Fokus på trivsel skaber energi-smil
9. december 2011
Mathias og far kommer ind ad døren og Malene står klar med et godmorgen-smil og et velkommen. Der er allerede kommet et par børn, som hygger med morgen-juletegninger og halv-søvnige øjne. De to ansatte, som indtil videre er mødt, har i dag overskud og trives i morgenstemningen, hvor flere og flere forældre stille og roligt dukker op med deres barn i Frit16.
Men har det altid været sådan?
Hjælp til at forandre
Det har ikke altid været med overskud og smil på læben, at de ansatte har stået klar. Derfor tog Frit16 kontakt til Kontoret for Risikostyring, Arbejdsmiljø og HR for at spørge om hjælp til at få sat trivsel i tale.

Hjælp til andre
To konsulenter – Anne, HR-konsulent og Dorthe, Arbejdsmiljøkonsulent – har derfor i samarbejde med leder, Bjarne Boisen, Arbejdsmiljørepræsentant, Lars Mejer Frederiksen og Tillidsrepræsentant, Flemming Kolacinski, tilrettelagt to halve dage, hvor alle ansatte har sat fokus på trivsel og talt om det, de ansatte gør rigtig godt, og som der skal holdes fast i og gøres endnu mere af i Frit16. Der blev også talt om, hvad der kan gøres endnu bedre for at skabe overskud og energi i børnehaven, og så bliver de små smil større i hverdagen.
Jule-handling?
Ligesom det ikke kun er efter jul, vi skal tænker på kure – men at livsstilsændring skal holdes hele livet, så er trivsel heller ikke en opgave, som du bare kan sætte hen i reolen og sige ’så, nu klarede vi dét’. ”Der skal hele tiden arbejdes med trivsel, og hvordan vi har det med hinanden, så vi har overskud og energi til at yde den bedste service overfor forældre og børn i Frit16”, siger Bjarne Boisen.
Anerkendelse på dagsordenen
Der er i Frit16 arbejdet med handlingsplaner på tværs af de tre små teams. For eksempel med at skabe et større fællesskab, at være mere åbne om det at sige til og fra, og at spørge om hjælp. Og ikke mindst at være opmærksom på de små forskelle vi kan gøre for hinanden i hverdagen blot ved en lille anerkendelse eller et smil.
De ansatte i Frit16 har fået skabt en fælles forståelse for hinandens arbejde og kompetencer, og har fokus på at lidt anerkendelse i hverdagen gør en forskel på humøret og energien.
Ligesom det nærmest er en indbygget ”refleks” at give anerkendelse til børnene, når de har gjort noget godt og vigtigt, så er der nu fokuseret på også at give hinanden anerkendelse for det arbejde, den enkelte udfører i hverdagens travlhed. Det er ikke fordi, der bruges timer på at sidde og rose hinanden, men bare det at man for eksempel lige får sagt ”ej, hvor var det godt at du lige kunne tage over dér” eller ”dejligt at du havde sørget for ro og hygge om børnene til morgen”.
Sidst opdateret den 12. december 2011