Elever til udlandet

5. december 2011

Christina er kontorelev i kommunen. Men i stedet for at møde ind på Rådhuset, har hun siden sommerferien været i praktik i Bruxelles.


Billede af Christina som er elev i Næstved Kommune

Tre måneder er gået og min udstationering i Bruxelles, Belgien er slut. Det har været et ophold, hvor jeg har udviklet mig både personligt og fagligt. Jeg rejste til et helt ukendt land og kendte ingen mennesker, men trods det, gik der kun en lille uge, før jeg havde fået et netværk blandt de 90 andre danske praktikanter. Det er en storby med bedre vejr end Danmark. Det tæller positivt. Og der er altid noget at tage sig til. Det er en by med et rigt kulturliv, både med koncerter, museer, tøjbutikker, restauranter med lækre muslinger og pomfritter og ej at forglemme de lækre belgiske øl. Folk i jakkesæt præger bybilledet, men på min danske arbejdsplads på regionskontoret Zealand Denmark EU Office har vores tøjstil været lidt mere afslappet.

Arbejdet har været meget forskelligt fra Næstved Kommune. Jeg kommer fra en økonomiafdeling fyldt med dokumenter og systemer med tal i lange rækker og kolonner, til et kontor med fokus på at promovere Region Sjælland internationalt og vise hvilke muligheder, der findes i EU for Region Sjælland. Det har været et spændende arbejde med udfordringer som f.eks. nationalsprogene i Belgien, fransk og flamsk. Det har ikke været let at skulle brokke sig til budet, når vi har modtaget forkerte varer til kontoret, når buddet kun taler fransk. Jeg glæder mig til at komme hjem, for familien og vennerne er savnet, men jeg vil tænke tilbage på opholdet som en kæmpe oplevelse. Jeg kan varmt anbefale Bruxelles. Det er en spændende by, som er et besøg værd!

Jeg har ikke kun fået en oplevelse for livet, men også mere selvtillid og gåpåmod til at løse nye udfordrende arbejdsopgaver i Næstved Kommune.

Jul i Bruxelles er noget af det hyggeligste. Der er julemarkeder rundt omkring i byen, fine julelys og juletræer i gaderne og sågar julemusik i metroen. Nu mangler der bare sneen.

God jul til alle i Danmark
Christina – 21 år og kontorelev i Næstved Kommune

Center for strategi og udvikling
Telefon: 5588 5200
E-mail:
Sidst opdateret den 5. december 2011
God jul

Traditionelt redegør vi for, hvad kommunen er gennem tal, grafer og servicebeskrivelser. Nu forsøger vi at beskrive, hvem Næstved Kommune er gennem en online julekalender.

Hver dag kan borgerne åbne for en lille historie, som fortæller en overraskende, opfindsom eller illustrativ historie fra den kommunale hverdag. Lige der, i krydsfeltet, hvor en af de 8.000 medarbejdere udfører et stykke arbejde til gavn og glæde for nogle af de 80.000 borgere i kommunen. 

Oversigt over alle kalender-historierne

FAKTA

Lidt om elever i Næstved Kommune

Antal:
- 1. års elever: 8
- 2. års elever:: 8
- kvinder: 8
- mænd: 8
- ansøgere i 2010: 298
- lande vi har udstationeringskontakter i: 7
- der er udstationeret nu: 4
- voksenelever dvs. over 25 år: 3
- der bor i Næstved kommune: 12
- der bor i andre kommuner: 4
- Yngste elev er 19 år
- Ældste elev er 34 år
- Elevers gennemsnitsalder: 23 år
Det tager 2 år at blive assistent med speciale i offentlig administration. De tager deres skoleperioder på ZBC i Næstved
Der er 4 skoleperioder inkl. fagprøven. Eleven er som udgangspunkt i samme forvaltning/center hele uddannelsen igennem.

- Antal der blev ansat enten i vikariat eller fast stilling af dem der blev udlært 31.08.2010: 5 ud af 8

Bliv elev i kommunen

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625