Fra vision til virkelighed
Grønplan 2009-21
Det meste af Holmegårds Mose er i dag fredet. I 1987 blev et areal på 326 hektar fredet, og i 2009 blev denne fredning udvidet til cirka 560 hektar. Den nye fredning skal tilgodese de naturtyper og arter, der er grundlag for, at mosen er udpeget til Natura 2000-område. Med fredningen sikres muligheden for, at kunne gennemføre den nødvendige naturpleje. Træer og store buske skal fjernes og vandstanden hæves. Det er naturpleje til gavn for især udviklingen af højmosen og dens plante- og dyreliv, og plejen hjælper dermed til at genskabe og bevare den oprindelige natur i mosen. Græsning med får hindrer væksten af træer og tilgroning med uønskede græsser.
I Porsmosen, Studemosen og Broksø Enge er Skov- og Naturstyrelsen initiativtager til et større samlet naturgenopretningsprojekt. Målet er at forbedre forholdene for naturtyper og arter knyttet til Natura 2000-området. Det er især fisk som pigsmerling og flodlambret, samt ynglende og overvintrende fugle på engene. Et forprojekt er udarbejdet og i løbet af 2009 søges tilladelser indhentet. Fra 2010 igangsættes projektet, som blandt andet skal sikre mere vand på engene i fuglenes yngletid, samt en bedre forvaltning af områderne til fordel for ynglefuglene. Broksø Gods har allerede etableret flere våde enge.
Flere lodsejere samarbejder desuden om at ophjælpe en lokal bestand af kronvildt i området.
Sidst opdateret den 25. januar 2010
VISION
Mere plads til vild natur
Vi vil genoprette Østdanmarks største og vigtigste højmose, Holmegårds Mose, så det bliver muligt at opleve vild natur, med bl.a. kødædende planter. Der skal være gode levesteder for trane, engsnarre og store flokke af overvintrende gæs i Porsmosen.