UdskrivLæs højt

Brinker

Vandets og menneskenes kamp om brinkerne

I det naturlige landskab vil bække graver sig vej til de større vandløb. Vandløbene vil sno sig gennem landskabet. De vil som regel ligge tæt ved overfladen eller terrænet omgivet af små brinker. Vandet vil grave i brinkerne nogle steder og aflejre sten, sand, grus og mudder andre steder.

Sådan har åerne formet landskabet og skabt deres ådal gennem tusinder af år.

Men i de sidste par hundrede år har menneskene ønsket, at vandet skal blive, hvor det er, i stedet for at sno sig gennem landskabet. Reguleret et godt stykke ned under terræn og omgivet af stejle brinker er vandløbene ”kommet i bur”. Vandets kraft er dog svær at styre, så opgravninger, yderligere reguleringer og afretning af brinker har været og forekommer stadig som en del af vedligeholdelsen af vandløbene. Brinkerne må endda til tider måttet sikres mod vandets kraft gennem bygning af faskiner og stensætninger.

Fastholdelsen af vandløbene nede mellem brinkerne vil således altid blive en kamp mellem vandets kræfter og menneskene.

Brinkerne ved de offentlige vandløb

Vandløbets skråninger fra marken ned til vandløbets bund kaldes brinkerne.

Brinkerne får i nogle af de offentlige vandløb lov at stå uberørte hele året. Ved andre vandløb bliver brinkernes nederste del på omtrent 1 meter slået om efteråret.

Brinkens planter hænger ofte ud over vandløbet og er med til at skygge for solen og give skjul for fisk og smådyr. På den måde er brinkernes planter vigtige for dyrelivet, især om vinteren, hvor alt eller det meste af grøden nede i vandløbet er skåret af.

I små vandløb kan en del af brinkens lange stive planter som for eksempel lodden dueurt, tagrør og brændenælde blive lagt ned i vandløbet af vinterens store vandmængder. Mudder og sand aflejres mellem de stive strå og dækker helt for græs, grøde og sten, som dyrene kunne skjule sig ved. Sådanne stive strå holder på sand og mudder. Det er hverken godt for afstrømningen eller for dyrelivet i vandet.

Brinkerne og græsserne

Af brinkernes mange planter er græsserne de vigtigste. Græssernes rødder danner et tæt net – ja nærmest en måtte. Denne måtte af rødder er med til at hindre brinkerne i at skride ned i vandløbet. Det er især vigtigt om vinteren, hvor der ofte løber store mængder vand med stor fart gennem vandløbene.

Brinkerne og skræpperne

Skræpper eller tordenskræpper hedder faktisk rød hestehov. Den er blevet ført ind i landet som lægeplante.

Den har bredt sig i naturen og er nu et stort problem langs en del vandløb her på Sjælland. På lange strækninger udgør rød hestehov ofte den eneste art af planter. Det er fordi de store blade har skygget alle andre planter væk - blandt andet de nyttige græsser. De andre planters frø mangler også lys nok til at kunne spire.

Rød hestehov har lyserødlige rødder med knolde og udløbere. Rødderne udskiller en olie, som lugter, og som muligvis hæmmer andre planters vækst. Fra knolde og udløberne skyder nye blade frem, så når hestehoven først har slået sig ned, breder den sig hurtigt på bekostning af de andre planter på brinkerne.

Nogle af knoldene rives også løs og driver med vandet. Længere ned ad vandløbet kan knoldene sætte sig fast i brinken. En ny koloni af rød hestehov kan nu brede sig.

Rød hestehovs rødder holder slet ikke på jorden, som er helt løs mellem rødderne. Om vinteren, når de store blade er visnet bort, bliver jorden helt nøgen. Kun hestehovens lyserødlige knolde stikker op. Regn og meget vand i åen kan helt frit skylle store mængder af brinkens jord ned i vandløbet.

Den jord, som skylles ned i vandløbet, lægger sig længere nede i vandløbet, hvor der er læ for strømmen. Her kan jorden ødelægge dyrenes levesteder på vandløbets bund. Hvis jorden lægger sig oven i de bunker af grus og sten, som ørrederne har lagt æg i, vil æggene blive kvalt.

Jorden kan lægge sig i så store lag, at bunden hæver sig.

I offentlige vandløb skal den hævede bund sammenlignes med den bund, der er beskrevet i regulativet. Hvis bunden har hævet sig for meget, skal vandløbet graves op.

I private vandløb er der ikke noget regulativ. Reglerne er, at løse aflejringer kan graves op.

Opgravninger er dyre. Ved offentlige vandløb betaler kommunen. Ved private vandløb skal lodsejerne betale.

Brinkerne og kæmpe bjørneklo

Nogle steder vokser kæmpe bjørneklo langs vandløbene. Det er også en plante, som er blevet ført ind i landet. Historien fortæller, at Thorvaldsen hjembragte sine figurer fra Italien pakket ind i kæmpe bjørneklo. Planterne klarer sig rigtig godt her i landet og breder sig hurtigt.

Kæmpe bjørneklo er en rigtig overlever. Dens store blade skygger andre planter væk. Rødderne udskiller et stof, som hindrer andre planters vækst. Frøene kan overleve i mange år i jorden, og de kan også tåle at ligge i vandløbets vand. På den måde bliver frøene transporteret langt med ad vandløbet. Når vandet stiger, kan frøene blive lagt på brinkerne måske flere kilometer neden for moderplanten.

Om vinteren visner bladene. De store stive stængler står tilbage med deres skærme med frø. Der er nu ikke noget til at beskytte den løse jord mellem rodknoldene. Om vinteren vaskes jorden derfor nemt ned i vandløbet ligesom hos rød hestehov. Se ovenfor.

Kæmpe Bjørneklo udskiller også et stof fra kirtler på blade og stængel. Det lugter kraftigt. Hvis det kommer på din hud, kan det sammen med sollys give dig et slemt udslet.