Hovedtema Kultur, fritid og oplevelser
Kommuneplanstrategi 2008 - 2020
Adgangen til gode og alsidige kultur- og fritidsaktiviteter er til glæde og gavn for kommunens borgere. Samtidig er kultur- og fritidstilbudene væsentlige for at fastholde og tiltrække bosættere, virksomheder og for social, sundhedsmæssig og økonomisk bæredygtighed generelt. Oplevelsesøkonomien udgør en voksende del af samfundsøkonomien, derfor skal der fokuseres på vidensdeling og etablering af ligeværdige partnerskaber mellem private og offentlige aktiviteter på kultur- og fritidsområdet.
Næstved Kommune rummer mange faciliteter og institutioner på kulturområdet; men de opfattes sjældent af udenforstående som del af en sammenhæng. Byrådet vil i samarbejde med kommunens borgere og foreninger sikre, at Næstveds kultur- og fritidsliv bringes på danmarkskortet. Der skal skabes synergi mellem de mange tilbud i kommunen, og der skal være balance imellem det traditionelle og fornyelsen.
Sammen med foreninger og kulturinstitutioner vil Næstved Kommune sætte en ny dagsorden som stedet med de bedste udfoldelsesmuligheder for hele familien – med særlig vægt på børne- og ungekulturen. Desuden skal tilgængeligheden sikres i kultur- og fritidstilbudene, så ældre og handicappede får mulighed for at leve og opleve et varieret fritidsliv.
Breddekulturen er bærende i Næstved. Foreningslivet med dets alsidige tilbud, engagement, sammenhold og den lokale identitet er omdrejningspunktet for aktiviteter og udfoldelse. Rammerne er de lokale samlingssteder, og aktiviteterne bæres overvejende af frivillige. Engagementet i breddekulturen er samtidig fundament for at udvikle mere specialiserede tilbud som Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Rønnebæksholm samt nye attraktioner og oplevelser.
Som supplement til de foreningsbaserede og de professionelle kultur- og fritidstilbud skal der udvikles tilbud og fysiske rammer for et uorganiseret og spontant kultur- og fritidsliv.
For at sikre kvalitet, bæredygtighed og ejerskab, er det vigtigt, at nye initiativer udvikles i dialog med borgerne og fokuserer på mulighederne for synergi mellem eksisterende og nye aktiviteter.
Næstved Arena skal være et billede på denne synergi mellem eksisterende og nyt. Aktørerne inden for sport, kultur og oplevelser ses – sammen med sundhedsområdet og uddannelsesområdet – som centrale strategiske samarbejdspartnere i arbejdet med at definere indhold og aktiviteter i en unik Arena.
Byrådet vil øge indsatsen for at styrke kultur og oplevelser i bybilledet, og dermed bidrage til strategien om at gøre bymidten i uddannelsesbyen Næstved attraktiv. Ligeledes skal der arbejdes på at udvikle sammenhængen mellem foreningernes kultur og fritidstilbud, de lokale faciliteter og tilbuddene til turister, der besøger Næstved.
Se indsatsområder for kultur, fritid og oplevelser
Sidst opdateret den 16. november 2011