Forside
/ ... /
Laver tandplejen huller eller reparerer de dem?
Laver tandplejen huller eller reparerer de dem?
3. november 2011
Tandplejen i Næstved Kommune ser rigtig mange tænder. Noget nær 358.000 tænder kommer hvert år gennem kyndigt tandeftersyn, og i nogle af de tænder er der huller. Men laver tandplejen huller eller reparerer de dem? En elev fra en af specialklasserne skulle have lavet tænder på Kalbyrisskole og var meget i tvivl.
Eleven skulle have ordnet sine tænder af et par omgange, og efter sidste besøg henvender pigens lærer sig til tandplejen og siger: ”I må ikke sige i har lavet pigens huller”. Tandlægen er et stort spørgsmålstegn, og kan ikke forstå hvorfor hun ikke må fortælle pigen, at alt nu er i orden? Dertil svarer læreren: ”Pigen havde sagt til mig dagen efter sidste behandling at hun havde ondt i en tand. Jeg svarer, at det da ikke kan passe, da hun jo lige har været til tandlæge. Til det svarer pigen: ”Ja, og de lavede et hul, og det er jo det jeg har ondt i nu!!””.
Så læreren bad efterfølgende tandplejen om at sige, at hullerne er blevet repareret og ikke lavet.
At lave, eller reparere, tænder, det er tandplejen i Næstved Kommune rigtig god til. Omkring 20% af de unge der bliver sluset ud ved 18 års-alderen, dvs. 200, har haft et tandtraume, altså slået tænderne, så tandplejen har rigtig stor erfaring i at ordne tandskader og er følgelig dygtige til det. Tandplejen opfordrer alle til at møde op til den aftalte tid når man har fået en indkaldelse – på den måde bliver tiden brugt mest fornuftigt, og små begyndende huller bliver opdaget i tide.
Sidst opdateret den 15. november 2011