Fra vision til virkelighed
Grønplan 2009-21
Hele området har store områder med uforstyrret natur. Hovedparten af fjorden og de mest kystnære landskaber er Natura 2000-område.
Vandkvaliteten i fjorden skal forbedres gennem reduktion af tilførslen af næringsstoffer. Det kan blandt andet ske gennem kloakering.
Der er fine muligheder for friluftsliv i hele området - både for cyklende, gående og sejlende. Vandreruten Sjællandsleden følger kystlinien med et par små sving ind i landet, og der findes en primitiv overnatningsmulighed ved Marjatta nær Bredeshave. I skovene er der som nævnt mange stier og muligheder for rundture. Strandvejen langs fjorden er også en flot tur, men her er der behov for at forbedre forholdene for gående og cyklende, ligesom forbindelsen mellem Tappernøje og Fjorden bør forbedres.
Næstved Kommune udfører i samarbejde med Faxe -og Vordingborg kommuner, et projekt med Præstø Fjord som naturpark. I den forbindelse har kommunerne foretaget kortlægning af områdets landskaber og naturkvalitet.
Endelig arbejder kommunerne på at skabe nogle naturrum langs fjorden. Her skal et lille fyrtårn, en gammel slæbepram og skydeskjul og –tårne, skabe rammerne for spændende nye friluftsfaciliteter. Projektet består i sin helhed af 11 unikke lokaliteter, som bindes sammen blandt andet gennem en fælles formidlingsstrategi.
De store udfordringer i de kommende år vil være at opnå en god naturtilstand i og omkring fjorden og sikre, at den rekreative benyttelse af området kan ske sikkert og uden konsekvenser for områdets naturværdier.
Sidst opdateret den 25. januar 2010
VISION
Et sundt liv i en sund fjord
Vi vil, sammen med Faxe og Vordingborg Kommuner, fortsætte arbejdet med en regional naturpark ved Præstø Fjord. Her skal være plads til et aktivt friluftsliv og gode naturoplevelser. Det sker i og omkring en ren fjord med et stort fugleliv og i skovene ind i landet, hvor Hasselmusen trives.