Unge mødre på rette vej i Næstved

19. januar 2012

I Næstved Kommune kan unge kvinder med små børn få hjælp til at gennemføre en uddannelse.

På landsplan gennemfører færre end 20 procent af unge mødre en uddannelse. Denne statistik vil man rette op på i Næstved Kommune ved at indføre fleksible uddannelsesforløb og bruge de sociale medier til at kommunikere med de unge kvinder. Og allerede på mandag den 23. januar sætter det første hold unge mødre sig på skolebænken.

Fleksible rammer

I samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning, VEU-center Øst m.fl. har Jobcenter Næstved iværksat et pilotprojekt under navnet ”Ung mor på vej”. I første omgang betyder det, at en række unge mødre begynder et fire uger langt uddannelsesforløb, der skal bane vejen for en videre uddannelse og i sidste ende et job.

”Unge kvinder med små børn har nogle specifikke udfordringer. De har ofte mere fravær end andre, hvilket vores skolesystem ikke er indrettet til. Derfor dropper de fleste unge mødre ud af skolen. I vores projekt tager vi højde for deres særlige vilkår ved at tilbyde fleksible rammer og særlige værktøjer som for eksempel lektiehjælp og e-learning,” fortæller Flemming Larsen, konsulent i Jobcenter Næstved.

Facebook som redskab

Og netop teknologi og medier er nøgleord i projektet. ”Ung mor på vej” har oprettet sin egen facebook-side, som fungerer som kommunikationskilde og netværk for de unge. Via facebook kan kvinderne bl.a. få vejledning og rådgivning fra myndighedskonsulenter og udveksle erfaringer.

Alt tyder på, at projektet bliver en succes.

”Vi havde 16 unge mødre på besøg til informationsmødet. De 15 er tilmeldt uddannelsen og begynder på mandag,” siger Flemming Larsen og forklarer, at man udover facebook-siden vil arbejde med at inddrage frivillige organisationer og rollemodeller i projektet.

For mere information om projekt "Ung mor på vej" kan man klikke ind på www.facebook.com/ungmorpaavej eller tage kontakt til Jobcentercenter Næstved.

 

 

 

 

Job-, Omsorgs- og Sundhedsforvaltningen, Jobcenter
Telefon: 5588 6600
E-mail:
Sidst opdateret den 23. marts 2012

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625