Borgermøder
Formålet med værktøjet er at informere, indsamle borgernes idéer og/eller få tilbagemeldinger på politikere og embedsmænds planer og idéer samt prioritering af disse (høring).
- Mobilisering af deltagerne.
- Præsentation af prædefineret forslag.
- Gruppedrøftelser af forslag.
- Præsentation.
Borgermøder er et af de mest brugte værktøjer til borgerinddragelse. På et borgermøde præsenterer embedsmænd eller politikere et forslag for de fremmødte borgere. Borgerne drøfter forslaget i grupper og giver deres mening til kende.
Mobilisering
Borgerne kan inviteres til møderne via f.eks. den lokale presse, opslag på biblioteker og oplysninger fra institutioner og skoler til brugerne. De kan også rekrutteres ved, at skoler arrangerer fotokonkurrencer, om hvad børn kan lide eller ikke lide ved f.eks. boligområdet, og forældrene og andre borgere kan se resultatet på borgermødet.
Mødet
På selve mødet præsenterer embedsmænd eller politikere mødets tema og processen. Hvis kommunen ønsker tilbagemeldinger på egne forslag, præsenteres disse, f.eks. via video, plancher eller modeller.
Dernæst melder deltagerne sig til gruppearbejde eller rundbordssamtaler, alt efter hvilket emne de brænder mest for. Grupperne slutter af med at præsentere resultatet af deres diskussioner via f.eks. plenum præsentation eller cafémodellen. Derefter kan embedsmænd og/eller arbejdsgrupper arbejde videre med gruppernes forslag. Når der foreligger et udkast til plan for det omdiskuterede emne, kan der indkaldes til endnu et borgermøde for at få reaktioner fra en bredere kreds.
Hjælperedskaber
Til længere forløb kan man med fordel bruge fremtidsværkstedsmetoden. Som alternativ til den beskrevne form kan man bruge open space metoden. Endelig kan det være en god idé at bede deltagerne om at evaluere borgermødet/møderne, for dels at forbedre metodikken og dels for at vurdere om yderligere borgerinddragelse er nødvendig.
Sidst opdateret den 8. juli 2011
Styrker
Hvis emnet i almindelighed anses for vigtigt og der gøres god reklame for møderne, kan de være særdeles velbesøgte. Mange borgere får mulighed for at give deres besyv med, uden at skulle deltage i lange møderækker.
Begrænsninger
Der er tale om ”de aktives demokrati”. Det kan således være svært at få bestemte borgergrupper til at deltage i denne demokratiform, f.eks. unge.