Det sagde Byrådet
4. februar 2010
På mange måder var trafik – eller muligheden for bevægelse – gennemgående på byrådsmødet mandag den 1. februar. På et forholdsvis kort møde blev det besluttet at sætte arbejdet med den østlige fordelingsvej i gang allerede i år. Desuden blev lokalplanen for Fodsporet, den gamle jernbanestrækning mellem Næstved og Slagelse, sendt i offentlig høring.
Grønt lys for østlig fordelingsvej
Går alt efter planen, vil man allerede i oktober 2012 kunne køre fra Køgevej til Præstøvej på den ny østlige fordelingsvej og på en nye Stenlængegårdvej fra Østre Ringvej til fordelingsvejen. Et enigt byråd satte skub i fordelingsvejen og frigav 6,8 millioner kroner, som skal bruges til projektering og udbud i år.
Selve arbejdet kan gå i gang til september. I en tid med økonomisk krise, vil det give tiltrængte arbejdspladser og samtidig gode muligheder for at forhandle fornuftige priser. Det forventes at den 7,9 km lange vej vil koste i alt 242 millioner kr. Til gengæld regner man med, at der vil køre 8000 biler i døgnet. Og når staten åbner den nordlige omfartsvej mellem Køgevej og Slagelsevej, vil det give hele trafiksituationen på Sydsjælland et løft.
Følg med vejprojektet her
Fælles fodslag om Fodsporet
Hvilke muligheder skal der være på den gamle jernbane mellem Næstved og Slagelse? Borgergrupper, stiråd og styregruppe er kommet med en lang række forslag og der er blevet udarbejdet en lokalplan. Den får alle nu en mulighed for at kommentere, da byrådet godkendte, at det skal i offentlig høring.
Banen blev etableret helt tilbage i 1892, og i 1971 ophørte al togtrafik. Siden er banelegemet forfaldet, og strækningen fremstår nu som en 50 km. lang grøn korridor gennem agerlandet og de mindre byer. Banens vilde og uberørte præg har lokalplanen tilstræbt at bevare. Samtidig skal stien give muligheder for bevægelse – hundeluftere, cyklister, løbere, ryttere og skatere er alle blevet taget med i overvejelserne.
Lokalplanen giver mulighed for op til 22 såkaldte aktivitetsområder på den del af Fodsporet, der ligger i Næstved Kommune. Det kan betyde bænke, skraldespande, grillpladser, naturlegepladser eller shelters. Et enkelt byrådsmedlem advarede dog mod en ’tivolisering’ af strækningen, men nu er det op til alle de kommende brugere og til naboerne at kommentere lokalplanen. Det kan man gøre på et borgermøde den 25. februar i Samlingssalen på Hyllinge Skole, eller man kan læse planen på et bibliotek, i BorgerService og på www.naestved.dk og kommentere skriftligt.
Mød op eller følg med på nettet
Husk byrådsmøderne er offentlige. Det betyder, at alle borgere er velkomne til at overvære møderne – og stille spørgsmål til byrådets medlemmer. Næste møde er mandag den 1. marts kl. 18.30. Dagsordenen findes på www.naestved.dk/ByraadPolitik - Her kan du også følge byrådsmøderne online.
Sidst opdateret den 4. februar 2010