Europæisk blåstempling af klimaindsatsen
1. december 2011
Næstved har som den første kommune, udover København, fået godkendt sin klimaplan i Europa Kommissionen.
Jeg er utroligt glad for, at klimaarbejdet i Næstved Kommune nu er godkendt i EU, og at vi er en af de første danske kommuner, det er lykkedes for,” fortæller formand for Lokaldemokratiudvalget Lene Koustrup: ”Det blåstempler vores arbejde med at reducere udledningen af CO2 og viser, at vi som lokal myndighed vil arbejde for at gøre noget så globalt som klima helt konkret for den enkelte borger og virksomhed”.
Næstved Kommune har ligesom en række andre danske kommuner, underskrevet den Europæiske Borgmesterpagt, på engelsk The Covenant of Mayors. Ved at underskrive pagten forpligter man sig til at reducere sin udledning med mere end 20% i kommunen som geografisk område. Samtidig skal man indsende en handlingsplan til Europakommissionen der viser, hvordan man vil nå målet og den skal godkendes, inden man er fuldgyldigt medlem. Det er Næstved Kommune nu, som en af de første kommuner i Danmark.
| Borgmesterpagten er et initiativ fra Europa Kommissionen, der har til formål at inddrage lokale myndigheder og borgere i processen med at nedbringe CO2 udledningen, fordi 80% af energiforbruget og CO2 emissionen stammer fra bymæssige aktiviteter. Over 3000 europæiske byer har nu underskrevet aftalen, hvor man forpligter sig til at reducere sin CO2 udledning med mindst 20% i kommunen som geografisk område. Det vil sige, at ikke kun kommunens egne bygninger og adfærd skal ændres, også udledningen fra borgere og erhverv skal reduceres, hvis målet skal nås. |
Sidst opdateret den 1. december 2011