Natur og friluftsliv

Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599

Næstved Naturråd

I Næstved Kommune har vi et naturråd, som bl.a. rådgiver kommunen om friluftsliv, vandmiljø og naturforvaltning.

Foto af biolog fra kommunen, som fortæller udvalget og Naturrådet om forskellige metoder til vandløbspleje

Hvad er et naturråd?

Siden foråret 2007 har vi i Næstved Kommune haft et Naturråd, som består af repræsentanter fra organisationer, der beskæftiger sig med natur, vandmiljø og friluftsliv. Naturrådet er en videreførelse af Storstrøms Amts Grønne Råd og af Næstved Kommunes Vandsyn. Du kan se en liste over medlemmer i menuen til venstre.

Naturrådet rådgiver kommunen i spørgsmål om forvaltning af naturen, vandmiljøet og friluftslivet, og rådet afgiver ofte udtalelse om eller anbefaling af planer og projekter. Rådets udtalelser og anbefalinger er både væsentlige i forbindelse med politisk behandling og ved ansøgning om midler -  f.eks. er en positiv udtalelse fra rådet et krav for at få økonomisk tilskud fra ordningen Grønne Partnerskaber.

Foto af formanden for græsningslavet på Enø, der fortæller om pleje af Enø OverdrevI Naturrådet er der en løbende information og dialog mellem organisationerne og kommunen. Det er et godt udgangspunkt for fælles forståelse og gensidig respekt for hinandens arbejde og synspunkter. Medlemsorganisationerne i Naturrådet er udpeget af Teknisk Udvalg, og rådet er valgt for 4 år ad gangen.

Naturrådets fokus i 2011-2014

Rådet sætter løbende nye forhold i kommunen på dagsordenen. Allerede nu er der en række vigtige emner, som vil blive taget op:

  • vand- og Natura 2000-planer - herunder udarbejdelse af handleplaner for vand- og natura 2000-områderne og efterfølgende aftaler med ejere om pleje
  • etablering af vådområder
  • oprettelse af naturbaser
  • udarbejdelse af en spildevandsplan for det åbne land
  • udarbejdelse af en plan for nærrekreative grønne områder i kommunens byer
  • friluftsliv og natur i forbindelse med omfartsveje ved Næstved by

Naturrådet er desuden følgegruppe for udarbejdelsen af Grøn Plan for Næstved Kommune.

Her kan du læse mere om Grøn Plan og naturbaser (nyt vindue)

Hvad har Naturrådet tidligere beskæftiget sig med?

I Naturrådets første periode, 2007-2010, har rådet især haft fokus på at få lavet en Grøn Plan for den nye kommune. Ejerskabet til Grøn Plan er derfor både kommunens, borgernes og organisationernes - repræsenteret ved Naturrådet. Virkeliggørelse af Grøn Plan sker løbende – ofte i et samarbejde mellem organisationerne og kommunen eller gennem Grøn Aktivitetsplan, som kommunen udarbejder. Rådet kommenterer og anbefaler aktivitetsplanen.

Her kan du læse mere om Grøn Plan og Grøn Aktivitetsplan (nyt vindue)

Foto af Kristian Gramstrup fra Danmarks Naturfredningsforening, der fortæller om renoveringen af Grundvigsdyssen i Dyrehaven

 

 

 

 

 

Andre væsentlige punkter i første periode har været kommuneplanstrategien, Fodsporet, Naturstyrelsens miljømilliardprojekter langs med Susåen, forvaltning af kommunalt ejede arealer, skovrejsning omkring Næstved by, vand- og Natura 2000-planer, offentlighedens adgang i naturen, etablering af stier og cykelruter, frivillige aftaler om stier, en kommunal stifortegnelse, naturskoler, naturparker og beskyttelse af fredede områder og truede dyr.

I perioden var Naturrådet på tre ekskursioner. På to af dem var medlemmerne af Teknisk Udvalg inviteret. På turene viste vi forskellige projekter for hinanden: I 2010 gik turen til Næsbyholm Storskov, Næsby, Susåen og Dyrehaven. Temaerne var beskyttelse og pleje af fortidsminder, genskabelse af gadekær i samarbejde med bylav og miljømilliardprojektet for Mellemste Suså.

I 2009 var rådet ved Karrebæk Dybsø Fjorde, hvor temaet var naturparker, pleje af naturarealer og fortidsminder, beskyttelse af fugle på øer i fjorden, blå turisme og beskyttelse af naturområdet Stejlebanke. I 2008 handlede turen om vandløb, vandløbsvedligeholdelse og de nye vandplaner. Turen gik bl.a. til Saltø Å.

Her kan du læse mere om kommuneplanstrategien, Fodsporet, miljømilliardprojekterne langs Susåen,  vandplaner og Natura 2000-planer (nyt vindue)

Teknik- og Miljøforvaltningen, Natur & Vand
Telefon: 5588 6150
E-mail:
Sidst opdateret den 10. juni 2011
Grønne partnerskaber

Lokale Grønne Partnerskaber er en tilskudsordning, hvor grupper med 2 eller flere parter kan få tilskud til lokale projekter om natur eller friluftsliv.

Du kan læse mere om Grønne Partnerskaber på Naturstyrelsens hjemmeside (nyt vindue)

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588 cvr-nr.: 29189625