Med nye energi-øjne

9. januar 2012

Ole Kjærulf fik nye ideer til at spare på energien, da han fik besøg af Energirådgiveren fra Næstved Kommunes Klimatjek-projekt. Denne vinter kan man bestille et klimatjek til en særlig fordelagtig pris.

Her bruger energikonsulenten sit termograferingskamera
Vinduet til køkkenet viste en større utæthed, som der bør kigges nærmere på

På en kold og blæsende dag ankom Peter Bolwig fra Energitjenesten med et termograferings-kamera under armen til Rønnebæk, hos Ole Kjærulf, der havde bestilt et Klimatjek. Ole Kjærulf er selv uddannet passiv-hus-designer og havde bestilt klimatjek både som husejer og som professionel. Han ønskede at udbygge sin viden om huse og deres energiforbrug, da det er en del af hans professionelle virke som arkitekt. ”Jeg ved godt, at huset som sådan er rimelig tidssvarende, men det er altid godt med nye øjne på gammelkendte vægge og høre, hvad en Energirådgiver har af viden og erfaring”

Velkommen på matriklen
Klimatjekket begyndte med, at de to snakkede om, hvilke forventninger Ole havde til besøget, og hvad han ville have belyst. Ole havde en fornemmelse for, hvad han selv kunne gøre, men med hjælp og sparring fra nye øjne, blev det klart, hvilke tiltag og investeringer, der kunne betale sig. Ole havde fundet alle sine energiregninger frem. Det så helt fint ud med energiforbruget, så termograferingskameraet bliver hevet frem, nu skal huset gennemgås fra A-Z.

Husets frakke
Vi skal også op på loftet og se, hvor meget og hvilken isolering der er deroppe. Det viser sig ofte, at meget isolering er lagt forkert eller lagt for sjusket, så her er der ofte hurtige og gode muligheder for at spare energi. Det koster ikke så meget at isolere, hvis man gør det selv, man skal bare huske beskyttelses-udstyr.

Energikonsulenten måler tykkelsen på isoleringenGrønne tanker
Imens Peter kravlede op på loftet og målte isoleringenstykkelse, og så hvor godt det lå, stod Ole med stigen i hånden og funderede: ”Klimatjekket får en til at reflektere over hele husets tilstand, og hvad man egentlig kan gøre ved det. Når man sådan har kigget på det samme hus en snes år, er det godt med nogle nye energiøjne, der kan se nye muligheder.” Peter kom ned fra loftet og foreslog at få pustet noget granulat-isolering ud for at lukke de sidste huller i isoleringen ved loft-spær.

Efter turen på loftet drøftes radiator- og gulvvarmesystemets opbygning, om det er velegnet til varmepumpe, det kræver nemlig at systemet er tostrenget. Bagefter gik vi ud og ser på muren. Peter foreslog Ole at han kunne tjekke hulmursisoleringen ved at bore et hul ind til hulrummet, tage en strikkepind og putte honning på for at se, om isoleringen er faldet sammen.

Besøget ender tilbage ved kaffebordet, hvor de to opsummerer dagens oplysninger, så de er enige om, hvad der skal fokuseres på, når den endelige klimatjek-rapport bliver udarbejdet ”Det har været et godt besøg, Peter fik belyst nogle områder i huset med termograferingen og jeg fik nogle gode simple råd. Jeg kan klart anbefale andre at tilmelde sig Klimatjek” afslutter Ole Kjærulf.

Teknik- og Miljøforvaltningen, Udvikling
Telefon: 5588 5588
E-mail:
Sidst opdateret den 10. januar 2012
FAKTA

Et klimatjek koster 1500,- kr. En meget fordelagtig pris da kommunens støtteordning betaler resten.

Man kan bestille et Klimatjek med termografering og energitjek her på hjemmesiden 

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625