Natur og friluftsliv

Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599
Skriv til Næstved Kommune

Natur - Hvad vil vi? Hvorfor? Hvordan?

Grøn Plan logo
Grønplan 2009-21 - Her kan du få mere information om:
Hvad vil vi med naturen? Hvorfor? og Hvordan?

Hvad vil vi?

Næstved Kommune vil gerne være kendt for sin rige og varierede natur. Vi vil gerne skabe ny natur, men først og fremmest vil vi pleje og udvikle den natur vi har.

Vi vil sikre og udvikle de landskabelige, kulturmæssige og naturmæssige forhold i og omkring fredninger og fortidsminder og forbedre borgernes adgang til disse områder.

Vi ønsker at skabe et naturnetværk, hvor der er sammenhæng mellem de enkelte naturområder. Sammenhæng er en forudsætning for at bevare naturværdierne og sikre stabile bestande af dyr og planter.

Vi ønsker at få mere skov i kommunen, specielt omkring byerne, så borgernes muligheder for at dyrke forskellige former for friluftsliv tæt på deres bopæl forbedres. Vi er allerede godt på vej med tre nye statsskove omkring Næstved by, og der rejses skov ved Glumsø. Vi vil arbejde for at der udlægges bynær skov omkring andre udviklings- og lokalcentre i kommunen.

Vi vil forbedre mulighederne for at opleve naturen og for formidlingen af naturen. Vi vil inddrage borgerne aktivt i beskyttelsen og plejen af natur, kultur og landskab.

Hvorfor?

Kommunen rummer naturområder og arter, der har international betydning - dem har vi en særlig forpligtelse til at tage vare på og beskytte. Det meste af vores natur ligger dog udenfor disse særlige perler, og det er her, de fleste borgere bor og færdes til hverdag.

Naturen har i mange år været i tilbagegang. Der er blevet mindre plads til natur og det der er tilbage, er blevet mere spredt. Også kvaliteten af naturen forringes de fleste steder. Dermed er betingelserne for dyr og planter blevet markant dårligere, og mange plante- og dyrearter er forsvundet. På internationalt plan er der fokus på problemet, men udviklingen er ikke vendt.

Danmark har underskrevet Count Down 2010 erklæringen, som forpligter os til at stoppe tilbagegangen i biodiversiteten (den variation af dyr og planter, der findes i et afgrænset område) inden 2010. Med kommunalreformen har kommunerne fået en central rolle i forhold til sikringen af biodiversitet i Danmark. Næstved Kommune har taget opgaven alvorligt ved, som den første kommune i Østdanmark at underskrive erklæringen. I de kommende år vil en lang række projekter gennemføres, med det formål at sikre og forbedre biodiversiteten i kommunen.Hvordan

Hvordan?

Naturen er dynamisk, og der er derfor behov for pleje, hvis vi gerne vil bevare værdifuld natur, eller genskabe de naturområder, som er forsvundet.

For bedre at vide, hvor vi skal sætte ind med pleje så den gavner mest, vil vi kortlægge naturkvaliteten i kommunen.

Bekæmpelse af invasive arter (plante- eller dyrearter, som er indslæbt i et område, hvor den kan fortrænge andre arter og forrykke den økologiske balance mellem arterne på stedet) er et vigtigt element i naturplejen. Det gælder for eksempel bekæmpelse af kæmpebjørneklo og rød hestehov, som kan udkonkurrere alle andre planter. Her er det vigtigt at arbejde sammen på tværs af kommunegrænser - for eksempel langs Susåen, som grænser op til Faxe, Ringsted og Sorø kommuner.

Det meste af kommunens natur ligger på privat jord. Derfor vil vi samarbejde og indgå aftaler med lodsejere om, at passe og udvikle særlig værdifuld natur til gavn for både lodsejer og natur. De bedste løsninger findes via en konstruktiv dialog.

På kommunens egne arealer har det højeste prioritet, at skabe de bedst mulige levevilkår for dyr og planter, samtidig med at arealernes anvendelse fastholdes.

Vi vil se på mulighederne for at producere grøn energi i kommunen – en af intentionerne i grøn vækst. I samarbejde med landbruget vil vi forsøge at integrere ønsket om grøn energi med muligheden for miljøforbedringer, rekreative områder og friluftsmuligheder.

Vi er sammen med Faxe og Vordingborg kommuner samt lokale organisationer og lodsejere, i gang med at skabe grundlaget for at etablere en naturpark ved Præstø Fjord. Desuden vil vi undersøge mulighederne for at lave naturparker i yderligere to områder, som er udpeget som søgeområder i kommuneplanen – Tystrup- Bavelse-søerne og Karrebæk og Dybsø Fjorde. 

 

Teknik- og Miljøforvaltningen, Plan
Telefon: 5588 6080
E-mail:
Sidst opdateret den 4. februar 2010

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625