Natur og friluftsliv

Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599
Skriv til Næstved Kommune

Indledning

 Grøn Plan logo 
Grønplan 2009-21 - Indledning

Hvad vil vi med Grøn Plan?

Med Grøn Plan ønsker Næstved Kommune, at sætte naturen og friluftslivet på dagsordenen. Grøn Plan følger op på de visioner byrådet har formuleret for Naturen og Friluftslivet i den nye Næstved Kommune. Formålet med Grøn Plan er at lægge en strategi for kommunens fremtidige arbejde på naturog friluftsområdet. Målet er en koordineret og målrettet indsats, der bevarer og forbedrer kommunens grønne kvaliteter. Mange af kommunens områder er desuden så naturmæssigt værdifulde, at de har international betydning, og det forpligter. Staten og EU sætter dagsordenen – og kommunen følger op I de kommende år udarbejder staten naturplaner for de internationalt beskyttede natur- og vandområder (Natura 2000). Målet er, at opnå en god tilstand for vandet og naturen i vore vandløb, søer og fjorde og i kommunens fire Natura 2000-områder. Staten udarbejder de overordnede planer, og i løbet af 2011 skal kommunen udarbejde handleplaner, som beskriver hvilke ting, der skal ske for at opnå rent vand og god natur.

Disse aktiviteter vil vi gerne se i sammenhæng med friluftslivet og den natur, som ligger uden for Natura 2000-områderne. Målet er, at vi får det størst mulige udbytte af vores arbejde ved at sammentænke natur, friluftsliv og sundhed. Samlet set er der rigtig meget, der skal gøres. Det kræver prioritering og koordinering af indsatsen, og Grøn Plan er vores redskab.

Hvad indeholder Grøn Plan?

Forslaget til Grøn Plan tager udgangspunkt i de indsatsområder, byrådet har formuleret for natur- og friluftsområdet. På baggrund af disse - og på baggrund af de forslag, vi har modtaget i offentlighedsfaserne – har vi udvalgt fem temaer:

  • Natur 
  • Vand
  • Sundhed
  • Friluftsliv
  • Grønne forbindelser i byerne

Indledningsvist har vi for hvert tema beskrevet, hvad vi vil arbejde for. Dernæst har vi udpeget syv geografiske indsatsområder, hvor vi vil sætte særlig fokus på naturen og friluftslivet. Indsatsområderne er større sammenhængende natur- og landskabsområder, hvor dele af området typisk er Natura 2000 område. For hvert indsatsområde har vi opstillet en vision. Vi har også udvalgt 11 byer, hvor vi vil have særlig fokus på byernes grønne områder. Mellem byerne og indsatsområderne har vi udpeget grønne forbindelser, hvor der skal tages særlige hensyn til naturen og de rekreative muligheder, når der byudvikles. De grønne forbindelser skal sikre sammenhæng mellem byernes grønne områder og indsatsområderne i det åbne land.

Du kan læse mere om de enkelte temaer og vores mål i de efterfølgende afsnit. Efter afsnittene om temaerne, har vi lavet en nærmere beskrivelse af naturgrundlaget, visioner og udviklingsmuligheder, for de byer og indsatsområder som indgår i planen.

Indsatsområder og visioner

  1. Sølandskabet – Tystrup-Bavelse-søerne, Glumsø Sø og nedre Suså. Der skal være en naturlig bestand af havørreder i Susåen.
  2. Susådalen og landskabet omkring Aversi og Tybjerg. Storken tilbage til Susålandet. 
  3. Holmegård og Porsemosen. Mere plads til vild natur. 
  4. Naturstien ”Fodsporet” og det grønne bånd fra Tystrup sø til kysten. Nye veje til nye stier. 
  5. Kystlandskabet ved Klinteby og dobbelt kysten omkring Karrebæk og Dybsø fjorde. Terner, der leger og badegæster ved stranden. 
  6. Istidslandskabet omkring Fladsåen, Mogenstrup Ås, Hammer og Myrup bakker. Synlige spor efter isen. 
  7. Herregårdslandskabet og Præstø Fjord. Et sundt liv i en sund fjord.

Foto: Sæl ved Avnø, Grøn Plan 2009-21Bagest i Grøn Plan er alle de forslag, vi har fået fra borgere, lodsejere og interesseorganisationer samlet i et idékatalog. I idékataloget findes desuden de forslag, som indgik i Næstved Kommunes forrige grønne plan og kommunens egne idéer til projekter der kan være med til at forbedre naturen, vandet eller friluftslivet i Næstved Kommune.

Hensigten er, at projektkataloget og beskrivelserne af byer og indsatsområder, kan bruges som et opslagsværk. For eksempel kan man slå op i idékataloget, hvis man ønsker at lave et projekt og se, om der er andre gode idéer, man kan inddrage i planlægningen.

Det har også den fordel, at vi som kommune får et bedre overblik over de muligheder der er for, at udvikle naturen og friluftslivet i de enkelte områder.

Det er vigtigt at understrege, at de enkelte lodsejere ikke er blevet hørt om projekter, som er foreslået på deres jord. Der er således ikke taget stilling til, om de er realiserbare. Et projekt vil derfor kun blive gennemført, såfremt ejeren af arealet ønsker det.

Der er heller ikke foretaget en prioritering af projekterne. Hovedsagen er, at vi får et godt overblik, som kan være med til at sikre, at vi får mest muligt ud af de ressourcer, vi bruger på natur- og friluftsområdet og får tilgodeset flest mulige interesser i de enkelte projekter.

En samlet oversigt over forslagene kan ses i "Bilag til GRØN PLAN 2009-21" (pdf-dokument)

Hvilken betydning har Grøn Plan?

