Fejring af Hovedbibliotekets nye indretning

16. november 2011

Fredag d. 25. november fejrer Næstved Hovedbibliotek de mange nye initiativer, der er kommet til i løbet af året. Kl. 15-17 byder hovedbiblioteket derfor indenfor til fredagshygge med gløgg, kaffe, saftevand og kage plus musikalsk underholdning med gruppen Mac-K & Co.

Mac K spiller irsk og skotsk folkemusik
Der er irsk/skotsk folkemusik på programmet, når hovedbibliotekets nye indretning fejres.

Mange af bibliotekets brugere bidrog i sin tid med forslag til, hvordan man kunne indrette biblioteket, og nu er mange af idéerne så blevet omsat til virkelighed.

 

Bl.a. har biblioteket fået flere nye opholdsområder - både til børn, unge og voksne – nye specialfremstillede møbler, nye flotte farver på væggene, ligesom flere materialegrupper har fået en mere hensigtsmæssig placering i rummet.

 

Bibliotekets specielle buede vægge i centrum af huset – der hidtil har gået under navnet Orkanens Øje – har også fået en overhaling, og får nu karakter af "forandringsrum". Her er der nu plads til mange forskellige aktiviteter, fx udstillinger, workshops eller noget helt tredje. I den forbindelse efterlyser biblioteket gode idéer til et nyt navn for rummet. Forslag kan afleveres på biblioteket, og det bedste forslag præmieres og offentliggøres ved samme lejlighed den 25. november.

 

Den musikalske underholdning står gruppen Mac-K & Co. for. De vil foretage en officiel indvielse af bibliotekets nye mobile scene, som i øvrigt er designet og bygget af gruppens "klanleder" Mac-K, alias Klaus Olsen i samarbejde med lysmester Christian Holst Olsen. Mac-K & Co. spiller kl. 16-17, og publikum kan se frem til irsk og skotsk folkemusik spillet med stor passion og altid godt humør. De er kendt for at skabe en magisk stemning og for masser af overraskelser fra scenekanten.

 

Biblioteket håber, at mange vil kigge forbi til en hyggelig eftermiddag i stearinlysets skær med uformel stemning og god musik. Det hele er naturligvis gratis! 

Børne- og Kulturforvaltningen, Kultur- og Fritidsafdelingen
Telefon: 5588 3020
E-mail:
Sidst opdateret den 16. november 2011

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625