Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599
Skriv til Næstved Kommune

Statistikken

Ser man på de statistikker, der løbende laves over forhold i Danmark, kan man konstatere, at Næstved Kommune og dens borgere ligger endog meget tæt på gennemsnittet i en lang række sammenhænge. Man kan næsten kalde Næstved et sindbillede af Danmark.

Blandt andet af den grund bliver kommunen ofte brugt til forsøg for nye tiltag. Stofa og TDC har brugt Næstved som forsøgsområde til diverse bredbånds-projekter. Det første sted, man forsøgte sig med Danmønt var her. Ved kommunalreformen blev Næstved udpeget som én af pilotkommunerne for jobcentre, hvor alt samles under en kommunal paraply. Kommunen er også udvalgt til et projekt, der skal få flere unge til at tage en ungdomsuddannelse.

Aldersfordeling

Men hvem er de så, Næstveds borgere, der så ofte bliver brugt, når der er brug for at teste nye tiltag på danskerne?
80.954 var tallet, da antallet af borgere blev gjort op den 1. januar 2009. Dykker man ned i tallene, viser det sig, at også med hensyn til aldersfordelingen i kommunen, ligger man målt i procent ganske tæt på landsgennemsnittet, hvad enten man ser på de yngste eller de ældste årgange:
0-2 årige (2.853), 3-6 årige (3.829), 7-16 årige (10.335), 17-27 årige (7.025), 25-64 årige (43.732), 65-79 årige (9.910), 80-99 årige (3.261), 100-106 årige (9).

Daginstitutioner og skoler

Hvad enten det gælder de yngste eller de ældste, har kommunen som mål at skabe rum og plads til alle.
Der er pladsgaranti for alle børn fra de er 30 uger til de begynder i skolen. Tre vuggestuer og et kompetent korps af dagplejemødre sørger for pasning af de 0-2 årige. Desuden har kommunen 39 integrerede børnehaver for 0-6 årige samt 14 børnehaver for 3-6 årige.

Med 27 folkeskoler til næsten 9.000 elever står kommunen også godt rustet. Skolerne er spredt ud over hele kommunen. Det samme er de boliger, børnene skal bo i med deres forældre.

Boliger

Der er 39.753 boliger i Næstved Kommune. De fleste boliger er parcelhuse (18.625), dernæst kommer flerfamiliehuse/etageboliger (11.144) og række-, kæde- og dobbelthuse (6.938).

Huspriserne bevæger sig hele tiden. Men det faktum, at kvadratmeterprisen for et parcelhus i f.eks. Næstved ligger tusindvis af kroner under prisen for et identisk hus i hovedstadsområdet, har ikke ændret sig i årevis.

En måde at udregne fordelene ved at bo i Næstved Kommune og pendle til hovedstaden får man ved at se på, hvor mange timelønninger man i løbet af et år bruger på at pendle. Den økonomiske fordel ved at have hus i Næstved vil fortsat være ganske markant.
At mange benytter sig af det illustreres ved, at de fem sammenlægningskommuner med tilsammen 756 netto-tilflyttere i 2006 havde landets største tilflytning. I 2008 var der 253 netto-tilflyttere. Tilflytterne kommer mest fra det øvrige Sjælland samt fra hovedstadsområdet.

De ældre

En fordelagtig kommune er Næstved også for de borgere, der har sagt farvel til arbejdsmarkedet. I 2008 var godt 13.000 borgere folkepensionister.
Kommunen har ni ældrecentre med 523 plejeboliger, ni aktivitetscentre samt andre tilbud til de ældre. Alt sammen udtryk for kommunens mål om at sikre, at svage borgere, handicappede og ældre også synes, at det er godt at bo og leve i Næstved Kommune.   

Center for strategi og udvikling, Kommunikation
Telefon: 5588 5050
E-mail:
Sidst opdateret den 21. januar 2010

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625