Vand - Hvad vil vi? Hvorfor? Hvordan?
Grønplan 2009-21 - Her kan du få mere information om:
Hvad vil vi med vandområderne? Hvorfor? og Hvordan?
Et bedre vandmiljø har stået højt på dagsordenen i mange år. Dette arbejde vil vi fortsætte.
Vi ønsker, at kommunens søer og åbne vandløb skal have et naturligt og alsidigt plante- og dyreliv. Vi vil forbedre levevilkårene og sikre mulighed for, at fisk, smådyr og planter kan vandre op gennem vandsystemerne og spredes.
Vi vil også arbejde for, at vandområderne fortsat kan bruges af kommunens borgere og turister – det giver mange oplevelser, glæder og er til gavn for sundheden.
Tilstanden i kommunens søer og vandløb er i mange tilfælde ikke god nok. Gennem vandplaner og handleplaner vil indsatsen for et bedre vandmiljø blive fastlagt.
Vandet der løber ud i havet skal være så rent, at vi kan bade ved kysterne og der skal være fisk at fange både for lystfiskere og erhvervsfiskere. Samtidig forsvinder en del af vandet fra vandløbene på grund af indvinding af vand til drikkevand og markvanding.
Der er mange forskellige interesser knyttet til vandområderne som gør, at indsatsen nøje skal planlægges. Vandløbene skal have et varieret dyre- og planteliv, vandet skal ledes væk fra de dyrkede arealer, spildevandet skal ledes væk fra byerne og der skal være plads til kanosejlads og anden sejlads.
I forhold til klimaforandringer er der en særlig udfordring. Der kommer mere vand, og det kommer med større intensitet. Håndteringen af de større mængder regnvand skal tænkes ind i de projekter, vi udfører.
Gennem mere end hundrede år er vandløbene blevet rettet ud, rørlagt og gravet ned i terrænet. Samtidig er der foregået en omfattende beskæring af vandplanterne og en opgravning af bundmateriale – alt sammen for at sikre, at vandet bliver ledt hurtigt væk og at markerne kan dyrkes optimalt. Det betyder samtidig, at vandløbene er blevet langsomt flydende og meget ensartede, så de bliver dårligere levesteder for fisk, smådyr og planter.
Hvis vandløbene igen skal blive gode levesteder er det nødvendigt, at give dem tidligere tiders variation tilbage. Det kan ske ved at frilægge rørlagte vandløb, lægge udrettede vandløb tilbage i de gamle slyngninger og foretage en skånsom vandløbsvedligeholdelse.
Forbedring af vores vandmiljø kræver indsats på flere fronter.
De kommende krav i vandplanerne vil spille en stor rolle for kommunens måde at handle på. Vi er allerede gået i gang med forundersøgelser i en række vandløb. Det sker for at være så godt rustet som muligt til at sætte projekter i gang, når vandplanerne skal realiseres.
Vandløbene skal have noget, af tidligere tiders variation tilbage, det skal blandt andet ske ved at vandløb genslynges, spærringer fjernes og rørlagte vandløbsstrækninger genåbnes. Vandløbsvedligeholdelsen skal være mere skånsom og nogle steder skal den måske indstilles.
Der vil også være fokus på rensningen af spildevandet. En ny spildevandsplan vil blive udarbejdet, når vandplanerne er offentliggjort – her vil tiltagene blive beskrevet. Blandt indsatserne vil være en begrænsning af forureningen fra regnudløbene, som bliver større på grund af kraftige regnskyl. Set i lyset af ændret klima med mere og kraftigere regn er det vigtigt at kunne håndtere de større regnmængder. Regnvandsbassinerne, som er nødvendige for at hindre oversvømmelser skal – hvor det er muligt – udformes, så der også er plads til dyr og planter. Vi er også i gang med at kortlægge belastningen fra ukloakerede ejendomme, således at der kan gøres den nødvendige indsats i de kommende år.
Vi vil arbejde for at klimasikre områder, som ligger lavt både ved kysten og inde i landet.
For at mindske udvaskningen af specielt kvælstof fra markerne, vil vi indgå aftaler med lodsejerne om, at lave våde enge langs vandløbene. Andre lavtliggende områder, for eksempel tidligere moser, enge eller lavvandede fjorde, er blevet drænet for typisk at blive anvendt som landbrugsland. På sigt kan der være klimaforhold der gør det nødvendigt at ændre anvendelsen.
Vi skal også sikre, at der er vand i vandløbene året rundt – det er nogle steder et problem om sommeren. Jo højere og mere stabil vandføring, jo mere robust er vandløbet. Derfor kan det nogle steder være nødvendigt at ændre vandindvindingen.
Vi vil fortsætte og udvide samarbejdet med alle brugere af vandløb og søer. Næstved Kommune har allerede et frugtbart samarbejde med kommunerne omkring Susåen og med Skov- og Naturstyrelsen Storstrøm. Dette samarbejde vil i de kommende år styrkes, efterhånden som vandplaner og naturgenopretningsprojekter gennemføres.
Næstved Kommune deltager desuden i et EUprojekt ”Waterpraxis” om vandplanlægning og forbedring af vandmiljøet i Østersøområdet. Susåen indgår som pilotområde i projektet.
Sidst opdateret den 4. februar 2010