Et perfekt job-match
19. december 2011
Forleden sagde min mand: ”Du er godt nok blevet i bedre humør, efter du har fået arbejde” griner Lotte og må give ham ret: ”De første par uger man går hjemme, er det da meget hyggeligt. Men så ryger man ligesom ned i et hul – uden selv at opdage det.”

For mere end 10 år siden fik Lotte tilkendt førtidspension, fordi hun har sclerose. Men mødte du hende til din onkels fødselsdag, er det ikke den historie hun ville fortælle fra sin hverdag: ”Jeg har et fantastisk givende arbejde med børn, der har været hjerneskadede siden fødslen. Hver morgen hjælper jeg dem med at komme op, i tøjet og spise morgenmad. Jeg arbejder 15 timer om ugen på Hollænderhusene, en institutionen for udviklingshæmmede børn i Næstved Kommune. Egentlig har jeg en kontor-uddannelse, men da jeg så det her stillingsopslag, prøvede jeg at søge.”
Og det er Birgit, afdelingsleder på Hollænderhusene, glad for: ”Vi kan ikke undvære Lotte. Det er ikke svært at få tingene til at gå op - Jeg lægger et skema, som passer til Lottes udfordringer, og så er hun også god til selv at sige til og fra. Lottes lyse sind og energi er en gave til alle os andre.”
Normalt ville man måske ikke forbinde sclerose med energi. Men som Lotte selv siger. ”Når et af børnene smiler helt op til ørene, så er det her verdens bedste job. Jeg kan lide at bruge mig selv og jeg føler, at jeg får det dobbelte igen. Jeg bliver aldrig af med min sclerose. Men jeg får det bedre af at være på arbejde. Selvfølgelig er jeg træt efter min tre timer lange arbejdsdag. Men så er det jo bare hjem og sove til middag.
Lottes arbejdsgiver får en mindre lønkompensation og Lotte får også løn: ”Det er ikke noget man bliver rig af – men det er da ekstra fløde på lagkagen, også selvom jeg mister nogle tilskud,” smiler Lotte.
Sidst opdateret den 19. december 2011
God jul
Traditionelt redegør vi for, hvad kommunen er gennem tal, grafer og servicebeskrivelser. Nu forsøger vi at beskrive, hvem Næstved Kommune er gennem en online julekalender.
Hver dag kan borgerne åbne for en lille historie, som fortæller en overraskende, opfindsom eller illustrativ historie fra den kommunale hverdag. Lige der, i krydsfeltet, hvor en af de 8.000 medarbejdere udfører et stykke arbejde til gavn og glæde for nogle af de 80.000 borgere i kommunen.
Oversigt over alle kalender-historierne