80 familier tester elbil – gratis!
3. november 2011
Hvor langt kører en elbil på en opladning? Er det sandt, at den er helt lydløs? Hvad gør man, når man er på besøg hos tante Oda i Ringsted og har brug for at lade op for at kunne komme hjem? Kan sådan en elbil overhovedet køre, når det er snevejr?
Mange spørgsmål trænger sig på – og de færreste har råd eller mod til at investere i en elbil lige nu. Men snart kan borgere i Næstved selv afprøve fordele og ulemper ved elbilerne, ganske gratis og næsten helt uforpligtende.
Prøv det!
Firmaet ChoosEV har indgået en aftale med Næstved Kommune om projekt test-en-elbil, hvor 10 elbiler udlånes til borgere i 3 måneder ad gangen. Som ”tak for lån” forpligter deltagerne sig til at svare på spørgeskemaer og generelt dele ud af deres nyvundne erfaringer med elbilen – f.eks. via blogs. Projektet er endnu kun i opstartsfasen – finansieringen er ikke helt på plads og bilerne er endnu ikke kørt ud fra fabrikken. Først i løbet af foråret vil der blive annonceret efter interesserede borgere – men allerede nu kan man melde sig på projektets hjemmeside: testenelbil.dk
De første borgere kan få en forsmag på elbilernes kvaliteter søndag den 19. december kl. 11.00 – 13.00, hvor ChoosEV præsenterer en af deres biler på Akseltorv – og giver prøveture.
Elbiler?
Elbiler er en del af løsningen på fremtidens udfordringer med manglende oliereserver og krav om stærk reduktion af CO2-udslippet. Der er ikke mange elbiler på markedet i øjeblikket og dem der er, er pebrede i pris. Derfor er kommunen glad for samarbejdet med ChoosEV, der iværksætter elbilstestning i en lang række kommuner – fordi det giver helt almindelige borgere mulighed for at prøve den nye teknologi.
Vil du være testperson, så tilmeld dig på www.testenelbil.dk
Sidst opdateret den 15. november 2011