NemId er en god ide
22. december 2011
Hvad har Jacob på 18, Helle på 33, Jens på 54 og fru Pedersen på 73 til fælles? De bruger nu alle NemId efter et besøg i Borgerservice.
Jacob skulle søge SU via internettet, og skulle derfor bruge NemId. Han troppede op i BorgerService for at få hjælp, og der udstedte de en NemId til ham.
Via kommunens hjemmeside www.naestved.dk kan alle borgere med fordel benytte de mange digitale selvbetjeningsløsninger. Det gjorde fraskilte Helle også. Hun mødte op i BorgerService for at søge boligstøtte, og i løbet af kort tid blev hun guidet igennem proceduren og kunne med sin NemId nu selv udfylde ansøgningsskemaet elektronisk.
”Digitale ansøgninger forenkler sagsbehandlingen. Vi har alle oplysninger, når borgerne udfylder de digitale skemaer, og det betyder at vi ikke længere skal bruge tid på at indhente yderligere informationer,” fortæller borgerservicechef Bodil Josefsen.
Hvis man f.eks. skifter job og skal rette i sin forskudsopgørelse, kan man som 54-årige Jens også selv gøre det. Han mødte op i BorgerService og fik hjælp til at gå på www.skat.dk via sin NemId på en af kommunens selvbetjenings-pc’er. Nu er Jens’ forskudsopgørelse ændret.
Fru Pedersen havde solgt sit hus og var flyttet i en ældrebolig. Hun mente, at hun kunne få varmetillæg, så hun gik på www.naestved.dk, hvor hun fandt den digitale ansøgning om varmetillæg. Fru Pedersen havde NemId til sin webbank, og den gælder selvfølgelig også på kommunens hjemmeside. Hvis den ikke virker, kan man selv aktivere NemId’en til det offentlige.
Flere og flere borgere benytter i stigende grad digital selvbetjening. Det sparer kommunen for en masse penge, for borgerne behøver ikke møde op i BorgerService, og ofte forkorter det også sagsbehandlingstiden.
”Selvbetjening er vejen frem, og vi hjælper gerne borgerne med at få udstedt NemId eller med at aktivere den NemId, som de allerede har til webbanken”, slutter Bodil Josefsen.
Gør som Jacob, Helle, Jens og fru Pedersen. Betjen dig selv på nettet, og undgå at stå i kø i Borgerservice. www.naestved.dk og www.skat.dk er åbent 24 timer i døgnet, alle ugens dage.
Sidst opdateret den 21. december 2011