Lytteklub med klassisk musik fortsætter

17. januar 2012

Lytteklubben "P2 Klubben", som startede i efteråret på Næstved Hovedbibliotek, har været lidt af et tilløbsstykke. Og nu kører hele tre lytteklubber videre – heraf to som selvstændige klubber.

Lytteklub med klassisk musik på biblioteket
Der er både tid til at høre musik og tale om den bagefter, når ”P2 Klubben” mødes på Næstved Hovedbibliotek.

Lytteklubberne med klassisk musik har siden efteråret kørt på en stor del af landets biblioteker. Og der kommer hele tiden nye biblioteker med i ordningen. NæstvedBibliotekerne er dog det eneste sted, hvor der, grundet den store interesse, kører tre sideløbende hold. Lytteklubberne, som laves i samarbejde med Danmarks Radio og bibliotekernes musiktjeneste, BibZoom.dk, er for alle, der holder af klassisk musik og har lyst til at dyrke det i fællesskab med andre.

– Der var overvældende stor interesse for lytteklubben, som i alt har 31 aktive deltagere, fortæller bibliotekar Annette Barlebo Andersen, som sammen med udviklingskonsulent Astrid Damholt står bag hovedbibliotekets populære musiktiltag.

Biblioteket modtager en færdig "pakke" fra arrangørerne på omkring fem sider med links m.m. Derefter sendes materialet ud til alle deltagerne, som har mulighed for at forberede sig. Ofte er der nogen af deltagerne, som finder lidt mere info på baggrund af dette.

Tid til at lytte og en god snak
- Der lyttes til musik ca. halvdelen af tiden, mens resten af tiden bruges til snak og refleksion omkring musikken. Der opstår nemlig ofte et eller andet, som skal diskuteres, når musikken spiller, udtaler Annette Barlebo og tilføjer, at samværet i lytteklubberne også har en social effekt udenfor klubben, hvor folk aftaler at gå til koncerter m.m. sammen.

- Klubberne mødtes forskudt en gang om måneden i efteråret og fortsætter med tre mødedatoer i foråret 2012. Vi følger hold 1 hele vejen igennem, mens de to øvrige hold har kørt selvstændigt efter to gange. Det praktiske ansvar er lagt ud til to personer på hvert hold. Til selve dagen finder vi materialer og lytteanlæg frem, udtaler Annette Barlebo.

Kendte værker på programmet
- I foråret er Carl Orffs "Carmina Burana", Beethovens "Symfoni nr. 3, Eroica" og Schuberts "Forellekvintetten" på programmet. Det er tre populære værker, som mange vil kende, men der er altid nyt at opdage, slutter Annette Barlebo Andersen og tilføjer, at der hver gang trækkes lod om en cd med det pågældende værk.

Man kan høre mere om "P2 Klubben" hos bibliotekar Annette Barlebo Andersen på: ()

Børne- og Kulturforvaltningen, Kultur- og Fritidsafdelingen
Telefon: 5588 3020
E-mail:
Sidst opdateret den 17. januar 2012

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625