Kommunikation
Kommunikation i Agenda 21 sammenhæng handler ord om at bruge en bred vifte af virkemidler og hele tiden at tænke i kommunikative baner.
I uge 39 var Næstved med i den landsdækkende kampagne ”Energidysten”. Energidysten var arrangeret af TV2 vejret og ideen var at sætte energiforbruget på dagsordenen på en sjov og ny måde ved at lade byerne konkurrere om, hvem der på en uge, kunne spare mest.
Næstved endte med at spare 1,6 % CO2 i ugen og det gav en 7 plads.
I ugen op til og i løbet af selve ugen var der en lang række aktiviteter, der skulle sætte fokus på klima og energi. Aktiviteterne bredte sig vidt omkring;
- Cityforeningen afholdt el-spare aften for detailhandlen i Kompagnihuset.
- 1.800 elever der afleverede postkort med miljø- og energiråd til Borgmesteren.
- SEAS havde inviteret sundhedseksperten Chris McDonald til at sætte energi i kroppen på 400 elever, fra 7 klasse, så de kunne være gode klima ambassadører.
- Næstved og Karrebæksminde havn fik besøg af ”Klimakunst fra kyst til kyst” med Klimakutteren Anton. Der var workshop på havnen og faglig sejltur med Henning Jensen og 6 Byrådsmedlemmer gennem Karrebæk fjord.
- Borgmester Henning Jensen underskrev aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at blive Klimakommune med et mål om 2 % årlig reduktion i CO2 udledningen for egen virksomhed.
- I ugen op til var der massiv presseomtale omkring alle aktiviteterne. Den brede kommunikation til borgere og virksomheder foregik gennem annoncer, ”Nyt fra Næstved”, spot Slagelse Lokal Radio, kommunens hjemmeside og flere forsideartikler i lokalpressen.
- Ugen kulminerede i ”Byen Rocker” arrangement den 25. september på Axeltorv med udstillingsstande, underholdning og TV2 vejret direkte fra Axeltorv.
- Som et led i bestræbelserne på at vinde ”Energidysten” natsænkede Vejlysselskabet gadebelysningen, så hver anden lampe blev slukket eller dæmpet i de områder, hvor der var mulighed for dette.
At få alle disse aktiviteter stablet på benene krævede samarbejde på tværs af afdelinger, forvaltninger og private parter. Blandt andet mellem Agenda 21, Center for Strategi og Udvikling, NK – El- net, Vejvæsenet, Havnen, Børnekulturhuset, SEAS- NVE og Cityforeningen.
Og samarbejdet blev en rigtig god oplevelse og kan bruges som et godt eksempel på, hvor langt vi kan nå ved at bringe vores forskellige viden og kunnen, sammen om et fælles projekt og ved at skabe en fælles ejerskabsfølelse om det. Erfaringer der vil blive bragt med i det videre arbejde med at sætte klima og energiforbrug på dagsordenen.
Kommunens hjemmeside er en vigtig platform i dialogen med borgere og det omgivende samfund. Her ligger der myndighedsoplysningerne men hjemmesiden kan også vise andre sider af kommunen.
Alle årets klimaaktiviteter er lagt på klimasiderne, hvor der har været mange besøg blandt andet fordi der ligger mange oplysninger, der viser hvor ambitiøse Næstved Kommune er på området.
På klimasiderne er der også gode råd for borgerne, til hvordan de kan leve mere klimavenligt.
Siderne vil løbende blive opdateret med de mange klima aktiviteter, så vi kan udvikle den aktive dialog med borgerne og det omgivende samfund.
Lørdag den 28 marts slukkede Næstved lyset sammen med 82 andre kommuner og 37 hovedstæder rundt omkring verden. Det var Næstved Kommunes Vejlysselskab, NK-Vejlys A/S, der sørgede for at gadebelysningen slukkede en time i byområderne i Næstved, Fuglebjerg, Glumsø, Karrebæksminde, og SEAS-nve slukkede i Fensmark.
Derudover slukkede lyset, i og på alle kommunens bygninger. Cityforeningen opfordrede deres medlemmer til at slukke lyset og på Næstved Messen uddelte Agenda 21 Borgergruppen 500 stk. bi vokslys, som borgerne kunne tænde i ”Sluk lyset” timen.
Sidst opdateret den 1. september 2010