingsplaner er borgernes visioner og planer for udviklingen af et lokalområde. De skal skabe fælles retning og samle de lokale kræfter om borgerdrevne aktiviteter og tiltag, der gør lokalområderne mere attraktive. Planerne skal herudover være rettesnor for kommunen i forhold til, hvad borgerne anser som vigtigt for udviklingen af lokalområderne.

Processen i forhold til de Lokale Udviklingsplaner

Forløbet med de Lokale Udviklingsplaner blev igangsat som et udviklingsprojekt med de seks lokalråd, der havde sagt ja til at være med. Fra starten stod det klart, at målet var at udvikle en model for arbejdet med de Lokale Udviklingsplaner i Næstved Kommune. Samtidig var der enighed om, at der skulle være plads til lokalrådenes forskelligheder, og at processen godt kunne være forskellig i de respektive områder.  
Alle steder startede processen med at der blev afholdt lokale borgermøder. De fremmødte borgere deltog aktivt i forhold til at beskrive deres lokalområde, og de kom med rigtig mange gode ideer i forhold til at styrke udviklingen af netop deres lokalområde. 

For at sikre en bred opbakning til de Lokale Udviklingsplaner blev det efterfølgende besluttet at afprøve elektroniske spørgeskemaer som en metode til at inddrage flere borgere aktivt i processen. De mange ideer blev således fremsat til offentlig kommentering via elektroniske spørgeskemaer. Alle borgere med tilknytning til de respektive lokalområder havde derved mulighed for at prioritere og kommentere ideerne. Mere end 800 borgere besvarede samlet set de forskellige spørgeskemaer, og resultaterne har skabt et godt grundlag for det videre arbejde med de Lokale Udviklingsplaner.

Udgangspunktet for de Lokale Udviklingsplaner er det borgerdrevne initiativ, og ca. 30 pct. af respondenterne tilkendegav, at de ”vil være aktive” i forhold til at sætte handling bag ideerne. Herudover har ca. 40 pct. tilkendegivet, at de ”måske ønsker at medvirke aktivt”.

Der har efterfølgende været afholdt 4 opfølgningsmøder sammen med lokalrådene og en gruppe engagerede borgere i de respektive lokalområder. To lokalråd valgte at afholde et fællesmøde, og et lokalråd valgte på grund af forslaget om ny skolestruktur at aflyse opfølgningsmødet. Formålet med møderne var dels at arbejde videre med konkretiseringen af visionen for lokalområdet og dels at beslutte, hvad de ønskede at arbejde videre med og fastlægge en plan for den videre proces.

Fra trykt LUP til dynamisk LUP

Undervejs i processen blev det besluttet, at der ikke skulle uarbejdes fine rapporter som resultat af processen med de Lokale Udviklingsplaner. De Lokale Udviklingsplaner er en løbende proces og skal fungere som et dynamisk arbejdsredskab for det enkelte Lokalråd. De Lokale Udviklingsplaner fremstår derfor som en oversigt over resultaterne af de forskellige møder samt spørgeskemaundersøgelserne. Du finder opsamlingerne her:

Den borgerdrevne Lokale Udviklingsplan for Tybjerg og omegn
Den borgerdrevne Lokale Udviklingsplan for Glumsø og omegn
Den borgerdrevne Lokale Udviklingsplan for Fuglebjerg og omegn (Næstved Vestegn)
Den borgerdrevne Lokale Udviklingsplan for Sandved-Tornemark og omegn
Den borgerdrevne Lokale Udviklingsplan for Holme-Olstrup, Toksværd og omegn
Den borgerdrevne Lokale Udviklingsplan for Sydbyen

Lokalrådene arbejder på forskellig vis videre med at konkretisere udvalgte idéer.

Det er det borgerdrevne initiativ og borgerlysten, der skal drive den videre proces, men der vil i flere sammenhænge være behov for, at kommunens medarbejdere inddrages enten som sparringspartnere, samskabelsespartnere eller som bindeled til evt. politiske beslutninger, hvis ideerne skal realiseres. Der kan være behov for rådgivning i forhold til lovgivning, kommunalplaner, lokalplaner mv., og evt. gode ideer vil kunne indtænkes i kommunens fremtidige planer, hvis der er politisk vilje og økonomi til det. Borgerne har ikke fået stillet i udsigt, at de blot kan sende en ”ønskeseddel” til kommunen, og der vil også være ideer, der af forskellige årsager ikke vil kunne realiseres uanset et stort borgerengagement. Udgangspunktet er dog, at ingen ideer er dømt ude på forhånd, og at Næstved Kommune vil tage borgernes henvendelser seriøst.

Se oplæg om LUP fra Lokalrådenes Stormøde 2015

Styrke synligheden af lokalområderne

Arbejdet med de Lokale Udviklingsplaner har desuden resulteret i, at der blev nedsat en tværgående arbejdsgruppe med fokus på at synliggøre de mange skønne lokalområder i Næstved Kommune. Borgerne er meget stolte af de områder, som de bor i, og lokalrådene ønsker at synliggøre de mange unikke områder og særlige stoltheder rundt om i lokalområderne. De skal frem i lyset - både for at styrke stoltheden endnu mere blandt borgerne og for at gøre det attraktivt for potentielle tilflyttere at vælge at bosætte sig Næstved Kommune.

 

Kontakt

Center for Politik og Udvikling, Direktionssekretariatet
E-mail:

LUP for Hyllinge,Vallensved, Menstrup-Spjellerup,Ladby og øvrige landsbyer i området.

Brug 10 minutter på vores skønne lokalområde

Åben spørgeskema

Kom og mød dit byråd

byrådet møder borgerne i Hyllinge og omegn

Sidst opdateret den 7. marts 2017