Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599
Skriv til Næstved Kommune

De kommer fra syd...

3. november 2011

De kommer fra nord. De kommer fra vest. Og der kommer særligt mange fra øst. Koreanere, kinesere og især japanere har virkeligt fået øjnene op for den danske ældrepleje, som den praktiseres i Næstved Kommune.

Foto af japanere på besøg i Næstved Kommune

Du har måske set dem i gadebilledet. De ligner almindelige turister, men i stedet for at nyde Karrebæksmindes strande, Gavnøs tulipaner eller Bonbon-lands rutcheture, så er de kommet for at høre og se, hvordan vi drager omsorg for vores ældre.

Hvert år kommer der mindst 15 internationale delegationer for at besøge vores kommune. Mange af dem har rejst den halve jord rundt for at besøge vores ældrecentre. Det er både organiseringen af ældreplejen, vores finansieringsmodeller og vores hjælpemidler, der interesserer gæsterne fra øst. Men det er især tonen i ældreplejen, der virkelig rykker ved gæsternes opfattelse af ældrepleje.

De asiatiske kulturer har ry for at behandle deres ældre med en særlig respekt. Men gennem de sidste 20 år er flere tusinde studerende, forskere, journalister, plejepersonale og interesseorganisationer kommet til Næstved for at høre, hvordan vi taler til de ældre, hvordan vi behandler de ældre som enkeltindivider, og hvordan de ældre har indflydelse på deres eget liv.

Indenfor japansk forskning i ældrepleje er Danmark kendt som ”stedet, hvor de ældre smiler”. Der er skrevet bøger på baggrund af de erfaringer japanske forskere har fået i Næstved. Mange af de japanske gæster vil med egne øjne se en ældresektor, hvor personalets kvalifikationer, indsigt og empati spiller en markant rolle i hverdagen. Japanerne kommer ganske enkelt for at se vores ”hjemmehjæpere”. 10.000 km i et fly for at se ”fru Jensen” hjælpe ”hr. Hansen” med de daglige måltider.

En værdifuld spejling

”Når vi viser vores arbejdsplads frem for interesserede og velforberedte gæster, er det altid en fornøjelse. Det er meget ofte gæster med faglig indsigt i vores område. Derfor bidrager deres overvejelser og refleksioner til, at vi bliver endnu klogere på den kultur, som både jeg selv og organisationen er rundet af. Det gør det umagen værd at afvikle foredrag og fremvisninger igen og igen”, fortæller chef i distrikt øst Birgitte Ettrup og fortsætter: ”Når de mange gæster vises rundt på for eksempel Kildemarkscentret, er det også ofte forbundet med sjove oplevelser for de borgere, der gerne viser deres boliger frem og får luftet deres engelskkundskaber. Nogle af studiegrupperne spiser med ved aftensmåltidet; så foruden de faglige observationer og det sociale samvær, får gæsterne smagt hjemmelavet dansk hverdagsmad; nogle af retterne får flere anmelderroser end andre.

Center for strategi og udvikling
Telefon: 5588 5200
E-mail:
Sidst opdateret den 15. november 2011

 

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625