Kulturstrategi for Næstved Kommune 2012-2016
I Næstved tror vi på kultur. Vi tror på, at den gør noget særligt ved mennesker. For kultur taler uden ord, binder uden bånd og beriger uden rigdomme.
Kulturudvalget har vedtaget en Kulturstrategi, der i særlig grad understreger, at vi i Næstved betragter kultur som en naturlig del af borgerens hverdag, og at vi fortsat ønsker, at det skal være sådan.
I Næstved ønsker vi, at børn allerede fra daginstitutionsalderen udfordres af kulturen. Vi tror på, at kreative møder er med til at udvikle mennesket som menneske. Fra vugge til grav ønsker vi, at borgeren i Næstved hvirvles ind i kulturelle sammenhænge – og ad den vej hele tiden stimuleres og får åbnet op for nye perspektiver og sammenhænge.
Kvaliteten og det gode, kulturelle håndværk er i højsædet i Næstved. For Næstved har huset både Kählers kunsthåndværk, Holmegaard Glasværk og Grundtvig på Rønnebæksholm. Han mestrede det skrevne håndværk. En tradition Næstved stolt bærer videre, værner om og videreudvikler.
Vi tror på, at vi via kreative møder og det gode, kulturelle håndværk kan være med til at udvikle Næstved til et regionalt, kulturelt centrum for Midt- og Sydsjælland. Et centrum, hvor vi både oplever – og særligt mærker - kulturen.
Med venlig hilsen
Formand for Kulturudvalget
Anne Grete Kamilles
Hent Kulturstrategien 2012-2016 i pdf
Hent Kulturstrategien 2012-2016 i tekst
Sidst opdateret den 16. maj 2012