De markerede områder på kortet udgør tilsammen Næstved Kommunes forslag til et net af grønne forbindelser for natur- og friluftsliv. Netværket angiver de områder, hvor Næstved Kommune særligt prioriterer projekter, der kan forbedre naturen eller friluftsmulighederne i kommunen. Grøn Plan bygger blandt andet på de områder, der i kommuneplanen er udpeget som ”Naturbeskyttelsesområder”, ”Økologiske forbindelser”, ”Lavbundsarealer”, ”Særlige friluftsområder” med videre. Alle udpegningerne har hver især betydning for områdernes anvendelse og udviklingsmuligheder i forhold til natur og friluftsliv.

Kort: Oversigtskort, Grøn Plan 2009-21
Klik på kortet for at se det i stor størrelse

I Grøn Plan er desuden medtaget områder, hvor vi har modtaget forslag til, hvor indsatsen for natur- og friluftsliv bør styrkes. For almindelige landbrugsarealer i det åbne land medfører Grøn Plan ingen restriktioner. Der sker altså ingen regulering udover, hvad der allerede er fastsat gennem kommuneplanlægningen, fredninger eller anden lovgivning.

Grøn Plan er i det åbne land en samlet ”positiv” udpegning, som viser de områder hvor der er stort naturindhold eller særligt gode muligheder for at udvikle natur- og friluftsliv. Vi håber dermed, at Grøn Plan kan være med til at skabe overblik over, hvor der kan være særlige naturinteresser. Samtidig vil det give dig bedre muligheder for at få støtte til et projekt, som kan forbedre naturen eller friluftslivet.

I – og omkring byerne er der i kommuneplanen fastsat rammebestemmelser som betyder, at der skal tages særlige hensyn til naturen og de rekreative udfoldelsesmuligheder, når der byudvikles. Hensigten er, at der skabes og bevares sammenhængende natur- og friluftsområder i nuværende og fremtidige boligområder, og at disse områder også har forbindelse til det åbne land.

Hvordan er Grøn Plan blevet til?

Forslaget til Grøn Plan er blevet til i samspil mellem en styregruppe, en følgegruppe på tværs af forvaltningerne og en ekstern følgegruppe bestående af Naturrådet for Næstved Kommune. Naturrådet har som følgegruppe løbende fået mulighed for, at kommentere forslag til Grøn Plan.

I perioden 4. marts til 30. april 2008 har der været en idé- og forslagsfase, hvor alle interesserede borgere og foreninger har haft mulighed for at komme med idéer og forslag til, hvad Grøn Plan skulle omfatte. Mandag den 21. april 2008 blev der holdt et offentligt møde, hvor interesserede fremmødte diskuterede disse ideer og forslag.

Foto: Egern, Grøn Plan 2009-21I idéfasen modtog vi i alt 25 høringssvar fordelt på både private borgere og interesseorganisationer. Efterfølgende blev der udarbejdet et forslag til Grøn Plan, som har været i offentlig høring i fra den 2. december 2008 til 23. februar 2009. Her har borgere og interesseorganisationer ligeledes haft mulighed for at kommentere planens indhold og komme med forslag til konkrete projekter, der kan være med til at styrke naturen og friluftslivet i Næstved Kommune.

I høringsfasen holdt kommunen desuden offentlige møder i Næstved, Tappernøje, Glumsø og Sandved. I forslagsfasen modtog vi i alt 63 forslag. 

Hvordan fører vi Grøn Plan ud i livet?

I Grøn Plan områderne, ligger hovedparten af kommunens værdifulde naturområder og landbrugsarealer, der kan være særligt følsomme over forskellige miljøpåvirkninger. Samtidig er det også her, der tit er friluftsmæssige interesser. Det er derfor særligt projekter, som ligger i disse områder vi prioriterer højest.

Nogle projekter vil blive gennemført som led i opfyldelsen af statens Vand- og Natura 2000- planer. Det kan være projekter med genskabelse af våde enge eller forbedringer af de fysiske forhold i vandløb. Disse projekter udføres som regel på kommunens initiativ.

Andre projekter gennemføres på initiativ af lokale borgere eller interesseorganisationer. Det kan være mindre projekter som, at anlægge en sti, oprense et vandhul, lave en anløbsplads for kano/kajakroere eller anlægge en primitiv overnatningsplads.

Foto: Åsen, Grøn Plan 2009-21Næstved Kommune har årligt afsat et beløb til at støtte lokale natur- og friluftsprojekter. Du kan få del i disse penge, hvis du har en god idé eller gerne vil være med til at føre en af de mange projekter i idékataloget ud i livet. Projekter med lokal forankring og aktiv lokaldeltagelse vil blive prioriteret højest.

Projekterne kan også støttes gennem Grønne Partnerskaber eller via den Lokale Aktions- Gruppe (LAG).

Hvis du har et projekt, eller vil høre nærmere om mulighederne for at få støtte, kan du skrive til  eller kontakte Teknik & Miljøforvaltningen. Hvis et projekt berører arealer, som du ikke selv ejer - for eksempel en sti – er det en god idé at tage kontakt til dem, der ejer arealerne og drøfte din idé med dem. 

Teknik- og Miljøforvaltningen, Plan
Telefon: 5588 6080
E-mail:
Sidst opdateret den 4. februar 2010
FAKTA

Naturrådet består af repræsentanter fra:

  • Danmarks Naturfredningsforening,
  • Friluftsrådet,
  • Landboforeningen Gefion,
  • Skov- og Naturstyrelsen Storstrøm,
  • Dansk Skovforening,
  • Dansk Ornitologisk Forening,
  • Danmarks Jægerforbund,
  • Danmarks Sportsfiskerforbund og
  • Næstved Kommune.

Rådet har til opgave at rådgive kommunen i spørgsmål om natur, vand og friluftsliv.

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625