Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599
Skriv til Næstved Kommune

Borgerjury

Formålet med værktøjet er at give politikerne og de relevante interessenter et indblik i borgernes værdier, holdninger, prioriteter (høring) og idéer i forhold til et givent emne. Det kan bl.a. bruges af politikerne som input til politik- og strategiudvikling.

Indhold

  1. En gruppe borgere modtager introduktionsmateriale om et omdiskuteret  emne. 
  2. Gruppen udgør en jury og udspørger eksperter om emnet. 
  3. Svarene drøftes blandt juryens deltagere og de stemmer om resultatet af diskussionerne. 
  4. Rapportering på baggrund af drøftelserne. 
  5. Rapporten præsenteres for politikere på en konference, hvor politikerne kommenterer juryens standpunkter.

Beskrivelse

Juryen findes i større og mindre udgaver. I den ”store model” foregår juryen på følgende måde: Borgerjuryen består af 15-25 borgere der, så vidt det er muligt, skal være repræsentative for befolkningen. Dvs. i forhold til alder, køn, etnicitet, uddannelse og beskæftigelse.

Sammensætningen opnås gennem udsendelse af f.eks. 2000 invitationer til et tilfældigt udvalg af befolkningen. På baggrund af tilmeldingerne udvælges den mest repræsentative sammensætning.

Borgerjuryens opgave er at besvare en række spørgsmål, som på forhånd er formuleret af projektledelsen og baggrundsgruppen.

En baggrundsgruppe sammensat af eksperter og interessenter på området hjælper blandt andet med til at udforme introduktionsmateriale og spørgsmål til borgerjuryen, samt at udvælge de eksperter, der skal mødes med borgerjuryen.

Til selve borgerjurydagene indkaldes en række videns- og holdningspersoner, der udspørges af juryen. Der er tale om såvel faglige eksperter som andre aktører og interessenter. Forud for besvarelsen af spørgsmålene vil borgerjuryen blive indført i emnet og de relaterede problemstillinger.

Borgerjurydagene varer typisk fem dage og afsluttes med en afslutningskonference.

  • De første tre dage bruges primært til, at borgerjuryen mødes med eksperter og interessenter, som holder oplæg om emnet samt besvarer spørgsmål fra borgerjuryen.
  • På fjerdedagen debatterer borgerjuryen de spørgsmål, som de er blevet stillet, for til sidst at besvare dem. Det er en del af metoden at afdække uenigheder, og borgerjuryen stemmer afslutningsvis om forskellige svarmuligheder, som de selv kan være med til at formulere. Resultaterne samles i et slutdokument.
  • På femtedagen holdes en afslutningskonference med en officiel præsentation. Til konferencen inviteres repræsentanter for de politiske partier samt udvalgte centrale interessenter til at kommentere borgerjuryens resultater samt debattere dem med borgerjuryen.

På konferencen præsenterer borgerne selv resultaterne af deres afstemninger, ligesom de læser deres argumenter, betingelse og anbefalinger højt for tilhørerne. Dernæst holder hvert parti et kort oplæg, hvor de kommenterer på borgerjuryens arbejde. Kilde: Teknologirådet.

 

Center for strategi og udvikling, Lokaldemokrati
Telefon: 5588 5256 og 5588 5254
E-mail:
Sidst opdateret den 8. juli 2011
Styrker

Deltagernes holdninger skabes i modsætning til meningsmålinger (spørgeskemaundersøgelser), borgertopmøder og borgerpaneler på et informeret grundlag.

Metoden giver eksperter mulighed for at få indsigt i borgernes oplevelser, erfaringer, meninger og ønsker. Metoden er særlig brugbar, når borgernes holdninger til meget komplekse problemstillinger skal afdækkes.


 

Begrænsninger

Man skal være klar over, at resultaterne ikke er udtryk for et repræsentativt udsnit af befolkningens holdninger, men giver et indblik i en række holdninger blandt de udvalgte borgere og idéer til emnet.

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625