Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599
Skriv til Næstved Kommune

To demokratiudvalg mødes

To demokratiudvalg mødes
Pressemeddelelse fra Næstved Kommune udsendt den 29. maj 2008

Demokratiudvalget i Viborg Kommune og Næstved Kommunes Udvalg for Borgerservice og Lokaldemokrati mødes mandag den 9. juni 2008 i Næstved for at udveksle erfaringer og drøfte mulighederne for et samarbejde om forskellige demokratiprojekter.

Invitationen til at udveksle erfaringer på tværs af Storebælt kom fra Næstved, og medlemmerne af Demokratiudvalget i Viborg Kommune var med på tanken og har sagt ja til at mødes. Formand for Udvalget for Borgerservice og Lokaldemokrati i Næstved Kommune, Lene Koustrup Madsen, glæder sig til mødet med kollegerne i Viborg:
- Jeg er rigtig glad for, at Viborgs Demokratiudvalg har sagt ja til at mødes med vores demokratiudvalg i Næstved. I lighed med Næstved Kommune har Viborg Kommune som en af få kommuner prioriteret vigtigheden af at have et tværgående politisk demokratiudvalg. Sammen vil de to kommuner gerne lave et fælles netværk, hvor vi deler gode historier og information om, hvordan vi hver især griber demokratiarbejdet an. Formålet er selvfølgelig, at vi på den måde kan lære af hinanden og arbejde sammen om at udbrede det gode budskab om demokrati og borgerinddragelse.

Videndeling og netværk

Ud over den generelle erfaringsudveksling om lokaldemokrati og borgerinddragelse, skal de to udvalg på mødet i Næstved også drøfte, om der er områder, hvor det er naturligt og i gensidig interesse at trække på hinandens kompetencer.

Udvalgene vil desuden drøfte mulighederne for sammen - og eventuelt med yderligere et par kommuner - at forberede en landsdækkende demokratikonference, der skal bygge på høj aktivitet fra deltagernes side og videndeling omkring de værktøjer, som er nyttige i det daglige demokratiarbejde.

Endelig vil de to udvalg på mødet også drøfte mulighederne for at opbygge et landsdækkende demokratinetværk for politikere og et tilbagevendende årsmøde for demokratiudvalg.

Center for strategi og udvikling, Lokaldemokrati
Telefon: 5588 5256 og 5588 5254
E-mail:
Sidst opdateret den 8. juli 2011

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625