Internationalt farve-kapow i Ventesalen
1. februar 2012
I en flyvemaskine over Danmark sidder der lige nu en italiensk graffiti-kunstner ved navn Wany og drømmer om Næstved Banegård: Han har fået tre hvide vægge i Ventesalen stillet til sin rådighed. Ingen kender endnu resultatet, men hans farve-fornemmelser og blandinger af illustrationer og bogstaver plejer ikke at være kedelige.
Mandag den 6. februar præsenterer Næstved Ungdomsskole nye værker i Ventesalen på Banegårdspladsen. Denne gang af den internationale urbane kunstner Wany fra Milano i Italien. Wany, der for første gang besøger Danmark, er mest kendt for hans særlige samspil mellem markante illustrationer og klassisk graffiti. Wany har i mange år levet som professionel kunstner, AD’er og illustrator, og har udstillet i lande som Frankrig, Kroatien, Tyskland, Belgien, Holland, Brasilien, Schweiz og Argentina.
Ventesalen som udstillingsramme på Næstved Banegårdsplads er kommet godt fra start. Borgere, pendlere og turister har modtaget den første udstillingsrunde af kunstneren Swet fra Malmø positivt. Hans energiske, svingende og farvestærke værker har skabt nyt liv.
”Før vi hængte graffiti-værkerne op i Ventesalen, så der mildest talt temmelig bombet ud,” fortæller Claus Michael Pedersen og fortsætter: ”Vi var spændte på, om folk kunne holde nallerne fra værkerne. Måske var der nogen der mente, at de skulle male videre på dem… Men jeg må sige, at alle har taget godt mod udsmykningen. Der er ikke noget, der er blevet ødelagt. Hvor er det fedt at bo i en by, hvor man tænker ’Jeg ødelægger ikke noget – alle skal have mulighed for at glæde sig ved det, der er blevet hængt op'”
Sidste chance for at se Swets værker er søndag den 5. februar. Herefter vil de blive fragtet tilbage på ungdomsskolen.
Næstved Ungdomsskole vil løbende udsmykke Ventesalen med international urban kunst, og vil som mål inspirere lokale unge kunstnere i mødet med denne global kunstform… og på sigt åbne Ventesalen for dem!
Sidst opdateret den 1. februar 2012