Kultur og foreningsliv

Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599
Skriv til Næstved Kommune

Mikroprojektpulje - i regi af KulturLINK Femern Bælt

Mikroprojektpuljen er etableret i tilknytning til projektet KulturLINK Femern Bælt af Kulturregion Storstrøm og Kulturregion Midt- og Vestsjælland med støtte fra det danske Kulturministerium.

Mikroprojektpuljen er oprettet med det formål at understøtte opbygningen af kulturelle netværk og identiteter, som finder sted via KulturLINK Femern Bælt-projektet. Midler fra mikroprojektpuljen kan bevilges som støtte til udvikling og gennemførelse af konkrete dansk-tyske projekter og aktiviteter inden for det af KulturLINK-definerede projektområde (se kort)

Hvem kan søge

Ansøgere kan være kulturinstitutioner, -aktører og –foreninger samt kunstnere, borgere og andre offentlige aktører, der har ønske om at udvikle et kulturelt samarbejde inden for KulturLINk Femern Bælt projektområdet. Ansøgere skal have aktiviteter inden for mindst ét af de 6 tematiske kulturtemaer, som er defineret af KulturLINK-projektet: Billedkunst (skabende kunst), Scenekunst, Musik, Litteratur, Film/medier og/eller Kulturarv.

Ansøgninger til mikroprojektpuljen skal indsendes af en dansk projektpartner, men projektet skal være et samarbejde mellem min. én partner på dansk side og én partner på tysk side.

Til hvad kan der søges

Der kan søges midler til såvel forberedelse som til gennemførelse af mikroprojekter, nærmere specifikt til materiale, honorarer, offentlighedsarbejde og lignende, som er nødvendigt for at gennemføre den pågældende aktivitet.

Der kan i et vist omfang søges midler til afholdelse af seminarer, uddannelsesforløb mv., der sigter mod at udvikle og understøtte det faglige netværk i regionen, og som foregår på begge sider af bæltet.

Der kan inden for rimelighedens grænser søges midler til dækning af udgifter til forplejning og transportomkostninger for deltagere i et støtteberettiget projekt/støtteberettigede aktiviteter eller til forberedelse af støtteberettigede projekter og aktiviteter. Ved afrapportering af projektet skal der udfyldes kørselsskema for dækning af kørsel i egen bil.

Ansøgerne skal bidrage til projektets gennemførelse med en form for egenfinansiering (f.eks. materialer, drift, egen arbejdsindsats mv.) og/eller medfinansiering (sponsering, medlemsbetaling, entré mv.) men der er ikke defineret en given procentdel for dette.

Det er tilladt at søge støtte til projektets gennemførelse fra andre eksterne kilder, så længe de specifikke tildelingskriterier overholdes (angivet nedenfor).

Ikke støtteberettigede Omkostninger

Der kan ikke søges midler til investeringer, præmier, almindelig drift, personaleomkostninger, andre organisationsinterne omkostninger (telefon, kontorhold) mv.
For privatpersoner kan egne timer alene indgå som medfinansiering af projektet, hvis der er tale om kunstnere eller andre, der mister indtjening ved at deltage i projektet. I øvrigt vil opgørelsen af eget timeforbrug indgå i vurderingen af projektets omfang og arbejdsmængde.

Der kan ikke tildeles midler til allerede igangværende eller afsluttede projekter. Ej heller til projekter af tilbagevendende karakter (f.eks. årlige festivaler) uden at disse udvikles eller tilføres nye aktiviteter.

Projektomkostninger og budget

Alle omkostninger skal holdes i et rimeligt omfang, i henhold til projektets/aktivitetens omfang.

Sekretariatet vil ved modtagelse af ansøgningen vurdere, om omkostningerne står mål med det forventede kulturelle udbytte af projektet/aktiviteten og vil ved tvivlstilfælde kontakte ansøger for evt. spørgsmål til projektbudgettet. Som del af behandlingen vurderes det, om projektet skal tildeles det samlede ansøgte beløb eller et delvist beløb.

Ansøgningsfrist

Næste ansøgningsfrist er den 1. Juni 2012.

