Bæredygtig Byggeri
Næstved Kommune vil tænke bæredygtigt ved valg af materialer i alle situationer, fra byggeri over kost til rengøringsartikler m.v. Udgangspunktet kan være livscyklusanalyser kombineret med krav til funktionalitet og det visuelle indtryk.
Vi vil tilrettelægge alle byggeprojekter ud fra en totaløkonomisk og helhedsorienteret vurdering, der inddrager både anlægs- og implementeringssiden og driftssiden. Således kan øgede investeringer i startfasen ofte sænke udgiften i driftsfasen og minimere utilsigtede sideeffekter.
Næstved har sat sig spidsen for nye tilgange til at få gang i lavenergi byggeriet. Med en økonomisk håndsrækning til de energivenlige tiltag der gør det muligt for bygherrerne at få kontante rabatter når de køber grundende af kommunen. Det konkrete økonomiske incitament er et nyt redskab som kommunerne kan tage i brug, som Henning Jensen, Næstved Kommunes Borgmester, udtrykker det;
”Som kommune har vi direkte indflydelse, hvor vi selv er bygherre, mens vores indflydelse på det private byggeri er mere begrænset. Vi kan planlægge, opfordre, informere, inspirere og give økonomiske incitamenter til at tænke miljømæssigt. Med denne byggeudstilling ønsker vi at gøre netop dette. Vi vil vise, at det er muligt at bygge flotte og fremtidssikrede huse med godt indeklima, der tilmed er energirigtige og billige i drift. Det bliver huse, som folk vil komme langvejs fra for at kigge på og hente inspiration fra"
Målet med udstillingen er at få afprøvet en række løsninger, der kan inspirere det fremtidige byggeri i Næstved og i resten af Danmark.
Se mere på www.degroennehoejder.dk (åbner nyt vindue)
I Næstved Kommune ligger der en ramme for hvordan kommunen som bygherre skal bygge. Disse rammer blev udarbejdet i 2004 og i 2008 startede et større projekt for at revidere disse rammer. Projektet regnes færdigt medio 2009 og indtil videre gælder 2004 kataloget.
Se kataloget "Bæredygtige Bygge og Anlægsprojekter i Næstved Kommune". (åbner PDF fil)
Sidst opdateret den 9. februar 2009
