Næstved Kommunes Arbejdsmiljøpris 2011

21. december 2011

Årets arbejdsmiljøpris er netop blevet uddelt til Center for Socialt Udsatte – et tilbud til de mennesker, der ikke har tag over hovedet, og som trænger til en varm stue, selskab eller aktiviteter i løbet af dagen. Det gælder også for borgere som er blevet afhængige af stoffer eller som på anden måde har slået bak i livet, og har brug for hjælp til at komme fremad igen.

Overrækkelse af arbejdsmiljøprisen 2011
Fra venstre Hanne Sørensen, borgmester Carsten Rasmussen og leder for Center For Socialt Udsatte Troels Permin

Det er blevet sværere at være en del af det såkaldt normale samfund,” forklarer Hanne Sørensen på spørgsmålet om, hvem det er Center for Socialt Udsatte arbejder for. Hun er tillidsmand på centret og har arbejdet her som socialpædagog i 13 år: ”Alting er blevet så specialiseret og tolerancen er i hvert fald ikke blevet større. De mennesker vi arbejder med, er røget ud over kanten på samfundet. Vores job er ikke at ynke eller synes det er synd for dem – vores job er at få dem ombord i samfundet igen - skridt for skridt.”

Den beskrivelse af Center for Socialt Udsatte er leder Troels Permin meget enig i. Han kom til centret for under et år siden, og har stået for en større fysisk sammenlægning af flere afdelinger. Før har han været leder i politiet og blandt andet arbejdet med unge og forebyggelse.

Direkte adspurgt om der ikke er stor forskel på politi- og pædagog-verdenen svarer han tøvende: ”Der er en anden omgangstone og tilgang her. Men lighederne er faktisk lettere at få øje på – begge steder arbejder vi der, hvor andre ikke kan agere. ”

Og for at det kan lykkedes, så godt som det gør, er arbejdsmiljø og trivsel blandt de ansatte uvurderlig. På Center for Socialt Udsatte passer man på hinanden både fysisk og psykisk. Man kan altid ringe til sin kollega. Svære episoder bliver talt professionelt igennem. Og når der er hjemmebesøg hos en bruger, noterer man, hvor man er og der bliver ringet og fulgt op, hvis man ikke melder klar igen. Der er kort sagt orden i sagerne.

”Kom bare ind”
Ja der er ikke bare orden i sagerne – der er også åbenhed om tingene. Brok og dårlig stemning får ikke lov at passere ubemærket hen. På Center for Socialt Udsatte er det afgørende at finde ud af, hvilke frustrationer, der ligger bag murren i krogene – ikke om en uges tid, men med det samme. Og hvis man går og tumler med noget, er man altid velkommen på Troels Permins kontor.

”Min dør er altid åben for medarbejderne. Jeg bestræber mig på at være ægte tilstede og lytte til det, mine medarbejdere vil fortælle mig” siger Troels Permin og fortsætter: ”Jeg kan jo tydeligt huske fra tiden inden jeg blev leder, at banker man først på lederens kontor – ja så er det fordi man har noget på hjertet. Når vi så har taget en snak, er det ikke sikkert, at jeg kan løse den ansattes problem, eller jeg deler opfattelsen af at se tingene på. Men jeg har lyttet og vi har talt sammen. Jeg bestræber mig også på, at give medarbejderne plads og ’frit lejde’ til at komme og sige, hvis de oplever noget, der ikke fungerer. Det er jo medarbejderne der er ude i marken og oplever tingene helt tæt på. Jeg stoler på dem og deres kompetencer.”

Prisen og pengene skal geninvesteres
Både Hanne og Troels er enige om, at der ingen mirakelkur findes på et godt arbejdsmiljø. Og de vil heller ikke hvile på laurbærbladene – selvom de er både stolte over og glade for prisen. Centret har endnu ikke besluttet, hvad de 25.000 kroner skal bruges til. Sikker er det dog, at de skal bruges, så alle ansatte får glæde af dem, og sådan at arbejdsmiljøet kan fortsætte med at være så godt.

Sidst opdateret den 21. december 2011
FAKTA

Center for Socialt Udsatte
Flere hundrede borgere får hvert år hjælp og støtte i centret, som indbefatter varmestue, botræningsboliger, hjemmevejledere og Specialkorps, Rådgivning for Stofmisbrugere, Gadeteam, bostøtteprojekt, mobilsygepleje, bofællesskabet Marskvej, Bo- & støttecenter Blegdammen og forsorgshjemmet. Fordelt på Rådgivningen For Stofmisbrugere, Afdeling for Væresteder og Afdeling for Boformer og støtte. Hovedadresserne er Toldbodgade 19 og Marskvej 22B - der er 65 ansatte.

Arbejdsmiljøpris
Hvert år uddeler Næstved Kommune en arbejdsmiljøpris på 25.000 kr. til en kommunal virksomhed, afdeling eller kontor, som har gjort en særlig indsats for trivsel og på at nedbringe sygefraværet.

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625