Følgende ansøgningsfrister falder i oktober 2012 samt marts 2013. Se nærmere på www.kulturlink.org under Projektstøtte.

Specifikke krav

For at kunne få bevilget støtte fra mikroprojektpuljen skal projektet opfylde de følgende tildelingskriterier:

  • Projektet skal indebære aktiviteter inden for det geografiske område, der er defineret af KulturLINK-projektet
  • Projektet skal indebære aktiviteter inden for mindst ét af følgende 6 kulturelle felter; billedkunst/skabende kunst, scenekunst, musik, litteratur, film/nye medier og kulturarv
  • Projektet skal indebære aktiviteter på begge sider af Femern Bælt
  • Projektet må ikke gennemføres med et kommercielt sigte
  • Projektet må ikke modtage anden EU-finansieret støtte
  • Projektet skal understøtte målet for KulturLINK Femern Bælt Interreg IVA-programmet

Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af projektets/aktivitetens indhold og hvordan projektet tænkes gennemført med forskellige aktiviteter mv. på både dansk og tysk side af Femern Bælt samt af, hvordan projektet/aktiviteten tænkes at medvirke til at fremme udviklingen af regional identitet/identiteter i den kommende Femern Bælt region.

Desuden skal ansøgningen indeholde en opgørelse af det forventede antal af besøgende samt det ventede antal af deltagende/involverede aktører og institutioner.

Sådan vurderes din ansøgning

Såvel beskrivelsen af projektets indhold og forløb, projektets medvirken til at fremme regional identitet som det ventede antal deltagere/involverede vil indgå i den samlede vurdering af ansøgningen.

Hvem vurderer din ansøgning

Repræsentanter fra de to Kulturregioner samt kulturspejderen fra KulturLINK Femern Bælt-projektet vil foretage en konkret, individuel vurdering af hver enkelt ansøgning ud fra de i vejledningen opstillede tildelingskriterier samt fra de enkelte beskrivelser af projektets indhold, forløb, fremme af regional identitet samt deltagerkreds.

Beløbsramme

Puljen til Kulturelle Mikroprojekter har en samlet beløbsramme på kr. 691.000 til bevilling i perioden 2011-2013.

Hvordan kan man søge

For at søge skal man udfylde gældende ansøgningsskema, som findes nedenfor.

Hent vejledning 
Hent ansøgningsskema

Udfyldt ansøgningsskema inkl. Budget og evt. Bilag sendes til Kulturspejder Helen Sværke, Næstved Kommune på e-mail:

Hvad skal ansøgningen indeholde

Udfyldt ansøgningsskema inkl. Budget
Evt. Uddybende bilag.

Beslutning og afgørelse

Det tilstræbes, at behandling af den enkelte ansøgning og udbetaling af eventuelt bevilget tilskud sker senest 1 måneder efter, at Næstved Kommune v/ Helen Sværke har fået ansøgningen i hænde.

Krav til tilskudsmodtager

 
Hvis tilskud bevilges, forpligter tilskudsmodtager sig til at indsende en kortfattet evaluering samt regnskab senest 1 måneder efter projektets afslutning.

KulturLINK Femern Bælt forbeholder sig retten til, at projekter og aktiviteter kan offentliggøres og anvendes af projektet i formidlings- og dokumentationsøjemed, herunder gengivelse af billeder og produktionsmateriale.

Tilskudsmodtager forpligter sig derudover til at synliggøre Mikroprojektpuljen som tilskudsgiver, f.eks. ved at anvende kulturLINKs logo, at oprette profil på kulturLINKs kort over kulturelle aktører i regionen mv.

Se i øvrigt Anvisninger til tilskudsmodtager‘

Kontaktoplysninger

Næstved Kommune
Kultur- og Fritidsafdelingen
Rådmandshaven 20
4700 Næstved

Helen Sværke
Tlf. 5588 3024 / 2545 0664

Børne- og Kulturforvaltningen, Kultur- og Fritidsafdelingen
Telefon: 5588 3020
E-mail:
Sidst opdateret den 14. maj 2012

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625