Fornem pris til Herregårdshaven ved Rønnebæksholm

20. december 2011

Keld Kryger, Susågårdens leder af gartnerholdet, modtager Havekulturfondens Hæderspris 2011 for sit arbejde i Herregårdshaven.

Luftfoto af Herregårdshaven ved Rønnebæksholm

Havekulturen blomstrer på Rønnebæksholm. Dette års hæderspris fra Havekulturfonden går således til gartner Keld Kryger, Susågården. Keld Kryger modtager prisen for sit engagement og sin evne til at engagere en gruppe ledige til at skabe en mangfoldig og frodig herregårdshave ved Rønnebæksholm. Hædersprisen består af et kontant beløb samt bronzeskulpturen ’De kurtiserende Traner’ skabt af kunstneren Helen Schou (1905-2006). Prisen er blevet uddelt hvert år siden 1993, første gang til Søren Ryge Petersen. Modtageren i 2010 var Claus Dalby.

Lyst til at gøre en forskel

Keld Kryger har igennem sit arbejde på Susågården forenet sin passion for gartnerfaget med sin lyst til at gøre en forskel for andre. Redskaberne til at gøre denne forskel er bl.a. spade, rive og beskæresaks samt 6000 m2 jord ved Rønnebæksholm.

Keld KrygerDa Keld begyndte arbejdet med haven i 2004 havde han, som han siger, ”den mest vidunderlige eng med blomstrende Taraxacum officinale. Blomsten smager i øvrigt rigtig godt i kryddersnaps."

Engen skulle omdannes til en renæssancehave, og sammen med de ledige har Keld inddelt haven i 18 felter hvert med sit eget tema f.eks. georginer, krydderurter, frugtbuske eller grønsager. Og hver sæson byder på et nyt eksperiment. I 2011 var det således bønner i adskillige afskygninger.

Verdens bedste job

Arbejdet med Herregårdshaven er en kilde til fornøjelse for den snart prisbelønnede gartner. ”Jeg har verdens bedste job! Tænk, at jeg med haven som middel er i stand til at give mennesker et indhold i hverdagen. At se dem få selvværd og selvtillid, når de oplever, at arbejdet har mening, når vi f.eks. høster årets afgrøder. Og at se det stadigt voksende publikum komme forbi og nyde freden, roen, farverne og have glæde af haven. Jo, det er verdens bedste job!”

Også Linda Frederiksen, 1. viceborgmester og formand for arbejdsmarkedsudvalget, er glad for nyheden om hædersprisen.

”Fra politisk side har vi gennem en årrække været utroligt glade for det bidrag, Herregårdshaven har givet til beskæftigelsesindsatsen i Næstved Kommune. Jeg har selv gennem årene fulgt med i Herregårdshavens udvikling og resultaterne for de borgere, der gennem tiden har været aktive i haven. Og så giver haven jo noget dejligt at kigge på og opleve for os andre."

Prisoverrækkelse

Havekulturfondens formål er at fremme havekulturen, idet ordet 'have' tages i videste betydning som beplantning i forbindelse med bebyggelse. Dette gøres blandt andet ved at uddele en årlig hæderspris til en person, der i særlig grad har virket for havekulturens fremme.

Onsdag den 21. december kl. 10.30 bliver prisen overrakt af Havekulturfondens formand, Ivan Hyllested, og borgmester Carsten Rasmussen holder tale. Susågården og Rønnebæksholm er værter ved prisoverrækkelsen, der foregår i Herskabsstalden på Rønnebæksholm.

Job-, Omsorgs og Sundhedsforvaltningen, Susågården
Telefon: 5588 6850
E-mail:
Sidst opdateret den 21. december 2011

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625